Forsker om naturpakken: Fagligheden går tabt bag lukkede døre

Af Hans Henrik Bruun
Lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet

Regeringen og dens forligsparter er i øjeblikket ved at færdigforhandle naturpakken bag lukkede døre.

Lukkede døre er sikkert godt for dialogen, der måske har været lidt anstrengt siden affæren om landbrugspakken. Men det giver også anledning til en del korridorsnak, altså – måske grundløse – spekulationer om, hvad der foregår ved forhandlingsbordet.

Den lukkede proces rummer også en risiko for at lande på en pakkeløsning, der bygger på et dårligt fagligt grundlag. Forløbet minder faktisk på mange måder om den forrige SR-regerings håndtering af Naturplan Danmark, hvor de i slutfasen "glemte" at rådføre sig med sagkyndige.

Gentag ikke tidligere fadæser 
I den nuværende runde har ministeren haft indledende samtaler med diverse grupper af forskere og med grønne organisationer. SR-regeringen havde Natur- og Landbrugskommissionens (NLK) grundige rapport at tage udgangspunkt i, og gennemførte desuden samtaler med grønne NGO'er og med landbruget inden den færdiggjorde Naturplan Danmark.

Alligevel haglede kritikken fra forskere ned over planen efter offentliggørelsen. For det første blev skovene – altså betragtet som levested for vilde dyr og planter, ikke blot som træmarker - fuldstændig glemt. Der er meget, der tyder på, at blå blok lige nu er ved at gentage den fadæse, på trods af et ellers meget højprofileret valgløfte forud for seneste valg (se her).

Det vil være klogt at lave et faktatjek, inden det sidste punktum sættes i naturpakken - også udenfor embedsværket, som ikke altid er så uhildet, som man burde kunne forvente.

Hans Henrik Bruun
Lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet

Et andet fejlgreb i Naturplan Danmark var, at den satsede på at skabe naturkorridorer i landskabet, hvilket tilsyneladende skyldtes en misforståelse af ordet ”sammenhæng”. S og R kunne dengang slet ikke kapere den efterfølgende faglige kritik, for man mente jo blot at have omsat forskernes anbefalinger i NLK-rapporten til praktisk politik. Og de vigtigste naturpolitiske anbefalinger gik udtrykkeligt ud på at fremme ”mere natur” og en mere ”sammenhængende natur”.

Hvis nu blot den daværende regering havde spurgt forskerne om, hvad ”biologisk sammenhæng” betyder. Men i stedet havde den altså en – i egen optik - grundig proces med både grønne organisationer og repræsentanter for landbrugserhvervet. Den proces sikrede tydeligvis ikke et tilstrækkeligt fagligt niveau. Og det er slet ikke så mærkeligt. Det ville jo svare til at udforme sundhedspolitikken alene sammen med patientforeninger og repræsentanter for medicinalindustrien, men helt uden at blande sagkyndige som læger og sundhedsøkonomer ind i sagen.

Naturen skal spille førsteviolin 
Biologisk sammenhæng betyder først og fremmest store områder, hvor naturen spiller førsteviolin. I store naturområder har de vilde arter generelt store bestande, der er langsigtet levedygtige. Store levedygtige bestande producerer et fødselsoverskud – altså individer, som kan sprede sig og grundlægge nye bestande i andre områder. Store sammenhængende områder består af meget ”kerne”, hvor de naturlige processer kan råde frit, mens de rummer relativt lidt ”rand”.

I modsætning hertil er korridorer lange og smalle og består af næsten ingen ”kerne” og næsten kun ”rand”, hvor de negative effekter fra gødskning af de omgivende marker er overvældende. Korridorer kan i mange tilfælde være værre end ingenting. De risikerer at trække individer – af for eksempel sommerfugle – fra et godt levested og ud i dårligere levesteder eller helt ud på marker, hvor den visse død venter dyret. Korridorer er altså sjældent særligt gode til at give naturen sammenhængskraft.

Desuden er korridorer i det danske landskab typisk dyre, fordi de nødvendigvis må krydse igennem produktiv landbrugsjord, mens arrondering af naturområder til større sammenhængende kerneområder med bufferzoner omkring – ikke altid, men i mange tilfælde - blot kræver udtagning af urentabel landbrugsjord på lavbund i ådale og drænede moser.

Korridorsnak spøger stadig 
Tanken om korridorer var hot i den videnskabelige naturbevaringsbiologi i årene efter 1967, hvor en meget indflydelsesrig teori om artsrigdom på øer blev lanceret. En mængde videnskabelige studier blev foretaget, og der foregik en livlig debat. Men siden midten af 1970’erne har man vidst, at det ikke er fysiske korridorer, man skal satse på, men derimod store sammenhængende områder. Mens al ”korridorsnak” er forstummet i den internationale forskerverden, har korridorer vist sig at have et stærkt brand, som her i landet er blevet ved med at spøge i landskabsplanlægningen længe efter.

V-regeringen og dens forhandlingsparter risikerer altså at lande på dyre og ineffektive løsningsmodeller ved at holde kortene så tæt til kroppen som tilfældet er. Det vil være klogt at lave et faktatjek, inden det sidste punktum sættes i naturpakken - også uden for embedsværket, som ikke altid er så uhildet, som man burde kunne forvente.

Kan vi forvente, at landskabskorridorer bliver en del af Naturpakken. Det tror jeg næppe. Men til gengæld har Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) igangsat en proces, der skal føre til at, de såkaldte Natura2000-områder indskrænkes. Det er ellers områder med natur af fælleseuropæisk kvalitet, men ofte gennemskåret af landbrugsjorder.

Det er dårlig planlægning, at man har ladet landbrugsdriften fortsætte inde i disse områder – lige dér, hvor den har størst sandsynlighed for at smitte negativt af på sårbar førsteklasses natur. I stedet for at gentegne områdegrænserne, så disse landbrugsjorder tages ud, bør man ekstensivere landbrugsdriften på dem yderligere. Dette kan finansieres gennem landbrugsstøttens såkaldte søjle 2.

Stor effekt i skove og Natura2000-områder
I øvrigt er Danmark det EU-land, der har udpeget næstmindst areal på land til Natura2000, mens alle faglige analyser peger på, at den danske natur mangler plads. Derfor bør en Natura2000-revision medføre, at det samlede areal stiger, ikke at det falder. Et vigtigt element i Landbrugspakkens er såkaldt målrettet regulering, der går ud på at tillade øget gødningsudbringning på robuste højproduktive jorder mod at reducere gødskningen på mere følsomme steder. Hvor er det mere oplagt at mindske gødskningen end i de sårbare Natura2000-områder?

Så kære Esben Lund Larsen; gentag ikke forudsigelige fejl, der let kan undgås. Der er lige nu mulighed for at lave en naturpakke, der vil have positiv virkning i årtier fremover. Naturen har brug for store sammenhængende områder, hvor den har førsteprioritet, og navnlig i statens skove og i Natura2000-områderne er det billigt at opnå en stor effekt.