Kommentar af 
Poul Madsen

Frederik Vad er ikke bare en ung ordfører, der gik for langt. Han var naturligvis sendt i byen af Mette Frederiksen

Vi oplever en nøje orkestreret følelseskampagne fra Socialdemokratiet. Frederik Vad var første bølge med sin opsigtsvækkende tale fra Folketingets talerstol, naturligvis sendt i byen af Mette Frederiksen selv. Det er elegant spin, men det er også politik, når det er værst. Og det skader demokratiet, skriver Poul Madsen.

Frederik Vad kalder det en nødvendig debat og bliver på ægte socialdemokratisk vis fornærmet, når han bliver modsagt, skriver Poul Madsen.
Frederik Vad kalder det en nødvendig debat og bliver på ægte socialdemokratisk vis fornærmet, når han bliver modsagt, skriver Poul Madsen.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Poul Madsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I de seneste år har debatten om udlændinge stort set ingenting fyldt, fordi den danske lovgivning er så stram, at det praktisk talt har været umuligt at profilere sig på nye stramninger.

Det har været til gavn for Socialdemokratiet, der historisk altid har haft det svært, når vi talte udlændinge, fordi partiet i modsætning til dem, der råbte højest og krævede flest stramninger, ofte har stået med det praktiske ansvar ude i kommunerne for at integrere de nye danskere, og i den situation har man ofte været nødt til at lægge ideologien til side for at finde praktiske løsninger.

Men i dag er alt vendt på hovedet, og socialdemokraterne er desperat på jagt efter en vindersag.

Den blandt socialdemokrater yderst upopulære SVM-regering og store bededagsfadæsen har gjort, at partitoppen er historisk pressede med meningsmålinger, der er låst fast på omkring 20 procent, hvilket vil, hvis det også bliver valgresultatet, være det dårligste resultat i mere end 100 år.

Læs også

Og det er i det lys, man skal se udlændingeordfører Frederik Vads voldsomme beskyldninger om, at en gruppe ellers velintegrerede indvandrere er i gang med at underminere det danske samfund indefra.

Der er ingen dokumentation for, at påstanden er rigtig. Det tætteste, vi kommer, er en svensk undersøgelse, som mange mener, at Frederik Vad har misforstået, men den manglende dokumentation er dybest set også ligegyldig. I hvert fald sådan, som politik er i dag.

For Vad spiller på frygten, og frygt er langt stærkere end fakta, og enhver ved, at følelser flytter flere stemmer end fakta.

Vad spiller på frygten, og frygt er langt stærkere end fakta, og enhver ved, at følelser flytter flere stemmer end fakta.

Poul Madsen

Det er derfor, vi oplever en nøje orkestreret følelseskampagne fra Socialdemokratiet. Frederik Vad var første bølge med sin opsigtsvækkende tale fra Folketingets talerstol, naturligvis sendt i byen af chefen selv, Mette Frederiksen. For i Mette Frederiksens socialdemokrati foregår intet tilfældigt.

Så det, vi så, var ikke en ung ordfører, der lige gik en tand for langt. Det understreges også af Mette Frederiksens fuldtonede opbakning i denne uge. Den ret usædvanlige interne kritik af Frederik Vad fra 18 lokale socialdemokrater blev fejet til side af partiformanden.

Men vigtigst af alt, så spinner Mette Frederiksen Frederiks Vads angreb videre fra at være et overordnet konspiratorisk problem til noget hverdagsagtigt, som mange danskere uden tvivl kan nikke genkendende til, nemlig frygten for de utilpassede indvandrerdrenge:

"Selvfølgelig vil vi ikke acceptere, og vi vil ikke forsvare, at der er rigtig mange mennesker, der i dag er utrygge i deres hverdag og deres liv i Danmark, på grund af nogle, der er kommet hertil udefra. Det er fuldstændigt uacceptabelt," sagde Frederiksen tirsdag.

Pludselig handler det ikke mere om en lille gruppe, der vil underminere det danske samfund, men om de mange, der er bange.

Elegant spin og måske noget, der kan være stemmer i. Men det er også politik, når det er værst, fordi man bevidst blander æbler og pærer, som om det var det samme.

Hvis vi ikke kan stole på, at vores folkevalgte debatterer på et ægte grundlag, hvordan skal vi så tro på selve demokratiet?

Poul Madsen

Problemet med de utilpassede unge indvandrere skal der gøres noget ved, men hvorfor skal dygtige, velintegrerede indvandrere, der passer deres arbejde og betaler deres skat, samtidig mistænkeliggøres over en bred kam?

Frederik Vad kalder det en nødvendig debat og bliver på ægte socialdemokratisk vis fornærmet, når han bliver modsagt.

Men hvori består det nødvendige? Den eneste umiddelbare nødvendighed, jeg kan få øje på, er, at socialdemokraterne mangler en vigtig sag, som kan genrejse partiet i den brede befolkning.

Men det er uklædeligt at forsøge at skabe en sag på en falsk præmis. Hvis vi ikke kan stole på, at vores folkevalgte debatterer på et ægte grundlag, hvordan skal vi så tro på selve demokratiet?

Derfor skader Frederik Vad og Mette Frederiksens spin demokratiet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Madsen

Kommunikationsrådgiver og kommentator, podcastvært, foredragsholder og forfatter
journalist (Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1988)

Frederik Vad Nielsen

Udlændinge- og integrationsordfører, MF (S)
BA i arbejdslivsstudier og journalistik (RUC)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00