Forsker: Vi skal lære af Furesøen

Af Hans Henrik Bruun
Lektor ved Købehavns Universitet i økologi og evolution

At processer i naturen kan tage lang tid, og at politikere generelt er utålmodige er to ganske trivielle ”sandheder”. 

Tilsammen udgør de en giftig cocktail for bestræbelser på at varetage bløde fællesskabsinteresser som bevaring af biodiversitet. Og måske navnlig for bestræbelser på at vende en negativ udvikling i naturen. 

Derfor er det lærerigt en gang imellem at betragte udviklingen i et længere tidsperspektiv. 

Forstæderne og Furesøen
Her udgør Furesøen et særlig godt eksempel. 

Furesøen havde indtil for 100 år siden en helt enestående rig fauna og flora. 

Læren fra Furesøen er, at en gennemtænkt og målrettet indsats nytter, selvom effekten ofte lader vente på sig i årtier. 

Hans Henrik Bruun
Lektor ved Købehavns Universitet i økologi og evolution

Men Københavns ekspansion og stigningen i danskernes materielle velfærd, ikke mindst i byens nordlige forstæder, omringede søen og førte til en forurening så massiv, at den endte med næsten at tage livet af søen. 

Så tidligt som i 1917 advarede biologen Carl Wesenberg-Lund og andre mod det truende kollaps, men de blev skammet ud som bagstræberiske pessimister. 

De havde svært ved at trænge igennem med budskabet, fordi forringelsen af søens biodiversitet vitterlig skete meget langsommere end øgningen i spildevandsbelastningen. 

Sådan en ”forsinket uddøen” er i dag et velkendt fænomen. 

Elsk algesuppen
Hvis en bestand for hvert år bliver mindre, vil den til slut dø ud. Men det kan tage tid. 

I Furesøens tilfælde gav det opportunistiske politikere og interesseorganisationer frit spil til at kalde enhver forureningsbekæmpelse  for unødvendig og dermed spild af penge. 

Men katastrofen udeblev ikke. 

Furesøens oprindeligt klare vand med en sigtdybde på over 10 meter i år 1900 blev til en grøn og tæt algesuppe. 

Nu foreslog biologer at indføre spildevandsrensning og at lede næringsbelastet vand uden om søen, alt sammen ganske bekosteligt. 

Heller ikke nu var der lydhørhed. Ferskvandbiologerne blev nu beskyldt for overdreven optimisme. 

Modstandere af en indsats mente, at løbet var uigenkaldeligt kørt, og at vi alle bare måtte lære at elske grøn algesuppe. Naturgenopretning var, mente de, uden udsigt til succes og derfor spild af penge. 

Stanken trak flere stemmer end søen
Langsomt, langsomt og først effektivt fra 1970 blev spildevandsrensning indført. Ikke af hensyn til biodiversiteten dog, men fordi søens vand stank langt ind i villakvartererne. 

Det varede mere end 15 år, fra forureningen blev markant nedbragt, og til algeopblomstringerne for alvor aftog, og endnu længere før planter og dyr vendte tilbage. 

Det svarer til minimum fire valgperioder i det kommunale nærdemokrati, hvorunder kortsigtede populister havde let spil, og visionære politikere skulle være yderst stålsatte. 

Derfor kan vi alle lære af Furesøens historie. 

Værd at vente på
I dag vokser undervandsplanterne igen ned til de samme dybder som for 100 år siden, og artsrigdommen er godt på vej tilbage mod datidens niveau. 

Læren fra Furesøen er, at en gennemtænkt og målrettet indsats nytter, selvom effekten ofte lader vente på sig i årtier. 

Denne indsigt er vigtig at have med i enhver samfundsdebat om natur-, miljø- og klimapolitik. 

På alle disse områder er der en vedvarende konflikt, med én side, der altid siger, at det er nytteløst eller alt for dyrt at afværge negative effekter af produktion og forbrug. 

Som forsker må jeg blot påpege, hver gang dette synspunkt tager fejl. Og det sker tit, men ofte kan det kun dokumenteres med stor forsinkelse.