Kommentar af 
Karen Hækkerup

Hækkerup: Fokuser på lokal enighed om Grønt Danmarkskort

KLUMME: Det er tankevækkende, at myndighederne kan gå så galt i byen med Grønt Danmarkskort, når det har været så længe undervejs, skriver Karen Hækkerup. Hun opfordrer til realistiske og fornuftige rammer, så der sikres lokal enighed og respekt for lodsejerne.

Foto: naturoglandbrug.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Landbruget frygter Grønt Danmarkskort”. ”Naturfredningsforeningen om Grønt Danmarkskort: Vejledning mangler mål”. 

Sådan lyder to aktuelle overskrifter fra Altinget - og det er ikke svært ud fra dem at slutte, at der ikke hos hverken landbrug eller grønne organisationer er stor begejstring for den bekendtgørelse og vejledning om Naturråd og Det Grønne Danmarkskort, der kom i høring lige før påske.

Selvom enigheden mellem organisationerne måske stopper her, er det tankevækkende, at man tilsyneladende fra myndighedernes side kan gå så galt i byen med noget, der har været så længe undervejs.

Det Grønne Danmarkskort kom ind i planloven i starten af 2015 – og selvom det på et tidspunkt så ud, som om det ville blive skrevet ud af loven igen – stod det med planlovsaftalen fra juni 2016 fast, at kommunerne skal udpege et Grønt Danmarkskort.

Fra Landbrug & Fødevarer har vi siden da udtrykt stor bekymring for, at flere kommuner gik i gang med udpegningen uden nogle retningslinjer om hverken Naturråd eller rammer for det grønne kort – og selvom vi nu er tilfredse med, at der langt om længe er sat gang i den proces, så er der mange ting, vi havde ønsket os på en helt anden måde. Ikke kun af hensyn til landmændene, men faktisk også hvis målet med det Grønne Danmarkskort er at skabe endnu flere naturområder til gavn for natur og biodiversitet.

Et par af de områder, hvor der efter vores opfattelse er plads til forbedring, er:

  • Reel lodsejerinddragelse
  • Med forslaget om obligatoriske naturråd er der nu lagt op til en inddragelse af interessenter. Det er på sin vis fint, men desværre har man om ikke overset, så i hvert fald nedprioriteret, den helt centrale part - nemlig den enkelte lodsejer, der rent faktisk ejer den jord, hvor man vil udvikle natur.

Hvis man virkelig vil opnå positive resultater i det åbne land, så bør det ikke komme som en overraskelse, at det forudsætter en tidlig og inddragende dialog med den enkelte lodsejer. Det er lige meget, om det handler om nationalparker, vådområder, stiforløb eller natur.

Selvom lodsejerorganisationerne er bredt repræsenteret i Naturrådene, afhænger en succesfuld proces af, at der er klare retningslinjer for direkte inddragelse af de lodejere, hvis jord bliver tegnet ind i det Grønne Danmarkskort. Det er ikke nok, at der i vejledningen lægges op til, at det står naturrådene frit for om de vil ”vælge at foretage høringer, afholde borgermøder eller på anden måde inddrage berørte lodsejere eller borgere”.  

Ved dialog med den enkelte lodsejer sikres inddragelse af lokalkendskab og lodsejerens planer og ønsker for sin bedrift - og på den måde er der langt større sandsynlighed for, at den potentielle natur bliver virkelig natur på et tidspunkt.

Et Grønt Danmarkskort, der er andet end grønt printerblæk på papir, forudsætter også, at der sættes midler af til at realisere den ønskede natur. 

Hvis kortet skal ses af lodsejere som andet end en potentiel barriere for fremtidig udvikling, så bør der afsættes penge til at realisere den potentielle natur. Og der bør være en klar sammenhæng mellem de arealer, der udpeges, og de midler, der afsættes. 

En udpegning af områder, der med en vis grad af realisme også kan føres ud i livet, vil både kunne give naturen et reelt løft, vil efterlade lodsejere med en vished om fremtiden for deres arealer og vil være med til at give udpegningerne et realistisk omfang. Selvfølgelig under forudsætning af en reel inddragelse af den enkelte lodsejer.

Med det nuværende set up med udpegninger, der reelt set kun er streger på et kort, er der alt for stor risiko for, at både vi i landbruget og Naturfredningsforeningen får ret i vores kritik. 

Set med landbrugets øjne vil vi få et - måske meget omfangsrigt - net af grønne streger, som ifølge udkastet til vejledning ”ikke kan afvises at have en betydning” i forbindelse med kommunernes administration af anden lovgivning.

Lige præcis den ”brændemærkning” af arealerne vi hele tiden har frygtet. En brændemærkning, som i værste fald kan betyde, at en landmand ikke kan få de nødvendige tilladelser til for eksempel nyt byggeri eller andre tiltag på sin bedrift, samtidig med at det vil kunne påvirke arealernes fremtidige værdisætning i forhold til både handel og kreditforeningerne. 

Også set fra natursiden vil der komme et Grønt Danmarkskort, som i værste fald aldrig når længere end til det skrivebord, hvor det blev tegnet. Uden midler og uden lodsejernes positive medvirken er der intet, der tyder på, at de nye naturområder vil blomstre frem i landskabet, og så er det svært at se gevinsten for biodiversiteten. 

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det Grønne Danmarkskort ikke er en blomst, der har vokset i Landbrug & Fødevares have – og vi havde gerne set, at det var blevet afskaffet, inden det blev realiseret. Men faktum er, at der er et politisk ønske om, at vi skal have et Grønt Danmarkskort.

Set i det lys vil vi nu opfordre til, at der bliver fastsat nogle realistiske og fornuftige rammer, der gør det muligt at opnå lokal enighed om, hvad der skal til for at styrke vores skønne natur.

...

Karen Hækkerup er adm. direktør i Landbrug & Fødevarer. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Hækkerup

Formand, Den Sociale Investeringsfond og Nordic Safe Cities
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00