Om CDM-projekter

24/5-06: Verdensbanken lægger ligesom Danmark afgørende vægt på, at CDM-projekter bidrager til reelle CO2-reduktioner i udviklingslandene, svarer Ulla Tørnæs (V).
Dokumentation
Spørgsmål 204: Lever Danmark op til bestemmelserne i Marrakesh-aftalen om, at offentlig finansiering af CDM-projekter ikke må tages fra udviklingsrammen, når der gennem de senere år har været et tidsmæssigt sammenfald mellem nedgangen i den danske udviklingsbistand og afsættelsen af midler på finansloven til CDM-projekter?

Svar fra ministeren: I henhold til både Marrakesh-aftalerne og en beslutning fra 2004 i OECDs komité for udviklingsbistand (DAC) er det ikke muligt at benytte offentlige midler, der anvendes og opgøres som udviklingsbistand, til køb af klimakreditter fra CDM-projekter. I henhold til samme aftaler og beslutning er det derimod muligt at anvende udviklingsbistand til forberedelse af CDM-projekter og kapacitetsopbygning relateret til forberedelse og administration af CDM-projekter.

Danmark lever op til Marrakesh-aftalerne og OECD-beslutningen ved at der på finansloven, uden for ulandsrammen, er afsat en særlig budgetlinie til finansiering af CDM-projekter og erhvervelse af klimakreditter. Regeringens beslutning om i årene 2004-2009 at afsætte 100 mio. kr. årligt til erhvervelse af CO2-kreditter fra CDM-projekter udspringer af regeringens klimastrategi fra februar 2003 og er ikke relateret til udviklingsbistandens omfang. Eventuelle justeringer i omfang af midler der afsættes på ulandsrammen og til erhvervelse af CO2-kreditter fra CDM-projekter er således indholdsmæssigt og tidsmæssigt to adskilte størrelser.

Spørgsmål 205: Ministeren bedes redegøre for hvordan der sondres mellem finansiering af hhv. kapacitetsopbygning i modtagerlandene på CDM-området, finansiering af forberedelse af CDM-projekter og finansiering af gennemførelsen af CDM-projekter, og hvordan den danske finansiering på CDM-området fordeler sig på disse områder?

Svar fra ministeren: I relation til samarbejdslandenes arbejde med CDM-projekter anvendes bistandsmidler til generel kapacitetsopbygning af nationale myndigheder, herunder styrkelse af administrative rammer for udvikling, og forberedelse af landenes CDM-indsats. Derudover ydes støtte til udarbejdelse af projektidentifikation, validering og registrering af potentielle CDM-projekter, med henblik på at opnå godkendelse af et CDM-projekt hos den internationale CDM-bestyrelse. For at sikre at bistandsmidler hverken direkte eller indirekte benyttes til køb af klimakreditter har Udenrigsministeriet anlagt(..........)

I perioden 2002-2005 har Udenrigsministeriet anvendt 22,9 mio. kr. på både kapacitetsopbygning og projektforberedelse, hvoraf 14,8 mio. kr. er brugt på kapacitetsopbygning. Af bevillingen på 40 mio. kr. fra ulandsrammen i 2006 vurderes 35% anvendt til kapacitetsopbygning på CDM-området. På denne baggrund skønnes det, at omkring halvdelen af midlerne til CDM på sigt vil blive anvendt til kapacitetsopbygning og halvdelen til udvikling af konkrete projekter. En skarp adskillelse af de to aktivitetstyper kan dog ikke altid foretages.

Anvendelse af disse bistandsmidler sker i henhold til de kriterier og kvalitetskrav, som gælder for anvendelse af den øvrige danske udviklingsbistand.

Spørgsmål 206:Hvor stor en del af DAC-midlerne anvendes til opbygning af kapacitet på CDM-området.

Svar fra ministeren: Se svaret på spørgsmål 205.

Spørgsmål 207: Kan ministeren garantere, at de danske indkøb af CDM-kreditter i eksempelvis Verdensbanken hverken direkte eller indirekte kan henføres til den såkaldte varme luft fra eksempelvis Rusland?

Svar fra ministeren: CDM kan kun bruges i udviklingslande uden reduktionsforpligtelser. Derfor kan midler til brug for CDM-kreditter ikke henføres til den såkaldte ”varme luft” fra eksempelvis Rusland. Det gælder hvad enten de af Udenrigsministeriet administrerede midler til CDM-kreditter kanaliseres gennem fonde i Verdensbanken, andre internationale fonde eller anvendes til direkte erhvervelse af CO2-kreditter fra CDM-projekter. Det kan tilføjes, at Verdensbanken ligesom Danmark lægger afgørende vægt på, at CDM-projekter bidrager til reelle CO2-reduktioner i udviklingslandene.


0:000:00