Debat

Naturbeskyttelse.dk: Brug det økonomiske råderum på naturen

DEBAT: Regeringen bør bruge en mindre del af det omtalte økonomiske råderum på 35 milliarder kroner på naturen. Sådan kan vi rette op på de skader, vi har påført den, og måske endda forhindre, at flere arter uddør, skriver Peder Størup, Naturbeskyttelse.dk.

Sortplettet Blåfugl er en af de mange arter der næsten er forsvundet fra landet - i dag har den kun et levested tilbage, skriver Peder Størup.
Sortplettet Blåfugl er en af de mange arter der næsten er forsvundet fra landet - i dag har den kun et levested tilbage, skriver Peder Størup.
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peder Størup
Naturbeskyttelse.dk

Tabet af natur og arter verden over sker i et omfang og med en hastighed, der kun overgås af istiderne og de største naturkatastrofer, kloden har været udsat for. Danmark er et af de lande, hvor naturen har mistet mest. De vilde arter kvitterer for måden, vi behandler dem på, ved at forsvinde fra store dele af landet. Siden 1950 har vi mistet 12 arter af vores dagsommerfugle, og en række andre er meget tæt på at følge trop. Det er en direkte konsekvens af, at vi har taget deres levesteder fra dem, både i det åbne land og i skovene. 

Verden over oplever vi mennesker en kraftig vækst og velstandsforøgelse, der har reduceret fattigdom. Til gengæld går det systematisk ringe for alle de andre arter på vore klode.

Økonomisk råderum
Skal udviklingen vendes i Danmark, er der brug for lovgivning og penge. – Lovgivning, der sikrer naturen beskyttelse, og penge, der kan købe naturen og arterne fri. Det er billigt på de offentlige arealer, hvor produktionen kan stoppes for et mindre beløb, men der er behov for en meget større indsats, hvis vi skal gøre os bare et lille håb om at stoppe artstabet og redde arterne, hvor de lever. Arterne kender som bekendt ikke til ejerskab og matrikelgrænser.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Ifølge regeringen er der et økonomisk råderum på anslået 35 milliarder kroner frem mod 2025. Lige nu går bølgerne højt, om det beløb eksempelvis skal bruges på skattelettelser, lavere bilafgifter, forsvaret eller velfærd – alt samme noget, der har med os mennesker og vores behov at gøre.

Men hvad med naturens velfærd?
Ville det være for meget forlangt at bruge noget af det økonomiske råderum på naturen for at rette op på de skader, vi har påført naturen, og måske endda forhindre, at flere arter uddør?

Om man vil regne på værdien af mere og bedre naturbeskyttelse, er et temperamentsspørgsmål, men mere natur vil ofte gavne turisme, reducere forurening og være positivt for vores fysiske og mental sundhed. 

Peder Størup
Naturbeskyttelse.dk

Jeg foreslår derfor, at der af det økonomiske råderum bruges 1 milliard kroner ekstra (udover det, vi gør nu) årligt på naturen frem til 2025. I alt 7 milliarder kroner Så er der stadigvæk 28 milliarder, vi kan hygge os med.

Det vil sikkert ikke være nok til at stoppe artstabet, men for de mange arter, der er mest truet og tæt på at forsvinde lokalt og nationalt, kan det komme til at betyde forskellen på liv og død. 

Det er altså ikke længere et spørgsmål, om vi har råd, men om vi som land, og ikke mindst politisk, er klar til at gøre noget for de tusinder af forskellige arter, vi stadigvæk deler landet med. Om man vil regne på værdien af mere og bedre naturbeskyttelse, er et temperamentsspørgsmål, men mere natur vil ofte gavne turisme, reducere forurening og være positivt for vores fysiske og mentale sundhed. 

Styrke den danske troværdighed
Det vil også være et stærkt signal, internationalt, at vise, at vi prioriterer beskyttelse af de vilde arter. Og man kunne måske håbe på, at andre lande lod sig inspirere. De fleste af os får en klump i maven, når vi hører om, at elefanter og tigere forsvinder, og at regnskovene fældes.

Skal vi som nation med troværdighed og vægt kunne sige fra overfor den måde at behandle naturen på, er det måske på tide, at vi med det gode eksempel selv viser vejen.

At bruge lidt af det økonomiske råderum på vores truede natur, synes jeg, er en god måde at anvende det på.

Så, kære politikere, giv lidt af det økonomiske råderum tilbage til naturen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peder Størup

Indehaver, Naturbeskyttelse.dk

0:000:00