Klagenævn afviser kæmpe-vindmøller

VIND: Natur- og Miljøklagenævnet har afvist Københavns Kommunes ønske om at opstille fire store vindmøller på Amager.

Anders Jerking

Københavns Kommune får ikke lov til at opstille fire kæmpe vindmøller på Amager. 

Det har Natur- og Miljøklagenævnet afgjort med stemmerne 6 mod 3.

De 148 meter høje møller skulle opstilles inden for strandbeskyttelseslinjen på Vestamager som et led i Københavns Kommunes klimaplan. Naturstyrelsen gav dispensation til opstillingen, men den afgørelse klagede blandt andet Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening og Hvidovre Kommune over.

Nu har klagenævnet givet klagerne ret.

Klagenævnet lægger i sin afgørelse vægt på, at opstilling af møllerne tæt på det fredede naturområde på Vestamager ”ikke vil være foreneligt med de væsentlige landskabelige, naturmæssige og rekreative værdier, der knytter sig til disse områder.”

Nævnet understreger, at kommunens klimaplan ”ikke udgør et sådant særligt samfundsmæssigt hensyn, at der skal opstilles vindmøller netop på dette sted”.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00