Sådan ser vi fremtidens vandplaner

Resultaterne fra miljøovervågningen efterlader ingen tvivl om, at der er behov for fortsat at reducere både kvælstof og fosfor for at opnå god miljøtilstand i søer og fjorde.

Af Hanne Bach, Bo Riemann, Poul Nordemann Jensen og Kurt Nielsen
Direktør, institutleder, chefkonsulent, prodekan ved Aarhus Universitet

Af Hanne Bach, Bo Riemann, Poul Nordemann Jensen og Kurt Nielsen
Hhv. direktør, institutleder, chefkonsulent og prodekan, Aarhus Universitet. 

Folketinget har vedtaget den første generation af vandplaner, og kommunerne har sat arbejdet i gang med at føre dem ud i livet. Næste generation skal ligge klar ved udgangen af 2015. Vandplanerne udgør en samlet plan for et forbedret dansk vandmiljø og skal sikre, at vandkvaliteten i vandløb, søer, grundvand, fjorde og kystfarvande lever op til kravet om ”god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv (for grundvand "god tilstand").

Til brug for vandplanerne har der ligget oplysninger om miljøtilstanden, som er indsamlet gennem de seneste mere end 20 år blandt andet i det landsdækkende overvågningsprogram, og viden om miljø og natur som resultat af miljøforskning i lige så mange år. Overvågningen har også bidraget til at klarlægge, hvilke samfundssektorer der påvirker miljøet, og dermed hvor samfundet skal sætte ind for at opfylde målene.

Aarhus Universitet har gennem forskningsbaseret rådgivning bidraget til det faglige grundlag for planerne. Miljøministeriet har blandt andet på baggrund af den faglige viden fastsat målene ud fra fælles EU-standarder og besluttet, hvordan man i den givne situation bedst når målene, for eksempel hvor stor en reduktion i kvælstofudledningen, der skal til, og hvordan den skal nås.

Det er vigtigt at erkende, at de forudgående vandmiljøplaner har ”høstet de lavthængende frugter” forstået derhen, at et stort kvælstof- og fosforoverskud i dansk landbrug tilbage i 1980’erne er mere end halveret. De næste tons reduktion vil være mere omkostningstunge, men stadig nødvendige for at opnå den gode status.

Fortsat behov for reduktioner
Vandplanerne beskriver den indsats, der skal reducere både kvælstof- og fosforudledningen fra landbruget med henholdsvis 9.000 tons og 210 tons årligt inden udgangen af 2015. Efterfølgende skal der ske en yderligere reduktion på 10.000 tons kvælstof årligt. Til sammenligning kan nævnes, at den årlige udledning til havet er henholdsvis omkring 2.500 tons fosfor og 60.000 tons kvælstof. 

Resultaterne fra miljøovervågningen efterlader ingen tvivl om, at der er behov for fortsat at reducere både kvælstof og fosfor for at opnå god miljøtilstand i søer og fjorde. Samme konklusion nåede forskerne i Natur- og Landbrugskommissionens kvælstofarbejdsgruppe frem til.

De fleste søers miljøtilstand bestemmes af fosfor, men kvælstof spiller også en rolle i nogle søer. Omvendt er kvælstof vigtigst for fjordenes og kystområdernes tilstand, selv om fosfor også i dem har betydning især i forårsperioden. Første generation af vandplanerne fokuserer overordnet på at nedbringe fosfortilførslen til søer og kvælstoftilførslen til fjorde.

Reduktionerne vil, som beskrevet i vandplanerne, forbedre den økologiske tilstand i både søer og fjorde, selv om det kan vare mange år, inden vi ser den fulde forbedring. Hidtil har vi således kun set en mindre effekt på søernes tilstand af den stærkt forbedrede spildevandsrensning, der er gennemført gennem de seneste 35 år. Tilsvarende er tilstanden kun forbedret i enkelte fjorde, på trods af at kvælstoftilførslen til fjordene omtrent er halveret de seneste 20 år – især frem til 2003. Også for fjordene vil det formentlig tage længere tid, før vi registrerer den fulde forbedring – samtidig kan andre faktorer som for eksempel fiskeri og klimaændringer påvirke deres tilstand i negativ retning.

Vandløb og randzoner
Vandplanerne vil i tillæg til reduktion af udledning af næringsstoffer forbedre den økologiske tilstand i vandløb ved at reducere grødeskæring og oprensning af 5.200 km vandløb svarende til ca. 20 procent af alle såkaldt ”målsatte” vandløb – et stort skridt frem, såfremt det lykkes. Det vil forbedre levestederne for fisk, smådyr og planter i vandløbene. Reduceret grødeskæring er nok godt for naturen, men har også en pris. Den kan føre til forøget vandstand og dermed oversvømmelser og nedsat dræning af markerne. Omfanget afhænger i høj grad af de lokale forhold, og vi kender p.t. ikke det fulde omfang. 

