Pointen for Microsoft er, at designere skal tage afsæt i mennesker med permanente funktionsvariationer eksempelvis mennesker med handicap eller ældre, fordi det gør designs anvendelige og brugbare for mange flere.

Det kan være mennesker med midlertidige funktionsvariationer: Dem, som har brækket en arm eller et ben, eller mennesker med situationelle begrænsninger, for eksempel en forælder, der holder sit barn i den ene arm eller en person, der har favnen fuld af indkøbsposer.

Det samme rationale gør sig gældende i designparadigmet Universelt Design, der er et af det 21. århundredes største designtrends, og som også indgår i FN’s Handicapkonvention, hvorfor staten allerede har forpligtet sig på at fremme forskning og udvikling af produkter, omgivelser, programmer og services, så de i videst muligt omfang kan anvendes af og understøtter alle mennesker i samfundet.

Problemet er imidlertid, at staten kun gør det i et begrænset omfang og ofte kun som noget, der kan anvendes ind i en arkitektfaglig praksis.

Den tilgang harmonerer imidlertid ikke med, at samfundets udfordringer med ekskluderende og marginaliserende rammer er en tværfaglig problemstilling, der vedrører alt lige fra arkitektur, teknologi, undervisning og sundhed; ja faktisk vedrører det alle dele af vores samfund.

Arbejder du med inklusion og diversitet, men glemmer at tænke mennesker med handicap ind, så gør du det forkert.

Emil Søbjerg Falster

Men hvis du, der læser med, ikke har et handicap og i øvrigt synes, det hele lyder som noget sludder, så får jeg lyst til at stille dig et spørgsmål.

Tror du virkelig, at dit hævesænkebord eller din elektriske tandbørste blev opfundet til dig og din krop?

Nej, selvfølgelig gjorde de ikke det. Men du drager stadig fordel af dem, ikke?

Bordet understøtter dig på arbejdet, mindsker sliddet på din krop og gør dig mere produktiv.

Tandbørsten er mere effektiv, giver dig bedre mundhygiejne og lavere tandlægeregninger.

Hvad hvis jeg fortalte dig, at alt det her, kan vi få mere af? Ved at skabe en verden til mennesker med handicap, skaber vi en verden, der er bedre for alle. Det er netop det, som er min, men for den sags skyld også Microsofts, pointe.

Men hvad er sammenhængen mellem gøgeungeretorik og et opgør med ideen om idealmennesket?

Det korte svar er, at hvis vi begrænser mennesker med handicap i at modtage hjælp og støtte, og færre derfor får en uddannelse og kommer i beskæftigelse, så hæmmer vi repræsentationen af gruppen i samfundet.

Det er et problem, fordi vi som samfund er etisk forpligtet til at tænke alle med, og fordi vi har behov repræsentationen, når vi skal designe fremtidens samfund og håndtere de udfordringer vi allerede står i nu.

Fremtiden er handicappet, og arbejder du med inklusion og diversitet, men glemmer at tænke mennesker med handicap ind, så gør du det forkert.

Vi kan godt fortsætte med at fremstille mennesker med handicap som en udgift, men så går vi som samfund bare glip af den værdiskabelse som ovenstående indebærer.

En værdiskabelse, der ikke kun handler om den enkeltes trivsel, sundhed og performance, men om den samfundsmæssige værdi som eksempelvis færre renoveringer, salg af vare- og tjenesteydelser, højere skatteindtægter og et mere inkluderende og sammenhængende samfund medfører.

Men bare rolig. Det er ikke din skyld. Der er en årsag til, at vi skaber rammerne i vores samfund med afsæt i et snævret og ensidigt menneskesyn. Jeg – og mange andre – kalder det ableisme.

Det har jeg skrevet en bog om, der udkommer 23. maj.