Debat

L&F: Enklere regler styrker naturindsats

DEBAT: Regeringens naturpakke gør reglerne på natur- og miljøområdet enklere. Det kan være med til at anspore de landmænd, der vil arbejde aktivt med naturtiltag, skriver Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Naturpakken styrker landmændenes naturindsats, skriver Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer. 
Naturpakken styrker landmændenes naturindsats, skriver Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer. Foto: lf.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Merrild
Formand for Landbrug & Fødevarer

Landbrugspakken er ubetinget det vigtigste initiativ, som regeringen har lanceret inden for Miljø- og Fødevareministeriets ressort.

Jeg har tidligere rost de to ministre, der har beklædt ministerposten, for at bringe pakken i mål. Det er imidlertid ikke deres eneste fortjenester.

Naturpakke styrker naturindsats
Naturpakken, som regeringen, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance fremlagde i maj, er således udtryk for en yderst fornuftig tilgang til arbejdet med at forene natur- og produktionshensyn. Pakken har udgangspunkt i, at der skal gøres en målrettet indsats for naturen, hvilket betyder, at man begynder med at se på de eksisterende naturværdier og sætter ind, hvor effekten er størst, og man får mest ”value for money”.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

I landbruget glæder vi os over, at der i pakken lægges op til i langt højere grad at se landmanden som en naturforvalter og dermed en værdifuld medspiller i indsatsen for naturen.

Det er i særdeleshed også positivt, at der lægges op til, at love og regler på natur- og miljøområdet skal gøres enklere og dermed lettere at forstå og arbejde med som lægmand. Det er vigtigt at fremhæve, at der ikke er tale om en nedprioritering af naturområdet, men udelukkende en sanering af et meget komplekst regelsæt på området. Det kan være med til at anspore landmænd og andre interessenter, der vil arbejde aktivt med naturtiltag.

I landbruget glæder vi os over, at der i naturpakken lægges op til i langt højere grad at se landmanden som en naturforvalter og dermed en værdifuld medspiller i indsatsen for naturen.

Martin Merrild
Formand for Landbrug & Fødevarer

Vandområdeplaner skudt til hjørne 
Et andet område, hvor regeringen har handlet klogt, er omkring vandområdeplanerne. Beslutningen om at skyde planerne til hjørnespark, så der kan foretages en fornyet faglig vurdering, var rigtig og nødvendig. Processen med de gamle planer havde antaget en farcelignende karakter, og høringsprocessen viste med al tydelighed, at der var så mange deciderede fejl og store unøjagtigheder, at der er brug for en grundig revurdering.

Stor tak til de mange, der med kvalificerede og velfunderede høringssvar bidrog til at påvise de store problemer med de oprindelige planer.

Skal vi kigge en smule ind i fremtiden, så har vi selvfølgelig også forventninger til regeringens fortsatte arbejde på området.

Ny vandløbslov og sprøjtemidler
Vi håber således, at der kommer en revision af vandløbsloven. Tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) fastslog med et hyrdebrev, at kommunerne skal prioritere grødeskæring i vandløbene. Det er godt, men vi vurderer, at der er behov for en reel ændring af loven.

Således er alt for mange vandløb fortsat klassificeret som paragraf tre-vandløb, hvilket betyder, at deres bredde og dybde ikke kan ændres. Det bør en ny vandløbslov gøre op med, mener vi.

Et af de emner, der optager os rigtigt meget lige nu, er de forbud mod brug af sprøjtemidler i bestemte områder, som enkelte kommuner, for eksempel Aarhus og Egedal, vil gennemføre.

Det er forbud, som efter vores bedste vurdering savner både fagligt og juridisk belæg. Vi har det, der vel nok er Europas strammeste godkendelsessystem for sprøjtemidler, og et statsligt overvågningssystem, der år efter år melder: Ingen problemer med drikkevandet. De bemeldte kommuners tilgang er udtryk for en helt overdreven forsigtighed, som skaber usikkerhed hos en lang række lodsejere, heraf mange af vores medlemmer.

Vi vil forfølge sagerne ad de relevante juridiske kanaler, men håber selvfølgelig også, at regeringen har fokus på, hvordan kommunerne agerer på området, og eventuelt strammer op på lovgivningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Merrild

Fhv. formand, Landbrug & Fødevarer, fhv. borgmester (V), Struer Kommune
agraøkonom (1977), merkonom

0:000:00