Frivilligt register skader demokratiet

Englænderne har gjort det siden 1975. Europa-Parlamentet fulgte trop 21 år senere. Men i Danmark er det frivilligt for folketingspolitikere at oplyse om aktieposter og bijobs. Frivilligheden skader forholdet mellem vælgere og politikere, mener professor.
Marie AndergrenRikke Sønder Larsen

Hvis ikke vi ved noget, så vil vi altid være i tvivl om politikernes dybere motiv for at gøre noget. Derfor mener jeg, at vi bør indføre krav om at ikke alene folketingspolitikere, men også kommunal- og amtspolitikere oplyser om deres interesser.

Torben Ishøy
Formand for Transparency International Danmark
Fakta
Hvor mange af partiernes medlemmer, der bidrog til registeret i sidste folketingssamling:

  • SF: 12 ud af 12 = 100 %

  • EL: 4 ud af 4 = 100 %

  • S: 51 ud af 52 = 98 %

  • DF: 18 ud af 22 = 82 %

  • KD: 3 ud af 4 = 75 %

  • R: 6 ud af 9 = 67 %

  • K: 8 ud af 16 = 50 %

  • V: 19 ud af 56 = 34 %


  • Kilde: Kristeligt Dagblad
    Skandaler med politikere, der var sovset ind i erhvervsinteresser, fik englænderne til at tage skridtet allerede i 1975.

    Det engelske parlament indførte det år obligatorisk registrering af politikernes økonomiske interesser og hverv. Og siden er reglerne blevet skærpet, oplyser Alda Barry, der er registrar i det engelske parlament.

    "Vi har fået indført en 'code of conduct', som beskriver, hvilke interesser medlemmerne må have. Når et medlem udtaler sig i parlamentet, har vedkommende i dag pligt til at oplyse, hvilke interesser vedkommende har i den pågældende sag. Nogle gange siger de dog kun: 'Jeg erklærer en interesse', men de bør faktisk give en detaljeret beskrivelse af interessen," siger Alda Barry til Altinget.

    Hun henviser til, at det især er på grund af et stigende antal lobbygrupper, at englænderne har fundet det nødvendigt at lave regler på området. Reglerne for ministre er dog endnu strengere.

    0:000:00