Debat

Hvordan får vi flere frivillige til at arbejde for naturen?

DEBAT: Det vil være en gevinst, hvis flere danskere gjorde en frivillig indsats for naturen, mener Socialdemokraternes miljøordfører, Torben Hansen, som her giver sit bud på, hvordan den frivillige indsats styrkes.
Foto: Folketinget
Anders Jerking
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torben Hansen 
Socialdemokraternes miljøordfører

Søndag var både en fantastisk forårssøndag og store affaldsindsamlingsdag. 25.000 frivillige havde Danmarks Naturfredningsforening lokket til at indsamle affald smidt i skov og på strand, og på den måde knokle for at gøre Danmark en smule kønnere. Tusind tak til alle deltagerne og også til de mange skoleelever, som har deltaget i løbet af ugen. I udfører et meget vigtigt arbejde.

Frivilligt arbejde kan være vejen til at fremme befolkningens aktive medejerskab af naturen. Derfor er det på godt jysk lidt træls, at for få danskere arbejder frivilligt inden for natur- og miljøområdet. Ifølge tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd havde kun 1 procent af befolkningen over 16 år udført frivilligt arbejde inden for natur- og miljøområdet i 2012. Et tal, der ikke har ændret sig siden 2004.

Det gør natur og miljø til et af de områder, hvor færrest danskere udfører frivilligt arbejde. Det mest populære område for frivilligt arbejde er idræt, hvor hele 11 procent af danskerne havde udført frivilligt arbejde i 2012. Samlet havde 35 procent af danskerne fra og med 16 år udført frivilligt arbejde i 2012. Det er den samme andel som i 2004.

Flere ildsjæle
Man kan selvfølgelig altid diskutere tallenes validitet, da mange tusinde hos sportsfiskerne, jægerne, DOF, natur og ungdom m.fl. udfører frivilligt arbejde for naturen. Men uanset hvorledes vi vender og drejer tallene, så tror jeg alle kan blive enige om, at der sagtens kan bruges flere hænder, flere ildsjæle, flere ambassadører, kort sagt flere, der føler et medejerskab til naturen.

Fakta
Bland dig!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected], eller skriv i kommentarfeltet nedenunder.

Der findes ingen snuptagsløsninger i forhold til at lokke flere i gummistøvler og vindjakke og komme ud og blive et med naturen.

Men første skridt er at få vakt interesse. Her er børn og deres forældre vigtige. Børn i alle aldre elsker naturen og naturoplevelser. Hvor mange børn samler ikke bænkebidere, spiser deres første friskfangede fisk med største velbehag, eller synes, at haletudsen og dens korte hektiske liv er helt fantastisk? Disse små, men for børnene fantastiske oplevelser lægger ofte grobunden for et livslangt engagement i natur og naturbeskyttelse og skaber medejerskab.

Adoption af natur
Jeg var ikke ret gammel, før jeg blev placeret med en fiskestang ved Randers fjord. Det blev til mange skrubber, enkelte aborrer og torsk. Det har uden tvivl formet min kærlighed til naturen. Så kære forældre. Tag jeres børn med ud at fiske, kigge fugle eller finde regnorme. For netop børnenes engagement skal vi udvikle og understøtte. Hvad med at lade skoler adoptere et stykke natur, være med til at pleje det og få oplevelsen ved årets gang i naturen? Vi kunne også blive bedre til at bruge teknologierne og udvikle apps, der gør det mere spændende at komme i naturen.

Det er på godt jysk lidt træls, at for få danskere arbejder frivilligt inden for natur- og miljøområdet.

Torben Hansen (S)
Miljøordfører

Andet skridt er den kommende naturfond. Tænk, hvis flere hundredetusinde danskere kunne blive støttemedlemmer af naturfonden og dermed være med til at bevare og udvikle naturen. Det vil være fantastisk, og samtidig vil det give en masse frivillige, da folk jo helst ikke vil se deres ”investering” gå til spilde.

Hvordan kan naturen lokke?
For det tredje kunne vi lære lidt af processerne i forhold til nationalparkerne, naturparkerne, vildt- og vandløbslaug mm. Her er det nemlig lykkes rigtig godt med at få skabt et folkeligt medejerskab, men det er også min formodning, at det skyldes et meget intensivt arbejde med dette, kombineret med en lang lokal inddragende proces om afgrænsning og indhold.

Fjerde skridt er, at vi skal tage en generel diskussion af, hvordan naturen skal ”lokke”. Skal der fokus på almindelige aktiviteter såsom gåtur og naturoplevelse? Eller skal der satses på sports- og friluftsaktiviteter i naturen for at fremme danskernes engagement i naturen.

Femte skridt ligger hos de frivillige organisationer. De skal overveje, om de reelt får aktiveret så mange i arbejdet, som de gerne vil.

Affaldsindsamlingen er en succes. Men tænk, hvis det var naturoplevelsen og ikke indsamling af dåser, fast food emballage og gamle cykler, som 25.000 mennesker havde været samlet om i søndags. Det skal vi arbejde for. For gode fælles naturoplevelser og større medejerskab hos den enkelte er afgørende for naturens fremtid.



Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Hansen

Borgmester (S), Randers Kommune, fhv. MF
lærer (Skive Seminarium 1989), MPA (2017)

0:000:00