Udover effekten på næringsstoftabet vil etablering af vandplanernes randzoner også kunne øge den biologiske mangfoldighed omkring vandløbene, fordi randzonerne vil give vandløbene plads til at sno sig mere naturligt og give plads til planter og dyr i landskabet. Borgernes adgang til randzonerne og dermed med en forventet øget færdsel langs vandløbene forventes ikke i væsentligt omfang at påvirke naturen negativt. Randzonerne vil forbedre tilstanden i mange vandløb, men ikke alle vandløb har de naturgivne forhold til at opnå markante forbedringer ad den vej. Nogle vandløb forudsætter restaurering lig dem, der allerede er gennemført i mange mindre vandløb, for at nå de ønskede forbedringer.

Målrettet indsats
I modsætning til Vandmiljøplan I–III, som med generelle krav har bidraget til at mindske tilførslen af næringsstoffer meget markant gennem de seneste årtier, indeholder vandplanerne - som supplement til de generelle krav - de første eksempler (efterafgrøder og vådområder) på en målrettet indsats tilpasset forholdene i et givent vandområde. Dét er en fornuftig tankegang, men også en stor udfordring både i forhold til at designe den rigtige indsats i et givent område og til at gennemføre en lovgivning, hvor tiltagene varierer fra sted til sted på grund af naturgivne forhold. Det er imidlertid klart, at dette vil være den billigste fremgangsmåde.

Det er vigtigt at gå videre ad denne vej, hvor den nødvendige indsats gennemføres med udgangspunkt i det enkelte vandområdes sårbarhed og miljøtilstand således, at vandområdet fremover forventes at kunne leve op til den fastsatte målsætning for den økologiske tilstand. Indsatsen kan omfatte randzoner, vådområder, efterafgrøder på marker, forbedring af de fysiske forhold, i særlige tilfælde genetablering af stenrev i fjorde, minivådområder osv. Ideen er, at tilførslen af næringsstoffer mindskes tilstrækkeligt i forhold til at forbedre den økologiske tilstand. Det lyder simpelt, men det er det ikke.

I næste generation af vandplanerne bør indsatsen differentieres yderligere. Det vil for eksempel være mere effektivt i forhold til omkostningerne at have brede randzoner dér, hvor der er et stort fosfortab fra markerne, og smalle randzoner dér, hvor der er en lille risiko for fosfortab. Randzoner har imidlertid andre effekter end fosforfjernelse. De mindsker også kvælstofudledningen, fordi der ikke må dyrkes ellers gødskes i dem, og giver med tiden mere natur. 

Øget viden kan gøre det muligt at differentiere indsatsen i forhold til sårbarheden af den enkelte fjord eller sø og fastlægge oplandets beskaffenhed i form af dets evne til at fjerne kvælstof. Placering af randzoner langs de vandløb, hvor de giver størst effekt både i forhold til næringsstoftab og naturindhold, og hvor deres bredde er tilpasset lokale forhold, er den samfundsøkonomiske mest effektive strategi, men den forudsætter også yderligere viden.

Behov for yderligere viden
Frem til 2015 er der behov for at få mere viden på en række områder som for eksempel fjordsystemernes dynamik med afstrømning fra land og koblingen til de åbne havområder, inddrage andre mål for miljøtilstand end ålegræs i vurderingerne samt undersøge andre faktorer, eksempelvis hvordan fiskeri eller ændringer i de fysiske forhold påvirker fjordenes og kystområdernes tilstand.

Samlet vil det gøre det muligt at få en bedre vurdering af indsatsbehovet for de enkelte fjorde. For vandløbene er det ud over nye mål for fisk og planter især redskaber til at vurdere virkninger af en ændret vedligeholdelse/restaurering for de vandløb, hvor konsekvenserne er størst, der bør belyses nærmere, mens det for søerne (ud over at inddrage fisk og planter som mål) blandt andet vil være vigtigt at finde ud af, hvordan man reducerer fosfortilledningen fra dyrkede arealer.

Der er også behov for yderligere at målrette indsatsen i anden generation af vandplanerne og dermed øge effektiviteten (=minimere omkostningerne) af at mindske næringsstoftabet fra landbrugsarealerne, som er et af elementerne i at opnå en bedre miljøtilstand i søer og fjorde. Ligeledes er der et udtalt behov for at imødegå effekter af klimaændringer i form af blandt andet skybrudsagtig nedbør, som både fører til oversvømmelser og øger næringsstoftabet.

Forudsætningerne for endnu mere effektive vandplaner i 2015 er således, at de baseres på en styrket viden om både vandmiljø, virkemidler og de enkelte oplandsarealers beskaffenhed. Den tilsigtede positive påvirkning af natur og miljø bør følges tæt via et tilstrækkeligt, veltilrettelagt og landsdækkende overvågningsprogram for at følge effekterne af indsatsen og give et solidt videngrundlag til at vurdere, om yderligere indsats er nødvendig.