Kronik: Regeringen bør hæve ambitionerne for natur- og biodiversitetspakken

Af Christian Prip
Senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut

Regeringen startede i højt politisk gear i forhold til natur og biodiversitet.

"Alvoren kan næsten ikke understreges nok", udtrykte statsminister Mette Frederiksen (S), da hun i november 2019 på Marienborg kickstartede arbejdet med en dansk natur- og biodiversitetspakke som svar på naturens nødlidende tilstand globalt og i Danmark.

Derfor kan det ikke undre, at regeringen har fået hård kritik fra mange sider for at udskyde arbejdet med pakken til næste år.

Men måske er det slet ikke så dårligt for naturen med tid til yderligere refleksion.

Forhåbenlig vil regeringen udnytte muligheden til at lade sig inspirere og tage bestik af de begivenheder og processer, der foregår lige nu, globalt og i EU med nyt momentum mod nye biodiversitetsmål.

De internationale mål kan jo kun opfyldes, hvis Danmark og andre lande følger op med egne nationale mål, og de mål er der vel absolut brug for at gøre status over?

Christian Prip
Senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut

Det kan og bør føre til en mere ambitiøs natur- og biodiversitetspakke, end der ellers var lagt op til; en pakke som lever op til internationale standarder for nationale biodiversitsplaner.

Mål for biodiversitet globalt, i EU og i Danmark
30. september 2020 arrangerede FN’s Generalforsamling det første særlige topmøde for biodiversitet nogensinde, og for første gang var det verdens statsledere, som talte om den globale biodiversitetskrise og behovet for akutte modsvar.

Vores egen Mette Frederiksen var en af dem og udtrykte klart i sin tale, at biodiversitet er en nøgleprioritet for Danmark.

Forinden havde hun tilsluttet sig et globalt løfte til naturen fra statsledere blandt andet om, at der skal vedtages et sæt klare og robuste globale mål som grundlag for indsatsen.

De  globale mål skal vedtages som en del af en global handlingsplan frem til 2030 på den næste partskonference i FN i Biodiversitetskonventionen. Den skulle have fundet sted i oktober 2020 i Kina, men er udskudt til 2021 på grund af coronakrisen.

For at udnytte tiden er der sat en global høringsproces i gang med udgangspunkt i et udkast til en global plan med konkrete mål.

Meget er uafklaret i denne proces, men hvad der ikke er til diskussion er, at de enkelte landes nationale biodiversitetsplaner vil blive tildelt en særlig status, hvor landene forpligter sig til at yde deres bidrag til de globale mål gennem egne nationale mål.

Der kan meget vel komme et system som i Parisaftalen, hvor landene skal stå internationalt på mål for deres bidrag, der skal revideres og skærpes med passende mellemrum.

Et endnu tyderligere pejlemærke for en dansk indsats er EUs biodivesitetsstrategi for 2030 – også med konkrete målbare mål - som skal behandles af EU’s miljøministre 23. oktober 2020, og som regeringen bakker op om.

Få konkrete mål ind i nationale planer
Den danske natur- og biodiversitetspakke må tilsvarende bygges op om konkrete, målbare mål til at forbedre naturens dårlige tilstand og som Danmarks bidrag til at nå de globale og EU’s mål.

De nationale mål behøver ikke at være nøjagtige gengivelser af de overnationale mål, men de må have en klar reference til dem og et tilsvarende højt ambitionsniveau. De skal udgøre det bedst mulige sammenligningsgrundlag i forhold til andre landes tilsvarende planer.

Mange ville opfatte dette som en selvfølge, men Danmark har en historie om at forholde sig useriøst eller slet ikke forholde sig til retningslinjer, man har været med til at vedtage i det forpligtende internationale samarbejde om biodiversitet.

Hverken Naturplan Danmark fra 2014 eller forudgående danske naturplaner har konkrete mål, men alene brede hensigtserklæringer.

Danmark har også et ansvar
En anden grund til at være på vagt er de kryptiske meldinger, som Miljø- og Fødevareministeriet kom med i Politiken 13. oktober 2020.  

Ministeriet oplyser, "at Danmark ikke udarbejder en national status for biodiversitetsmålene, fordi de efter ministeriets opfattelse skal opfyldes internationalt og ikke af de enkelte lande."

Men de internationale mål kan jo kun opfyldes, hvis Danmark og andre lande følger op med egne nationale mål, og de mål er der vel absolut brug for at gøre status over?

Miljø- og Fødevareministeriet tilføjer, at "Danmark bidrager hovedsageligt til at opfylde målene via EU’s strategier".

Hvis dette skal opfattes som, at vi her kan dække os ind under en samlet pulje på 27 landes indsatser og lukrere på, at andre lande i puljen har højere ambitioner end vores, tager regeringen fejl.

Som partslande til FN’s Biodiversitetskonvention skal landene hver især udarbejde nationale strategier uanset, at de er medlemmer af EU og omfattet af en EU-biodiversitetsstrategi.

Opfyldelsen af EU’s strategi er i afgørende grad afhængig af, at medlemsstaterne hver især bidrager med deres egne.

Natur og biodiversitet er ikke underlagt eksklusiv EU-kompetence som for eksempel landbrug, fiskeri og handel, hvor EU agerer som en samlet stat i forhold til politik og lovgivning.

Under alle omstændigheder er det en meget fodslæbende tilgang, som harmonerer dårligt med regeringens "alvoren kan næsten ikke understreges nok"-ambitioner.