Naturstyrelsen mangler biologisk ekspertise

Resultatet er, at den indsats, der overhovedet er gjort for truet biodiversitet, ofte er gjort 'halvhjertet' og har manglet fokus med deraf følgende reduceret effekt.

Hans Meltofte
Dr.scient.

Af Hans Meltofte 
Dr.scient.

Generalister hos offentlige myndigheder har det ofte svært med specialisterne. Det gælder også i Naturstyrelsen, hvor biologerne har en masse ‘besværlig’ viden om, hvilke krav fx sjældne og truede arter har for at kunne overleve. Den slags viden er svær at omsætte til konkret forvaltning, hvad enten det er på statens egne arealer eller på private. For det kræver i mange tilfælde detailregulering, og detailregulering er lig med konflikter.

Mange generalister skyr konflikter. De risikerer at give ‘ridser i lakken’ for en jurist eller anden generalist, der gerne vil gøre karriere. Heroverfor står biologen, som ved, at kompromiser med forvaltere og grundejere ofte resulterer i, at alt er spildt. Hvis en sjælden og truet art for eksempel har fire krav til levestedet, så får man ikke halvt så store bestande ved at gennemføre de to, men ofte ingen overhovedet.

Ingen biologer 
Mange af Naturstyrelsens medarbejdere er skovfolk, som er i gang med at ‘omstille’ deres grundholdninger fra vedproduktion og jagt til at prioritere bevarelsen af flere tusinde truede arter og en rigere natur generelt, men der er lang vej endnu. Det er i denne forbindelse problematisk, at mens der er flere skovfolk på chefposter i Naturstyrelsen, så er der ikke en eneste chef, der har en uddannelse som biolog. Det svarer til, at der ikke var en eneste chef i Justitsministeriet, der var uddannet jurist, eller en eneste chef i Sundhedsministeriet, der var læge.

Tidligere har der været nogle få biologer på chefposter i Skov- og Naturstyrelsen, og selv de mange forstkandidater, der beklædte chefposterne i starten, og som har et vist kendskab til biologiske forhold, er blevet reducerede til fordel for generalister. Som andre steder er der sket en accelererende djøfisering af Naturstyrelsen, som har svækket den samlede naturforvaltning i Danmark.

Halvhjertet indsats 
Den seneste chefpost, der blev besat, var i Naturstyrelsens kontor for Biodiversitet og Arter, altså det mest biodiversitetstunge kontor i hele ministeriet. Men i stillingsopslaget var der ikke ét ord om, at det i det mindste ville være en fordel at have det allermest elementære kendskab til natur og biodiversitet.

Sagt lidt overordnet har en biolog i den offentlige forvaltning ofte den opfattelse, at vedkommende er ansat til at gøre sit bedste for at leve op til hensigterne med den lovgivning, som myndigheden har ansvaret for at administrere. I forhold hertil har mange af ministeriernes generalister/jurister gennem de seneste 10 år udviklet den opfattelse, at de er ansat til at servicere skiftende ministre, hvilket ofte er noget ganske andet.

Resultatet er, at den indsats, der overhovedet er gjort for truet biodiversitet, ofte er gjort ’halvhjertet’ og har manglet fokus med deraf følgende reduceret effekt. Hertil kommer, at politikere er mere tiltalt af bynær skovrejsning, ’naturgenopretning’ i form af kvælstofbassiner, åbning for flere rekreative aktiviteter og mere eller mindre indholdsløse nationalparker, end af den besværlige indsats for at skabe rum for den mest følsomme og krævende biodiversitet.

Det gør en forskel 
Den gode historie er så til gengæld, at de steder, hvor man har gjort en helhjertet indsats, er succeserne oftest også til at tage at føle på. Det gælder for de 50 nye reservater, der blev oprettet i 90erne, naturgenopretningen af Skjern Å-deltaet samt fredningen af Vadehavet, rovfuglene og sælerne.

Behovet for biologisk ekspertise – også på chefniveau – bliver ikke mindre i en fremtid, hvor natur og biodiversitet kommer endnu mere i fokus som følge af et stadig øget pres på naturen – inklusive klimaændringer, som vil kræve stadige tilpasninger af naturforvaltningen.