Overblik: Her er den nye naturpakke

DOKUMENTATION: Regeringen og blå blok er blevet enige om en ny naturpakke, der blandt andet reducerer kvælstofudledningen fra landbrugspakken med 630 ton. Se alle tiltagene i aftalen her.

Foto: colourbox
Cecilie Gormsen

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative er fredag blevet enige om en ny Naturpakke til 363,5 millioner kroner. Se hovedpunkterne herunder.

Biodiversitetsskov
- Udlægning af skov til biodiversitetsformål, så der samlet sikres mindst 25.000 hektar biodiversitetsskov. Heraf bliver 19.100 hektar urørt skov og 5.900 hektar anden skov med biodiversitetsformål.

- Da der allerede i dag er udlagt 11.700 hektar skov på offentlige og private arealer, skal der udlægges alt 13.300 nye hektar skov til biodiversitetsformål.

- Private skovejere får tilskud til skov med biodiversitetsformål, så der kan opnås op til 28.300 hektar.

Videreførelse af naturindsatser
Naturpakken viderefører naturindsatser fra Naturplan Danmark, der sikrer, at Danmark lever op til EU-krav.

Indsatserne er:

- LIFE-projekter i Himmerland, Stavns Fjord på Samsø og ved Gilleleje Flak

- Sørestaurering af fem til ti større danske søer, som ikke har opnået god tilstand, selvom tilførslen af fosfor til søerne er nedbragt.

- Vandløbsrestaureringsprojekt, som går ud på at skabe sammenhæng i vandløbssystemer ved at lægge småsten og gydegrus ud i bunden af vandløbet samt fjerne spærringer i vandløbet, så fisk kan vandre op gennem et sammenhængende vandløbssystem.

- Kortlægning af naturmæssigt særligt værdifuld skov.

- Indsats mod invasive arter, som blandt andet tæller vaskebjørne, hårfrugtet bjørneklo og signalkrebs.

Natur og biodiversitet
Der gøres en målrettet indsats på statens arealer til gavn for både planter, dyr og mennesker. På flere statslige arealer er der et stort potentiale for, med målrettede projekter, at skabe:

  • mere fri dynamik til natur, der på lang sigt skal skabe en væsentlig højere biodiversitet
  • et bedre fødegrundlag for vilde dyr og insekter
  • bedre friluftsmuligheder.

- Der afsættes en pulje til en målrettet indsats på både lysåbne naturarealer og skovarealer og til forbedrede friluftsaktiviteter på arealerne.

- Der oprettes en pulje til at opkøbe arealer med henblik på at skabe bedre natur. Formålet er at etablere sammenhæng mellem værdifulde statslige naturområder, som er udfordret af enten at være afskåret fra andre naturarealer eller er for små og ligger for spredt til at være et robust levested for for eksempel truede arter.

- Projekterne skal ud over sammenhæng også have fokus på at skabe nye levesteder for truede arter.

Bynatur og friluftsliv
- Bedre tilgængelighed til naturen med flere stier, fugletårne med videre i naturskønne områder.

- Forbedring af byernes grønne oaser og natur. 

Det åbne land og landmanden som naturforvalter
- Tilskudsordning til etablering af læhegn med fokus på at fremme og bevare biodiversiteten i det åbne land gennem plantning af spredningskorridorer, læhegn og ”trædesten”.

- Indsats for udvalgte arter og markvildt, som for eksempel agerhøns, harer, sommerfugle og vilde bier.

- Undervisning og efteruddannelse af landmænd i naturpleje.

- Midler til jordfordelinger er et effektivt redskab til at opnå en bedre og mere robust natur.

- Afsøgning af muligheden for erstatningsnatur. Der iværksættes en udredning af, hvilke typer § 3-natur eller andre arealer, som kan indgå i en ordning om erstatningsnatur.

Moderne naturforvaltning og afbureaukratisering

- En mere enkel, klar og sammenhængende lovstruktur i Miljø- og Fødevareministeriet.

- En samlet natur- og biodiversitetslov, der moderniserer og fokuserer regler om beskyttelse af den danske natur og flora og fauna og understøtter udviklingen af ny og bedre natur.

- Nyt lovgrundlag for Naturstyrelsen, hvor det slås fast, at det væsentligste formål med driften er biodiversitet og friluftsliv baseret på bæredygtig træproduktion.

- ”Meld en regel”-kampagnen vil blive fortsat med et fokus på regelforenkling, hvor borgere, erhvervsdrivende og organisationer kan melde forslag til overflødige og uforståelige regler ind til Miljø- og Fødevareministeriet.

- Enklere regler for naturtiltag i landbruget. Der arbejdes for, at EU’s regler for landbrugsstøtte og den danske implementering heraf ikke forhindrer den nødvendige synergi mellem landbrug og naturhensyn hen mod den kommende reform af EU’s landbrugspolitik i 2020.

- Styrket information gennem moderne teknologi til lodsejerne om § 3-beskyttet natur samt beslutningsgrundlag for en ændring af den nuværende genopdyrkningsret.

- Ændring af husdyrloven i forhold til ammoniakfølsom natur og skov. Udarbejdelse af beslutningsgrundlag med handlemuligheder og konsekvenser, som angiver mulighederne for en gennemførelse af ammoniakforslaget fra Fødevare- og landbrugspakken.

- Tilpasning af Natura 2000-områderne med henblik på at mindske andelen af intensivt drevne jordbrugsarealer og udvide områder med mere værdifuld natur, der understøtter direktivmål.

- Synergi mellem kommunernes kommende klimatilpasnings-, natur- og kvælstofkompenserende projekter i det åbne land. Statslig pulje til fyrtårnsprojekter.

Kvælstofreducerende indsats

- Iværksættelse af yderligere kvælstofreducerende tiltag for op til 200 ton i 2017 og op til 430 ton i 2018.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00