Kommuner: Naturplejeregler er for bøvlede

PLEJE: Både kommuner og lodsejere vil gerne lave naturpleje, men reglerne og kontrollen spænder ben for initiativerne, lyder det fra Jammerbugt Kommune. Videncenter for Landbrug er enige.
Foto: colourbox
Anders Jerking

Vi oplever, at mange landmænd er skeptiske over for at gå ind i disse ordninger, fordi de hører fra naboer og andre, at det er bøvlet, og at det kan få økonomiske konsekvenser.

Heidi Buur Holbeck
Videncentret for Landbrug

Rigide regler kan bremse de politiske mål om, at langt mere natur i de næste år skal plejes bedre.  

Sådan lyder det fra Jammerbugt Kommune.

"Vi bliver hele tiden udfordret af, at støtteordningerne er møntet på landbrugsproduktion og ikke på naturpleje," siger Henrik Damsgaard, teamleder i kommunens Vand- og Naturafdeling.

Dokumentation

To eksempler på bøvl fra Jammerbugt Kommune  

Eksempel 1
§3-naturareal, hvor klithede i Natura 2000-område afgræsses af kvier i sommerperioden. Det er et ca. 90 ha. stort område, hvor der går 30 kvier. Det er et fint græsningstryk mht. naturpleje og naturens behov. På disse arealer gror der ene og havtorn, som er naturlige arter for klitheden. Kreaturerne kan godt gå ind gennem de fleste krat. Dette areal blev et år underkendt støtte (gammel MVJ-ordning), fordi kontrollanten mente, at der ikke var græsset på 50 procent af arealet, hvilket er en meget subjektiv vurdering.

Eksempel 2
§3-areal med varierende vandstandsforhold i Ulvedybet i Nibe Bredning Natura 2000 ved Gjøl. Arealerne er statsejede. Der er et ønske om naturpleje med kreaturer og heste. Man finder en villig dyreholder og får sat gang i græsningen. Der laves forpagtningsaftaler og dyreholder søger støtte til naturpleje (gammel MVJ-ordning). Ved første kontrol er der mange tagrør og lysesiv - arealerne bliver underkendt, fordi der ikke er bidt nok ned (ikke tæt lavt plantedække pr. 31. august). Der sættes flere dyr på arealet. Ved efterfølgende kontrol bliver arealerne underkendt, fordi der ikke er plantedække - dyrene har simpelthen spist for meget på de områder, hvor der er tagrør og det har været en regnfuld sommer, så der opstår mudderflader (som opfattes som manglende plantedække).


0:000:00