Landbrug & Fødevarer: Vandrådene skal have råderum

Af Lars Hvidtfeldt
Viceformand, Landbrug & Fødevarer

Der er flere ting ved vandrådenes opgave, som kan diskuteres – og bliver diskuteret livligt, både her i Altinget og andre steder.

Jeg er for eksempel sikker på, at vandrådenes rolle vil blive vendt grundigt, når jeg fredag har fornøjelsen at diskutere vandløb, afvanding og miljømål på Naturmødet med blandt andre miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding.

Brug for de rette kriterier
Nogle af de mange ting spørgsmål, man kan stille, er:

Skulle alle eller ingen af de små vandløb være i spil? Er afgræsningskriterierne overhovedet de rette? Er det rimeligt kun at vurdere effekten i forhold til blot én indikator?

I dette indlæg vil jeg dog først og fremmest gå et spadestik dybere og se på, om et af de valgte kriterier så rent faktisk bruges rigtigt, så det giver en eller anden form for mening?

Det hjælper altså ikke miljø og natur, at en række udrettede vandløb med stor afvandingsværdi bliver regnet på niveau med perlerne blandt de små vandløb.

Lars Hvidtfeldt
Viceformand, Landbrug & Fødevarer

Vandrådene gennemgår netop nu de cirka 8.500 kilometer små vandløb, der pt. er med i vandområdeplanerne, med det formål at give afgrænsningen det virkelighedstjek, som ministeren har ønsket sig.

Til hjælp til den øvelse er der opstillet en række kriterier, og Miljøstyrelsen har ud fra dem foretaget en forhåndsudpegning af de vandløb, man som udgangspunkt regner med skal tages ud.

Styrelsens overslag er landet på 917 kilometer.

Landbrug & Fødevarer er grundlæggende imod tanken om, at der skal lægges en liste frem, som – hvad enten man vil det eller ej – meget let kan få karakter af en facitliste.

Miljøstyrelsen har godt nok, efter vi for nogle uger siden kritiserede de snævre rammer for vandrådenes arbejde, meldt ud, at man ikke udelukkende behøver at forholde sig til de opsatte kriterier, hvilket ellers først var udmeldingen.

Den problemstilling har vi tidligere fremført her i Altinget.

Miljøstyrelsen bruger uanvendelig data
Nu viser det sig så, at et meget væsentligt kriterium  - nemlig slyngningsgraden – der gør, at små vandløb, som ellers skulle tages ud grundet f.eks. for ringe fald, alligevel kan tages med såfremt vandløbet slynger sig tilstrækkelig meget, er brugt på en fejlagtig måde af styrelsen.

Styrelsen følger dels ikke den tekniske anvisning, som ligger til grund for de statistiske sammenhænge mellem slyngning af sandsynlighed for målopfyldelse for smådyrsfaunaen, dels anvender styrelsen tilsyneladende ikke engang egne (fejlbehæftede) anvisninger i vejledningsmaterialet til vandrådene.

Slyngningsgraden er af styrelsen typisk beregnet for hele vandløb (flere kilometer), hvilket gør, at de mange vinkelrette knæk, der ofte er på fuldstændig regulerede vandløb uden naturpotentiale, kommer til at tælle med som ægte slyngninger.

Styrelsen argumenterer med, at de ikke har viden på mere detaljeret niveau, men det tvinger vel ingen til at bruge uanvendelig data?

Konsekvensen er, at et ukendt, men formentlig betydeligt antal kilometer står til at skulle tages med i vandområdeplanerne, selv om de i henhold til de naturfaglige kriterier skulle udgå. 

Træk forhåndsafgrænsning tilbage
Selv om vi ofte skydes i skoene, at landbruget blot vil smadre vandløbene og forarme naturen, er det naturligvis ikke rigtigt. Mange landmænd deltager gerne og ganske frivilligt i projekter rundt omkring i landet, hvis bare det giver mening.

Men vi mener – naturligvis, fristes man til at sige – at der skal ske en helt åben prioritering af indsatsen. Og her hjælper det altså ikke miljø og natur, at en række udrettede vandløb med stor afvandingsværdi bliver regnet på niveau med perlerne blandt de små vandløb.

Mange små vandløb vil ikke kunne opfylde miljømålene for alle indikatorer, næsten lige meget hvor mange ressourcer, der kastes i projekterne. Det faktum savner jeg ærligt talt, at også andre aktører anerkender.

Forsøg på at sikre fuld målopfyldelse vil medføre enorme entreprenørarbejder, koste svimlende summer, og det vil ultimativt få alvorlige konsekvenser for landbrugsproduktionen i Danmark, hvis vandløbene skal hæves op i terræn og vedligeholdelsen reduceres dramatisk.

Men derfor kan man jo sagtens arbejde med f.eks. forbedringer af forholdene for fisk på lokalt niveau i fortsat god dialog mellem lodsejere og sportsfiskere. Blot behøver man ikke vente på at få EU på nakken, når det viser sig, at plantesamfundet alligevel ikke kan leve op til de skrappe krav i direktivet.

På baggrund af behovet for prioritering og afsløringen af styrelsens yderst kreative brug af naturfaglige sammenhænge i deres beregninger skal vi kraftigt opfordre til, at forhåndsafgrænsningen på de 917 kilometer trækkes tilbage, så vandrådene kan løse opgaven uden ført hånd – til alles bedste.

Det er nogle af de pointer, jeg glæder mig til at høre politikernes svar på til Naturmødet.