Naturkrisens løsning: ”Det er plads, plads, plads, og jeg har sagt det i 15 år”

HIRTSHALS: Naturmødet i Hirtshals 2017 blev torsdag skudt i gang. Under aftenens debat om biodiversitet blev den endelige løsning slået fast: Naturen skal have plads. 

Rune Engelbreth, Morten D.D. Hansen og Lone Andersen debatterede torsdag biodiversitet på Naturmødet i Hirtshals. 
Rune Engelbreth, Morten D.D. Hansen og Lone Andersen debatterede torsdag biodiversitet på Naturmødet i Hirtshals. 
Daniel Bue Lauritzen

Naturmødet gentages i år for første gang efter præmieren i 2016.

Her mødes ornitologer, lystfiskere, landmænd, jægere, politikere og foreningsfolk for at diskutere deres fælles interesse og arbejdsplads: naturen. 

I år er temaet 'Fornuft og følelse', og debatterne handler blandt andet om, hvordan naturen skal indrettes. 

Det spørgsmål blev torsdag aften diskuteret i en paneldebat arrangeret af Landbrug & Fødevarer. 

Jeg har aldrig haft nogen med ude i naturen, der sagde 'pis, jeg så en hvid stork'. Vi bliver våde i bukserne, når vi ser en humlerovbille. Vi bliver begejstrede! Jeg vil garantere, at naturen er en vindersag. Vild natur har et kæmpe potentiale.

Morten DD

Streger i sandet
Organisationen var selv repræsenteret af viceformand Lone Andersen. Hun skulle have det indledende ord, men inden hun nåede til det, blev hun afbrudt.

Museumsinspektør og paneldeltager Morten D.D. Hansen trådte et skridt frem, lige da viceformanden lagde an til tale. Med sin ene vandrestøvle tegnede han i sandet først et et-tal, så et syv-tal og til sidst en skråstreg med prikker: 17 %.

17 procent af verdens areal skal være fri natur. Sådan lyder FN's officielle mål. Det gælder også i Danmark, og kan målet nås, er forhåbningen, at arternes mangfoldighed vil være sikret.

”Biodiversitetskrisen strander ved, at vi ikke disponerer vores plads til naturen. Vi giver alt vores plads til landbruget og forventer, at vi kan lave natur på bondemandens marker og ikke i selve naturen,” sagde Morten D.D. Hansen.

"Jeg har sagt det i 15 år"
Det var næppe nogen overraskelse, at arealer ville blive debattens omdrejningspunkt.

Men panelet, der bestod af Morten D.D. Hansen, KU-professor Carsten Rahbek, debattør Rune Engelbreth, Hans Meltofte fra DOF og Landbrug & Fødevarers Lone Andersen var med undtagelse af sidstnævnte helt enige om, at det eneste svar på biodiversitetsproblemet er mere plads til fri natur:

"Svaret er plads, plads, plads, og jeg har sagt det i 15 år," sagde professor Carsten Rahbek. 

Hvis Danmark skal have mere biodiversitet i fremtiden, skal naturen altså have flere og større områder at boltre sig på. De økologiske landbrug, randzonerne, §3-områderne og så videre er gode for biodiversiteten, men de er ikke nok i sig selv. Det er den vilde natur, der skal fylde mere i landskabet, og ifølge professor Carsten Rahbek er vi allerede klar til at gå i gang:

”Planerne ligger der. Analyserne ligger der. Data ligger der. Prioriteringerne ligger der. Spørgsmålet er, om vi vil,” sagde han.

Rune Engelbreth, der er idéhistoriker og klummeskribent på Altinget, var enig:

”Det eneste, vi aldrig har været i nærheden af at gøre, er at sikre nogle store arealer, hvor naturen får lov at råde. De store områder, hvor der er truede arter, kan alt det, som de små arealer kan, men de små kan ikke det samme som de store,” sagde Rune Engelbreth.  

En folkesag
Skal der lægges store arealer ud til fri natur, kræver det en folkelig opbakning. Den var givet til stede på Naturmødet torsdag aften, men mangler i den brede befolkning.  

"Det er for nemt at give politikerne skylden. De reflekterer villigheden i befolkningen," sagde Carsten Rahbek.  

Men spørger man Morten D.D. Hansen, bliver det en smal sag at overbevise befolkningen om, at naturen er værd at satse på.

”Jeg har aldrig haft nogen med ude i naturen, der sagde 'pis, jeg så en hvid stork'. Vi bliver våde i bukserne, når vi ser en humlerovbille. Vi bliver begejstrede! Jeg vil garantere, at naturen er en vindersag. Vild natur har et kæmpe potentiale,” sagde Morten D.D. Hansen.

”Det er fandeme ikke natur”
Den danske stat ejer lige omkring fem procent af Danmarks areal. De områder opfordrede panelet – til teltets store begejstring – staten til omgående at udlægge som fri natur.

Men når de resterende procenter skal findes, bliver det hurtigt sværere. Landbruget sidder på størstedelen af arealerne, og derfor foreslog Morten D.D. Hansen politikkerne at slå en ”studehandel” af med bønderne.

Den var Simon Kollerup (S) med på. Han sad på tilskuerrækkerne, og herfra rettede han et spørgsmål direkte til viceformand i L&F, Lone Andersen:

”Jeg har et godt tilbud til dig. Hvis I får lidt lempeligere vilkår på nogle områder, vil I så være med til at tage nogle arealer ud af drift?” 

”Det er vi jo i fuld gang med, når vi laver vådområder. Der tager vi jord ud for at dyrke mere i…”

Men her blev Lone Andersen endnu en gang afbrudt:

”Det er fandeme ikke natur! Det har overhovedet ikke noget med natur at gøre,” råbte en vred tilskuer i teltet. 

Naturmødet løber frem til lørdag. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Rahbek

Professor, centerleder, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Københavns Universitet, professor, Imperial College, London, Professor, Peking Universitet, medlem, det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, medlem, Biodiversitetsrådet
ph.d. i biologi (Københavns Uni. 1995)

Lone Andersen

Viceformand, Landbrug & Fødevarer, formand, Familielandbruget og Copa-Cogega's arbejdsgruppe for økologi, gårdejer
landbruger (Borris Landbrugsskole 1981)

Morten D.D. Hansen

Foredragsholder og naturvejleder, afgående museumsinspektør, Naturhistorisk Museum, Aarhus
cand.scient. i biologi (Aarhus Uni. 1999)

0:000:00