Forsker: Landbrug og skovbrug må vige for naturen

Af Hans Henrik Bruun
Lektor i biologi ved Københavns Universitet

Hvad skal vi egentlig med en naturpakke? Hvilke udfordringer for det danske samfund skal sådan en pakke løse?

Det vigtigste må være at forsøge at indfri den vigtigste politisk fastsatte målsætning på naturområdet, nemlig at standse det igangværende tab af biologisk mangfoldighed inden år 2020.

Det mål skulle egentlig have været nået i 2010. Vi nåede det ikke. Midlerne var ikke effektive nok. Ergo må der nu tages skrappere virkemidler i brug. Overordnet set ved vi godt, hvad der skal til: De vilde arter af dyr og planter har brug for mere plads - navnlig plads, hvor naturen har førsteprioritet. Den ekstra plads kan kun for alvor komme fra landbrug og skovbrug.

Mere natur i habitatområderne 
I sidste uge udkom den nye generation naturplaner for Danmarks habitatområder under høje fanfarer fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Der fulgte 1,8 milliarder kroner over seks år med – langt de fleste fra EU. Det lyder af meget, men man fornemmer bedre størrelsesordenen, når de er fordelt som 300 millioner kroner om året, som så igen skal fordeles ud på 252 habitatområder.

Det kan helt sikkert gøre en positiv forskel. Men har de vilde arter da ikke allerede førsteprioritet i habitatområderne? - kunne man spørge. Nej, ikke helt, for de indeholder også almindelig landbrugsjord. Og når græsning med husdyr skal modtage EU-støtte, så er den aktivitet underlagt landbrugsregler, som i mange tilfælde er uhensigtsmæssige eller direkte skadelige for naturindholdet.

I generationer har skovbruget haft et grønt image, men konflikten mellem vild natur og jordbrug er næsten lige så påtrængende i skovbruget som i landbruget.

Hans Henrik Bruun
Lektor i biologi ved Københavns Universitet

Miljø- og fødevareministeren vil gerne forenkle reglerne for landmænd, der forvalter natur. Så hvorfor ikke ændre støttereglerne, så EU-støtten til natur inde i habitatområder bliver (mindst) lige så høj som hektarstøtten til afgrøder? Det ville give mere natur i habitatområderne og forenkle reglerne. Og det er helt legalt i forhold til EU. Storbritannien gør det allerede. Det kunne være en del af naturpakken. Og finansieringen er allerede på plads.

Landbrugsjord som bufferzoner
Men langt fra alle naturens kvaler kan løses med naturplanerne. Og her kommer naturpakken ind i billedet. Dels ligger der meget værdifuld natur uden for habitatområderne, der kun dækker omkring 7,5 procent af landarealet (se her).

For eksempel ligger kun en fjerdedel af det ellers meget sparsomme areal med naturtypen ”kalkgræsland” – en af vore artsrigeste lysåbne naturtyper - inden for habitatområderne (se her).

Der er altså brug for en indsats uden for habitatområderne også. Og den indsats kunne mest effektivt bestå i målrettet at udtage landbrugsjord som bufferzoner rundt om de sårbare og værdifulde naturområder. Det vil kræve kompensation til landmændene. Til gengæld er værktøjerne til at udpege de mest værdifulde områder på plads – for eksempel i form af Biodiversitetskortet (se her).

Indsats i skovene 
Og endelig skriger naturen i skovene på en indsats, som ikke lige kan klares med EU-støtte. I generationer har skovbruget haft et grønt image, men konflikten mellem vild natur og jordbrug er næsten lige så påtrængende i skovbruget som i landbruget.

Der mangler større sammenhængende skovområder, hvor naturen spiller førsteviolin. De findes ikke i dag. Folketingets blå partier fremsatte kort før seneste valg et beslutningsforslag om at standse skovdriften og motorsavene på 25.000 hektar statsskov. Det forslag må jo blive til virkelighed, nu hvor de samme partier har flertal i Folketinget. Det vil være en god start, som må fortsætte med udlæg af 50.000 hektar urørt skov i de private skove. De to tiltag tilsammen udgør minimumsindsatsen, hvis tabet af biodiversitet i skovene skal standses (se her).