Er der plads til elge i Danmark?

Af Hans Henrik Bruun
Biolog, Københavns Universitet

Svenskere og svenske aviser fortæller ofte sjove anekdoter om elge: Elge i trafikken, elge, der går ind i folks huse, elge, der svømmer, elge, der fulder sig i gærede æbler og derefter bliver balstyriske og kyser demente plejehjemsbeboere, der er dårligt til bens. Historierne har som regel baggrund i virkelige hændelser. Det sidste kan man til gengæld ikke sige om alle de myter om elge, der florerer i den danske naturdebat. Det er naturligvis et politisk valg, om man vil genindføre elgen ligesom i tilfældet med bæveren eller visenten (også kendt som den europæiske bison). Beslutningen bør imidlertid træffes på et oplyst grundlag befriet for falske myter.

Men allerførst, hvad skulle fordelene være ved af genindføre elgen til Danmark (den uddøde immervæk for 2.500 år siden)? Elgen kan siges at være en del af den naturlige fauna i vores del af verden. En elgbestand ville kunne bidrage til at opretholde åbne enge og moser i skovene - til stor gavn for den øvrige biologiske mangfoldighed - især plante- og insektliv. Tilgroning af lysåben natur er et af de mest akutte problemer for den danske biologiske mangfoldighed. At en elgbestand også ville give oplevelser for hele familien på skovturen - mange danskere har oplevet elge i naturen i Sverige og Norge og fundet mødet fascinerende - er ikke noget godt argument, for det kunne jo siges om giraffen eller næsten hvilket som helst andet stort dyr i verden.

Elg søger mage
Den første indgroede myte er, at det danske landskab byder på for lidt plads for elge, fordi disse dyr strejfer over meget store afstande. Som belæg for påstanden fremhæves som regel den unge elgtyr, der i år 1999 svømmede over Øresund og strejfede vidt omkring for til sidst - efter flere måneder - at ende sine dage foran et intercitytog ved Hvalsø. Den naturlige forklaring er, at unge elgtyre i mange tilfælde vil forlade deres hjemlige flok og begive sig ud for at finde en ny flok - eller rettere, en enkelt elgko. Denne programmering af ungtyre til at vagabondere er artens måde at sikre udveksling af genetisk materiale mellem delbestande på og dermed modvirke indavl. Den unge øresundssvømmer kunne ikke vide, at han var den eneste elg på hele Sjælland - ja, i hele Danmark, så han blev ved med at løbe og løbe - forgæves. Havde der været en dansk elgbestand, havde han i stedet fundet sig en mage i Gribskov, han var stoppet der og havde stiftet familie.

Elge i trafikken
Den anden sejlivede myte er, at elge vil koste mange menneskeliv i trafikken på Danmarks tætte vejnet. Det er naturligvis ikke forkert, at der sker kollisioner mellem biler og elge i Sverige. Årligt ligger tallet på ca. 5.000 (mod 30.000 ulykker med rådyr), hvoraf 8-12 desværre får dødelig udgang for bilisten. Kigger man alene på Skåne, der minder om Danmark landskabeligt og med hensyn til befolkningstæthed og vejnet, så sker der årligt omkring 100 elgulykker, hvoraf i gennemsnit mindre end én per år fører til tab af menneskeliv. Med en fritlevende dansk elgstamme på op til et par tusinde dyr er sandsynligheden for trafikale problemer meget begrænset.

Ydermere viser forsøg i Norge, der har lignende problemer som de svenske naboer, at det er muligt at forebygge bil-mod-elg-kollisioner. Dyrene er mest aktive ved daggry og i skumring. Skal de passere en vej, opdager de ikke billygterne, før det er for sent - for både elg og billist. I de norske forsøg hængte man - på særligt udsatte vejstrækninger - reflektorer af snoet blankt metal op med jævne mellemrum langs vejsiden. Lyset fra billygterne kastedes derved ikke kun langs med vejbanen, men reflekteredes også i alle retninger ind i skoven. Derved blev elgene advaret i tide og krydsede kun vejen, når der ingen biler var i sigte. Antallet af elgulykker faldt markant på forsøgsstrækningerne. Metoden er ikke gratis, men langt billigere end vildthegn på kilometervis af vej.

En elgbestand medfører naturligvis også andre ulemper: Elge æder - ligesom andre hjorte - kviste af træer, især i vinterhalvåret, hvilket kan være et problem i forstligt drevet skov. Det er dog ikke anderledes end i skove med kronhjorte, hvor tabet som følge af bidskader mere end opvejes af indtægterne ved jagt. De nævnte ulemper og fordele er dog nok til at overse i en overskuelig fremtid efter en eventuel udsætning, fordi en nystartet bestand vil være ganske lille. Og det uanset om den bliver indført, eller om elgen indvandrer fra Skåne til Sjælland ved egen kraft og uden gyldigt visum.