Lejre Kommune: Vi mangler kendskab til effekterne af naturgenopretning

Af Hanne Stensen Christensen
Direktør, Lejre Kommune

For et par uger siden var jeg på Wilhjelm+ 2016-konferencen. Konferencens titel var ”Naturens genopretning – suveræne succeser eller tomme tiltag”.

Wilhjelm+ 2016 henviser til Wilhjelmudvalgets arbejde og rapporten "En rig natur i et rigt samfund". Konferencen er en årligt tilbagevendende begivenhed, som ser på hvor langt vi egentlig er kommet med anbefalingerne fra Wilhjelmrapporten.

Der er de seneste årtier blevet gennemført mange naturgenopretningsprojekter. De sidste 30 år er der skabt 50 større søer over 10 hektar – og et utal af mindre søer og vandhuller. Flere vandløb er blevet genslynget – med Skjern Å som den allerstørste.

Jeg var selv med i Næstved kommune, da den mellemste del af Susåen blev lagt tilbage i de gamle slyngninger, og områderne omkring åen blev udlagt som vådområder, der skulle tilbageholde kvælstof.

Kun de færreste steder bliver der imidlertid lavet en systematisk overvågning og opfølgning på projekterne, både inden gravemaskinerne er rykket ind, og efter de er rykket ud.

Der er knap så meget profilering og knap så mange røde snore og ministertaler i overvågning og opfølgning. Men vi må tænke mere langsigtet og prioritere overvågningen, selvom den ikke giver overskrifter.

Hanne Stensen Christensen
Lejre Kommune

På konferencen blev der spurgt: Nytter den indsats, der gøres for naturen – og hvordan sikrer vi, at viden om både gode og dårlige erfaringer bliver delt? 

Hvorfor opfølgning og overvågning?
Vi har en betydeligt bedre viden om naturens tilstand i dag, end vi havde for 30 år siden – inden vandmiljøovervågningen blev sat i værk som opfølgning på vandmiljøplanerne, og inden den første registrering af beskyttede områder på land (§3).

Har vi så brug for mere viden? Har vi brug for mere overvågning? Skal vi ikke hellere bruge de sparsomme ressourcer på at lave indsatser, der gavner naturen?

Faktum er imidlertid, at vi ved meget lidt om, hvorvidt de gennemførte projekter faktisk har haft den gode effekt på naturen, som vi regnede med.

Vi ved ikke om genslyngningen af Susåen har givet gevinster for dyr og planter, og om hvor stor effekten er på tilbageholdelsen af kvælstof.

Uden opfølgning og overvågning kan vi risikere at gentage fejl i projekterne, når de næste genopretningsprojekter skal gennemføres. Vi har brug for, at både den viden, som kan stå for en videnskabelig trykprøvning, og den viden, som er mere erfaringsbaseret, bliver delt.

Men hvorfor er der så ikke bedre opfølgning og overvågning af projekterne?

Ingen overskrifter og røde snore
Når de store naturgenopretningsprojekter indvies, er der ofte stor omtale og måske en minister eller en borgmester til at klippe den røde snor over.

Vi er glade, og der bliver klappet og talt om det gode, der gøres for naturen. Der er knap så meget profilering og knap så mange røde snore og ministertaler i overvågning og opfølgning. Men vi må tænke mere langsigtet og prioritere overvågningen, selvom den ikke giver overskrifter. 

Indsamling af viden tager tid
Når man skal have gode data om effekten af naturgenopretningsprojekterne, skal man have målinger flere år før og flere år efter gennemførelsen af projekterne.

Mange forhold påvirker naturen, og bare vejret svinger fra år til år. Den ene sommer er tør og varm, den næste sommer er våd og kold – så det er sjældent, at data fra bare et enkelt år rækker.

Dertil kommer, at der ofte går nogle år, efter at alle jordbunkerne er lagt på plads, inden mere stabile plante- og dyresamfund indfinder sig. Det kræver altså ressourcer i flere år at få indsamlet den viden, der kan gøres os klogere på, hvilken effekt det faktisk har, når vi genopretter naturen.

Årlige gennemgange
Når man gennemfører bygge- og anlægsprojekter er der 1-års og 5-års gennemgang – hvor fejl og mangler på projektet gennemgås. Det er imidlertid kun de tekniske forhold.

I forbindelse med naturprojekter bør man have en tilsvarende 1-års, 3-års og 5-års gennemgang af natureffekterne. Så kan man samtidig følge udviklingen af projektet, og man har muligheden for at gribe ind, hvis det viser sig, at naturområdet udvikler sig i en knap så hensigtsmæssig retning.

At overvågning kan have stor betydning er genskabelsen af Filsø, som Aage V. Jensens fonde står for, et eksempel på. Her overvågede man fra starten søens tilstand og blev klar over, at der var fare for at søen kunne udvikle sig i en uheldig retning.

Udsætningen af 1500 aborrer – en forholdsvis billig foranstaltning - skubbede udviklingen i retning af en klarvandet sø med mange undervandsarter.

Reserver penge til overvågning
EU-Life projekterne har nu indbygget krav om overvågning både før og efter projekterne gennemføres, men der gennemføres mange projekter, som ikke er med i denne ordning.

Et forslag kan være at en del af projektpengene i alle projekter allerede fra starten reserveres til overvågning, og at nogle af tilskudsraterne først udbetales, når overvågningen udføres.

Vi må ikke blive handlingslammede
Jeg argumenterer ikke for, at alle ressourcer nu skal kanaliseres over i opfølgning og overvågning. Vi må også gøre os klart, at vi aldrig kommer til fuldstændigt at kunne forudse effekten af et indgreb, vi laver i naturen – naturen er dynamisk, og der vil altid komme overraskelser.

Argumentet om, at vi skal have mere viden om de projekter, der gennemføres, må ikke forveksles med argumentet om, at ”vi ved slet ikke nok – så vi må hellere lade være med at gøre noget”. Vi skal lære af de projekter der bliver gennemført – men vi må ikke blive handlingslammede.

Viden skal være tilgængelig
De data, der findes om naturen, er spredt over mange platforme. Staten står for en del overvågning – det er beskrevet i det statslige overvågningsprogram NOVANA, og en del af data herfra findes på miljøportalen.

Naturplejeportalen, som styrelsen for vand og naturforvaltning har oprettet, indeholder data om naturpleje. Der opbygges også viden i forbindelse med forskningsprojekter på universiteterne. Flere foreninger – herunder for eksempel Dansk Ornitologisk Forening - indsamler viden om særlige arter. En del af denne viden findes på foreningernes hjemmesider og på forskellige portaler.

Det er uoverskueligt for brugerne at finde rundt – og på konferencen var der flere opfordringer til, at miljøministeriet sætter sig i spidsen for at skabe en bedre platform for vidensdeling.

Vi må tænke mere langsigtet og prioritere overvågningen, selvom den ikke giver overskrifter. Vi må også tænke i at samle og systematisere den viden, der opstår, når interessegrupperne oplever ændringer i naturtilstanden i projektområderne. Viden kan eksempelvis komme fra DOF, Lystfiskerne, Jægerne og DN’s medlemmer.

Samtidig er det vigtigt, at vi udvikler nye metoder til overvågning og bliver mere skarpe på, hvilke parametre det er vigtigst at måle på.

Opfølgning og overvågning bør være en fast og systematiseret del af alle naturgenopretningsprojekter, så fremtidens naturgenopretning ikke bliver tomme tiltag – men suveræne succeser.