Esben Lunde har tre mål med naturpakken

NATUR: Miljøministeren har sparket forhandlingerne om naturpakken i gang. Han har fokus på natur, kvælstof og EU-krav. Konservative satser på kvælstof, mens LA vil have færre regler for landmænd samt besparelser i Naturstyrelsen.

Foto: Nikolai Linares, Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Efter et langt tilløb skød miljø- og fødevareministeren Esben Lunde Larsen (V) tirsdag morgen gang i forhandlingerne om en naturpakke.

Ved det efterfølgende pressemøde fortalte ministeren, at han har tre fokuspunkter for naturpakken: Kvælstofreduktion, biodiversitet, og at man lever op til nogle EU-forpligtelser.

Som bekendt er det særligt Konservative, der har haft fokus på kvælstofreducerende tiltag, men ministeren var ikke mere konkret i det spørgsmål end tidligere.

”Regeringen har spillet ud med kvælstofreducerende tiltag som en del af naturpakken. Nu kommer vi til at se på, hvilke indsatser man kan lave, og hvor i landet man får størst effekt,” sagde Esben Lunde Larsen.

Det er væsentligt, at der er ro om den her proces. Vi skal ikke forcere noget.

Esben Lunde Larsen (V)
Miljøminister

Der har op til forhandlingerne været kritik af, at regeringen ikke præsenterer et udspil for offentligheden. Ifølge ministeren handler det om at skabe et godt forhandlingsklima.

”Det er væsentligt, at der er ro om den her proces. Vi skal ikke forcere noget, men have god tid til at lave en aftale,” sagde Esben Lunde Larsen.

Tilfredshed i blå blok
De blå partier havde ved forhandlingsbordet fået en mundtlig præsentation af regeringens prioriteter. Og der var umiddelbar tilfredshed med det, de netop havde hørt.

”Vi er tilfredse med udspillet. Det virker som om, at vi sagtens kan nå til enighed,” sagde Dansk Folkepartis miljøordfører Pia Adelsteen.

Liberal Alliances Carsten Bach kaldte præsentationen for luftig, men han havde en opfattelse af at blive lyttet til. Her nævnte han LA’s ønske om færre regler for landmændene i forhold til naturpleje.

LA vil effektivisere Naturstyrelsen
Men også målet om at reformere forvaltningen af statsskovene blev bragt på bordet, hvor LA også lancerede sit bud på finansiering.

”Vi vil effektivisere Naturstyrelsen, så vi kan finansiere urørt skov. Der skal skaffes penge, og det, mener vi, skal findes inden for Naturstyrelsens eget budget,” sagde Carsten Bach.

Så I vil opstille et sparekrav for Naturstyrelsen af en eller anden art?
”Jeg vil hellere kalde det effektivisering eller en omprioritering af Naturstyrelsens indsats. Vi skal politisk pege på, hvilke opgaver Naturstyrelsen ikke bør udføre,” sagde Carsten Bach og fortsatte:

”Så kan vi kanalisere de midler til at forvalte natur, hvilket er lidt mere naturligt for en naturstyrelse. Frem for at man driver kommerciel skovdrift,” sagde Carsten Bach.

K’s grønne plus
Konservatives miljøordfører Mette Abildgaard var naturligvis meget optaget af kvælstofspørgsmålet og målet om at sikre ”et grønt plus i 2018”. Retorikken er dog i forhold til den senere tids ophedede debat noget afvæbnende.

”Det vil have stor betydning for vandmiljøet. Men vi er fire partier, der skal blive enige om det, og vi må jo give og tage. Vi er indstillet på at forhandle, men det grønne plus er meget afgørende for os,” sagde hun.

Men hun nævnte også urørt skov som et væsentligt område.

”Ministerens udspil var i det hele taget interessant. Også i forhold til urørt skov, hvor han lægger op til, at det skal være et centralt element. Det er vi glade for,” sagde Mette Abilgaard.

Hvad med jeres fælles mål om 20 procent urørt statsskov?

”Selvfølgelig indgår det mål også i de drøftelser, vi har nu,” sagde hun.

De blå partier mødes igen til forhandlinger torsdag. 

Se tirsdag morgens korte pressemøde her:

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Bach

MF (LA)
cand.scient. i anvendt kvartærgeologi (Aarhus Uni. 2003)

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

0:000:00