Finanslov med flere penge til natur

FINANSLOV: Regeringen fremlagde torsdag sit finanslovsforslag. Der er flere penge til vådområder, skov og miljøteknologi, mens Lomborg og NOx-udledere må betale. Læs miljøforslagene her.
Anders Jerking
Finansminister Bjarne Corydon (S) fremlagde torsdag regeringens finanslovsforlag 'Ansvar og handling'. Her er miljøforslagene:

Naturpleje, vådområder og skov
Med finanslovsforslaget har regeringen fundet omkring 650 millioner over to år til mere skov, vådområder, naturpleje og økologi. Pengene er primært fundet på landdistriktsprogrammet, hvor staten selv finansierer 210 millioner, mens resten er ubrugte EU-midler.

Landdistriktsordningen udløber i 2013, og Miljøministeriet og Fødevareministeriet har gennemgået de forskellige støtteordninger og har i den forbindelse fundet ubrugte midler. Det drejer sig for eksempel om midler, der skulle være brugt til de forsinkede naturplaner og midler fra MVJ-ordninger, der ikke er blevet efterspurgt.

For at sikre at Danmark fuldt ud udnytter EU-midlerne, foreslår regeringen at bruge 159 millioner de næste to år til 1.600 hektar statslige vådområder. Derudover er der tidligere afsat midler til 10.000 hektar kommunale vådområder.

Derudover skal der rejses 250 hektar bynær skov. Til det formål afsættes 72 millioner kroner. Skovrejsningen er ud over de 800 hektar ny skov, der er aftalt i den tidligere regerings Grøn Vækst.

Desuden er der 210 millioner til naturpleje og 72 millioner til omstilling til økologi.

0:000:00