Omstridt kemi-app får nye symboler: Men erhvervslivet er stadig utilfreds

KEMI: Selvom stoplys-symbolikken i Forbrugerådets app Kemiluppen snart er fortid, så er de nye symboler ikke meget bedre, mener Dansk Erhverv. Forbrugerne vil have et genkendeligt symbol, lyder svaret fra Forbrugerrådet.

Med Kemiluppen kan man scanne en række forbrugerprodukter og få at vide, om de indeholder uønskede stoffer.
Med Kemiluppen kan man scanne en række forbrugerprodukter og få at vide, om de indeholder uønskede stoffer.Foto: Bjarke Bo Olsen/Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Snart er den omdiskuterede stoplys-symbolik fortid i Forbrugerrådets app Kemiluppen.

Men de nye symboler er man bestemt ikke begejstret for i Dansk Erhverv.

”Vi bakker ikke op om den valgte løsning. Det er fint nok, at man kommer væk med den røde stoplys-farve, men der sikres ikke flere nuancer, blot fordi man udskifter nogle udskældte symboler med nogle andre,” siger miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv Jakob Lamm Zeuthen.

Fakta
Nye symboler

I projektbeskrivelsen til de nye kolbe-symboler, har Forbrugerrådet Tænk Kemi følgende eksempel på tekst til forbrugeren (creme som eksempel): 
  • Kolbe A: Cremen er fri for en række problematiske kemikalier.
  • Kolbe B: Cremen indeholder parfume og et miljøproblematisk stof.   
    Cremen er uden en række andre problematiske stoffer.   
    Stofferne er tilladt.
  • Kolbe C: Cremen indeholder parfume og et stof der bl.a. er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
    Stofferne er tilladt.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Kemiluppen har været et stort politisk stridspunkt på Christiansborg, hvor blå blok sammen med erhvervslivet har beskyldt Forbrugerrådet Tænk Kemi for at opskræmme forbrugerne unødigt. Især fordi godkendte produkter kan tildeles røde og gule advarsler i den populære forbruger-app, Kemiluppen, som er downloadet mere end 200.000 gange.

Fakta
Om Kemiluppen
Kemiluppen er en app, som bliver udgivet af Forbrugerrådet Tænk Kemi, der bliver støttet økonomisk af staten.

App'en formål er at hjælpe forbrugerne med viden om uønsket kemi i kosmetik og plejeprodukter.

Med app'en kan forbrugeren scanne produkter i butikken og få information om indholdet af uønsket kemi

Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Sagen blussede for alvor op i forbindelse med efterårets forhandlinger om finansloven for 2017, da V-regeringen ikke agtede at smide flere penge efter Forbrugerrådet Tænk Kemi. Men i den endelige aftale afsatte de blå partier tre millioner kroner om året i tre år, med det krav at stoplyssymbolikken bliver ændret, og at app’en skal stoppe med at vejlede for eller i mod.

Nye symboler
Den nye symbolik, som endnu ikke er implementeret i app’en, har stadig tre symboler. En grøn kolbe med bogstavet A, en sort kolbe med bogstavet B og en sort kolbe med bogstavet C (se de nye symboler nedenfor).

Til hver kolbe er der en tekst, der beskriver indholdet (se faktaboks). For kolbe A gælder det, at produktet er helt fri for problematiske kemikalier, mens C’eren er ”den værste”,  da produktet med den kolbe indeholder et stof, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende eller særligt allergifremkaldende.

Det fremgår, at stofferne er tilladte, mens der i den nuværende beskrivelse står, at stofferne ”som udgangspunkt” er tilladte.

Virker opskræmmende
Men den nye formulering tilfredsstiller heller ikke Dansk Erhverv.

”Det korrekte vil være at skrive, at stofferne i produktet er vurderet sikre og er tilladte. For det er jo sandt,” siger Jakob Lamm Zeuthen og fortsætter:

”Man bør ikke efterlade forbrugerne i den tro, at produktet ikke er testet. Det er unuanceret og virker opskræmmende.”

Hvis Dansk Erhverv kunne bestemme skulle der kun være tale om en beskrivende tekst. Ikke information, der ”er styret af symbolik”.

”Information bør komme forud for symboler, da det er eneste vej til at sikre de fornødne nuancer,” siger Jakob Lamm Zeuthen.

(Artiklen fortsætter efter figuren)

Sådan ser de nye symboler ud

Sådan så de gamle symboler ud

 

Gør det let for forbrugeren
I Forbrugerrådet Tænk Kemi er man omvendt glade for, at man har kunnet fastholde en symbolik, der gør det let for forbrugerne at afkode indholdet af kemikalier. Projektchef Claus Jørgensen peger på, at man har haft kommunikationsbureauer på sagen og testet seks forskellige muligheder hos forbrugerne. 

”Vi har udviklet en model, som opfylder ønskerne fra politikerne, men som stadig har tre kategorier, der gør det let for forbrugerne, at foretage et oplyst valg,” siger Claus Jørgensen.

Han peger på, at man undervejs har haft dialog med Forbrugerrådet Tænk Kemis følgegruppe – som Dansk Erhverv har været en del af. Følgegruppen har ifølge Claus Jørgensen grundlæggende taget godt imod ændringen.

”De sagde alle sammen, at de nye symbol-modeller var bedre. Flertallet var for ABC-modellen, mens Dansk Erhverv og SPT (brancheforening for kosmetik-produkter, red.) bakkede op om en anden model,” siger Claus Jørgensen.

Skal selv tage stilling
Vil de nye symboler ikke fortsat være en vejledning for eller imod, som det ellers ikke var meningen?

”Der er ikke nogen, der har haft noget imod, at der er en grøn kolbe. Og det har politikerne også nikket til,” siger Claus Jørgensen og fortsætter:

”I den nye app lægger vi mere op til, at folk selv skal tage stilling. Vi skriver ikke længere, at vi ikke kan anbefale et specifikt produkt.” 

Men ligger der ikke stadig en indirekte anbefaling i de nye symboler – man kan vel som forbruger ikke tænke andet, end at man skal holde sig fra C-kolben?

”Meningen er, at du nu får at vide, når der er stoffer, som eksempelvis er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Og dér skrev vi før direkte, at det kunne vi ikke anbefale. Det skriver vi ikke længere, så nu må man selv tage stilling.” 

Hvorfor skriver I ikke, at produktet er testet og vurderet til at være ufarligt?

”Problemet er, at lovgivningen ikke er tilstrækkelig, og at der er stoffer, som anses for at være uønskede af EU og forskellige nationale myndigheder,” siger Claus Jørgensen og fortsætter:

”Flere forskere påpeger også, at reguleringen af eksempelvis hormonforstyrrende stoffer er utilstrækkelig, og det er blandt andet de stoffer, vi fokuserer på,” siger Claus Jørgensen.

Forbrugerrådet Tænk Kemi forventer, at app’en er opdateret med nye symboler og følgetekster senest inden sommer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Jørgensen

Projektchef, Forbrugerrådet Tænk Kemi, kommunalbestyrelsesmedlem (SF), Lejre Kommune
cand.techn.soc. (Roskilde Uni. 2000)

Jakob Lamm Zeuthen

Klima- og fødevarepolitisk chef, DRC, næstformand, Forum for Bæredygtige Indkøb
ph.d. i økologi og menneskeskabte klimaeffekter (Københavns Uni. 1998)

0:000:00