KTC: Hvad hvis brugerne betalte for vandløbene?

Af Bjarne B. Svendsen
Medlem af KTC’s faggruppe for natur og overfladevand

Landbrug & Fødevarers viceformand, Lars Hvidtfeldt, fastslår i sin artikel i Altinget 12. januar 2016, at vandløb er infrastruktur. 

Han har måske en pointe. Øget service til grødeskæring og anden vandløbsvedligeholdelse udfordrer nemlig kommunernes slunkne kasser. Så måske rummer betragtningen en løsning på finansieringen af dette. Tilsvarende infrastrukturer i byerne er nemlig brugerfinansierede.

Regnvandssystemer og kloakker i byerne har i bund og grund samme funktion som vandløb, nemlig at bortlede spildevand og regnvand. 

Driften betales af brugerne som vandafledningsafgifter og har ikke noget med skat at gøre. Det kører i sit eget lukkede system efter hvile i sig selv-princippet. Det samme gør drikkevandsforsyning. Det er også infrastruktur.

Hvis vandløb vitterligt er infrastruktur og dermed skal sidestilles med regnvandssystemer og kloakker, så kan man med rette spørge, om driften af vandløb ikke burde finansieres på samme måde som disse? Altså via brugerbetaling.

Brugerbetaling på vandløb må selvfølgelig betyde, at offentlige vejarealer skal bidrage til vandløbsdriften. Og forsyningsselskaberne skal også.

Bjarne B. Svendsen
Medlem af KTC’s faggruppe for natur og overfladevand

For hvorfor skattefinansiere den infrastruktur som lovgivningsmæssigt styres af vandløbsloven? Måske fordi den efterhånden gamle vandløbslov ikke har fulgt med tiden?

Naturlig infrastruktur
Rigtig mange vandløb i det åbne land, de fleste vil nogen sige, er menneskeskabte- eller påvirkede. De bruges til at bortlede vand og spildevand, ligesom byernes regnvandssystemer og kloakker. 

At sidstnævnte skal betragtes som infrastrukturer, er der nok ingen, der vil bestride. Ergo er vandløb det også, som Lars Hvidtfeldt fastslår i sin artikel. 

Vandløbsloven er en ældgammel konfliktlov, som er justeret og tilpasset adskillige gange i over hundreder af år. Den håndterer ikke vandløb som moderne infrastrukturer. 

Men det giver faktisk god mening at tage udgangspunkt i tankegangen om vandløb som en del af infrastrukturen. Også selv om vandløb er en del af naturen.

Løser et finansieringsproblem
Lige nu møder kommunerne et stort pres i retning af ønsker om øget service på grødeskæringsområdet. Mere grødeskæring koster. 

For de kommunale politikere vil det indebære beslutninger om nedsat service på andre områder eller hævning af skatten. Pengene skal jo komme et sted fra.

Samtidig har miljøministeren nedsat en ekspertgruppe til at se på dette. 

Brugerbetaling på vandløb må selvfølgelig betyde, at offentlige vejarealer skal bidrage til vandløbsdriften. Og forsyningsselskaberne skal også. Efter vandløbsloven er brugerne primært de, der har direkte nytte af vandløbsvedligeholdelsen. Måske er det i virkeligheden en bredere kreds.

Det kommer for vidt at pege på praktiske måder at gribe en modernisering af vandløbsloven og driften an på i denne artikel. Vi vil nøjes med at påpege, at de tekniske udfordringer er til at overkomme, og at der findes flere løsningsmodeller. 

Juraen kan hente inspiration fra de lovgivninger, der rummer infrastruktur som vandforsyning og spildevand. 

Modernisering er tiltrængt
Det korte af det lange er, at tankegangen ved at betragte vandløb som infrastruktur kan løse en masse finansielle udfordringer, som politikere i stat og kommune med stor sandsynlighed vil komme til at stå over for. 

Det vil desuden skabe ensartethed mellem by og land, når det gælder afvanding. 

KTC mener fortsat, at vandløbsloven trænger til en modernisering. I sidste ende er det naturligvis op til miljøministeren, om vandløbsloven skal revideres, herunder hvad der skal indgå i en eventuel revision.