Kommentar af 
Karen Hækkerup

Hækkerup: Dansk fødevareproduktion kan styrke global bæredygtighed

KLUMME: Bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion er et helt centralt element i kampen for større generel bæredygtighed på globalt plan. Det er Danmark rigtig gode til, og derfor skal vi gå forrest i indsatsen, skriver Karen Hækkerup, administrerende direktør, Landbrug & Fødevarer.

Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Verdens befolkning stiger og stiger, og der er ingen udsigt til at den udvikling er under opbremsning. Det betyder selvsagt stigende efterspørgsel efter mad, særligt i de områder af verden, hvor befolkningstilvæksten er stærkest, nemlig Afrika og Asien. 

En bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion er derfor et helt centralt element i kampen for større generel bæredygtighed på globalt plan.

Ny handlingsplan skaber bæredygtig udvikling
Den 31. marts 2017 lancerede Danmark sin nationale handlingsplan for bæredygtig udvikling, som skal følge op på FN's 17 bæredygtighedsmål, der blev lanceret i 2015. Bæredygtighedsmålene er brede og omfatter blandt andet ansvarligt forbrug og produktion og bekæmpelse af hungersnød.

I den danske fødevareklynge byder vi i høj grad FN's indsats for en mere bæredygtig udvikling velkommen. Den er ansvarlig og humanitært vigtig og rigtig. Og i den danske fødevareklynge har vi da også rigtigt meget at bidrage med i indsatsen for større bæredygtighed. Det har vi på grund af vores meget store knowhow og erfaring med at producere på en miljørigtig måde, hvor effektivitet kombineres med en bæredygtig approach. Samtidigt med at fødevarerne både er sunde og sikre, hvilket langt fra altid er en selvfølge andre steder i verden.

I Landbrug & Fødevarer ser vi altså den nye nationale handlingsplan som et meget positivt afsæt for en mere bæredygtig udvikling.

Karen Hækkerup
Administrerende direktør, Landbrug & Fødevarer

Ser vi på det globale plan, så er der kolossalt stor forskel på, hvordan fødevareproduktionen foregår. Nogle steder er man effektive, men på bekostning af miljøet, andre steder er produktionen ineffektiv og samtidigt måske ikke engang specielt bæredygtig.

Dansk fødevareproduktion er intensiv og bæredygtig
Mere med mindre, er det mantra, som står i centrum for fødevareklyngens arbejde med en kontinuerlig udvikling af en bæredygtig landbrugs- og fødevaresektor. Vi producerer således i dag langt flere fødevarer end tidligere, men med brug af langt færre ressourcer. Samtidigt arbejder vi hårdt på at udvikle flere løsninger, som yderligere kan understøtte en bæredygtighed i produktionen.

I Landbrug & Fødevarer ser vi altså den nye nationale handlingsplan som et meget positivt afsæt for en mere bæredygtig udvikling. Derfor er det ekstremt vigtigt med en ambitiøs og fokuseret indsats, når der skal følges op på handlingsplanen.

Vi vil i fødevareerhvervet meget gerne bidrage til handlingsplanen og har flere konkrete ideer til implementeringen. Vi vil for eksempel meget gerne være med til at sikre, at endnu flere danske teknologiløsninger og knowhow kommer ud i verden. Vi leverer således bæredygtighedsfremmende løsninger i lande som Kina, Vietnam, Nigeria og Ukraine. Det er lande med stor fødevareproduktion og hvor potentialet for effektiviseringer og reduktion af miljøbelastningen er virkelig stort.

Særligt på vandområdet har vi i fødevareerhvervet gjort store fremskridt. Denne viden har verden brug for – for globalt set er vand en meget knap ressource. Og i fødevareproduktionen anvendes store mængder rent vand for at sikre en god hygiejne. 

Rent vand kræver indsats
Lad mig blot nævne et enkelt eksempel på, hvilke fremskridt vi har gjort i Danmark: En af vores helt store virksomheder, Danish Crown, kan således i dag, på grund af en innovativ tilgang til ressourceforbruget, producere med et vandforbrug per svin på en tredjedel af det, man brugte for 25 år siden.

Det er knowhow, der gør en forskel, når man betænker, at allerede i dag mangler over en milliard mennesker adgang til rent drikkevand. Det tal kan stige til 3 milliarder mennesker om 20 år.

Fødevareerhvervet i Danmark har derfor sat sig sammen med teknologileverandører, myndigheder, GTS-institutter og universiteter for at udvikle og implementere løsninger, som kan bidrage til en markant reduktion af vandforbruget i fødevareproduktionen, og som har potentiale til at blive udbredt globalt.

Der er tale om en stor satsning, som med støtte på 50 millioner kroner fra Innovationsfonden, har et samlet budget på omkring 100 millioner kroner (www.drippartnership.dk).

Vi vil selvfølgelig arbejde målrettet for at udbrede og dele vores viden om bæredygtig fødevareproduktion via en mængde forskellige kanaler. Bæredygtighed i fødevareproduktionen er en dansk specialitet, som vi kan være stolte af, men som vi også skylder resten af verden at dele.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Hækkerup

Formand, Den Sociale Investeringsfond og Nordic Safe Cities
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00