Lone Andersen: Fleksibel lovgivning vil styrke natur og erhverv

Lige før sommerferien var kulturminister Mette Bock (LA) ude med en rigtig god nyhed: Hun har afsat en pulje på 15 millioner kroner, så kommunerne kan søge tilskud til en udpegning af beskyttede diger og derved være med til at skabe overblik over, hvad der er beskyttet. Det har vi fra Landbrug & Fødevarer efterspurgt i en årrække.

Derfor er vi selvfølgelig meget glade for ministerens initiativ, da det er et stort problem for mange lodejere, at der reelt ikke findes nogen let tilgængelig og overskuelig oversigt over, hvor de beskyttede diger ligger. Det har desværre ført til en lang række af sager, hvor landmænd anklages for at have ødelagt et beskyttet dige, men hvor han eller hun i mange tilfælde ikke har været klar over, at der var noget at beskytte.

Hvad der ude i marken bare lignede sammenføget sand og jord i et læhegn, kan, når kommunen og Slots- og Kulturstyrelsen kommer ind over, vise sig – i hvert fald på papiret – at være et dige, der på grund af sin indtegning på ældre kort nu eventuelt skal genetableres med store omkostninger til følge.

Er ”diget” eller ”jordvolden” først fjernet, kan det som lodejer være næsten umuligt at påvise, at der reelt ikke var tale om et stykke værdifuld kulturarv – og derfor er det glædeligt, at der nu forhåbentlig kommer mere styr på, hvor de beskyttede diger ligger, og hvilke diger der har en værdi, der berettiger til den strenge beskyttelse.

En fleksibel lovgivning vil styrke landmændenes incitament til at etablere ny natur, samtidig med at der bliver mulighed for målrettet at anlægge nye naturområder for eksempel i forbindelse med eksisterende natur.

Lone Andersen
Næstformand, Landbrug & Fødevarer

At de beskyttede diger skulle udpeges, var faktisk givet allerede i forbindelse med indførelsen af digebeskyttelsen i Naturbeskyttelsesloven i 1992, men efterfølgende blev udpegningen aflyst med den begrundelse, at det var for dyrt for myndighederne.

Derfor kan vi kun bakke op om, at der nu er en minister, der tager ansvar for området. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne havde set, at en konkret udpegning var blevet obligatorisk for alle kommuner, men mon ikke det også vil være i rigtig mange kommuners interesse at skabe en klarhed, som kan være med til at minimere antallet af digesager. Forhåbentlig bliver puljen på de 15 millioner kroner hurtigt brugt, så ministeren kan se, at der er behov for en endnu større indsats på området.

Et andet stort ønske fra vores side i forbindelse med de beskyttede diger er, at man fra ministeriets side vil kigge på de meget stramme regler, der i dag er for administrationen af de beskyttede diger. Som reglerne er i dag er det stort set umuligt at få dispensation til at nedlægge et dige, hvad enten der er tale om beskyttelse på grund af kulturhistoriske, landskabelige eller biologiske værdier.

Jeg er helt med på, at vi selvfølgelig skal hjælpe hinanden med at bevare vores kulturarv. Men for eksempel i tilfælde, hvor der vil være mulighed for at etablere et erstatningsdige for biodiversiteten, og hvor de kulturhistoriske værdier ikke vejer tungest, bør der være mulighed for at se på, hvordan beskyttelsen i højere grad kan spille sammen med benyttelsen.

Netop en sådan fleksibilitet var omdrejningspunktet i borgmester Carsten Kissmeyers (V) klumme i Altinget før sommerferien. Her fremhæver han behovet for at kunne arbejde fleksibelt med naturen og for eksempel få lov til at nedlægge mindre værdifulde arealer mod at erstatte den med arealer, der for eksempel kan være med til at skabe større sammenhængende naturområder.

Disse holdninger er helt i tråd med det ønske om en mere fleksibel administration af Naturbeskyttelsesloven og erstatningsnatur, som vi fra Landbrug & Fødevarer længe har været fortaler for, og som der heldigvis nu bliver set på i regi af naturpakken.

En lempet dispensationspraksis vil være med til at sikre, at færre lodejere oplever, at de bliver låst på grund af naturtiltag, som de måske selv har etableret tidligere. Samtidig vil der blive sikret mere dynamik i landdistrikterne, så erhvervsudvikling, landbrugsdrift mv. ikke sættes i stå på grund af enkelte naturarealer.

En fleksibel lovgivning vil styrke landmændenes incitament til at etablere ny natur, samtidig med at der bliver mulighed for målrettet at anlægge nye naturområder for eksempel i forbindelse med eksisterende natur.

Som Kissmeyer netop også beskriver det i sin klumme handler det om at få alle parter på banen og i fællesskab mellem lodejere og myndigheder finde de løsninger, som giver de bedste resultater for alle parter. Hvad enten vi taler om beskyttede diger eller om beskyttet natur, er det helt afgørende, at vi finder den balance, der skal til, for at sikre, at hensynene til både benyttelse og beskyttelse varetages.

Ligesom det nok er de færreste, der ikke kan se værdien af at opretholde et dige, der ligger som et tydeligt spor efter en stjerneudskiftning og fortsat fortæller historien om landboreformerne i 1700-tallet, har jeg heller ikke noget ønske om at kunne flytte rundt på naturperler med lang historik og forekomst af sjældne dyr og planter.

Men hvis vi på baggrund af endnu mere viden om, hvor værdierne ligger – hvad enten det er diger eller naturområder – kan sikre en mere fleksibel administration, så tror jeg, at vi kan ende med en situation, hvor det regnes som et plus og ikke et minus at være den heldige ejer af et beskyttet dige eller naturområde. 

...

Lone Andersen er næstformand i Landbrug & Fødevarer. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.