Engelbreth: Frank Jensen bedriver beton-spin om Amager Fælled

Socialdemokraternes beslutning om at begrave en national naturarv på Amager Fælled under 260.000 etagemeter beton baserer sig på en kæde af politiske kneb, der strækker sig mindst 25 år tilbage i tiden. Overborgmester Frank Jensen, der plejer at være en pålidelig politiker, vælger imidlertid at fortsætte samme tradition for vildledning og stråmænd i sin replik i Altinget, hvor han angriber undertegnedes gennemgang af en række af socialdemokraternes hovedpostulater bag byggeplanerne.

Allerede selve omdrejningspunktet for overborgmesterens replik er spin, idet han med et fikst lille greb forvansker mine kritikpunkter til en gennemgang af "seks forkerte S-påstande i sagen om Ørestad Fælled Kvarteret". Men i min klumme i Altinget 4. september vurderede jeg, at tre af de undersøgte påstande var "forkerte", én landede på "måske", én på "tvivlsom", og én var baseret på en selektiv udlægning af forhistorien.

Ved at forvrænge dette, sikrer overborgmesteren sig en bekvem, men uhæderlig udgangsposition, som fortegner både præciseringen og validiteten af mine pointer, så de i forvansket form fremstår (næsten) lige så klodsede og simplificerede som hans egne.

Lad os demaskere overborgmesterens spin punkt for punkt og genbesøge mine oprindelige pointer i lyset af hans egne finter:

1. S-påstand: Det koster 2 milliarder kroner at opgive byggeriet på Strandengen. Min modpåstand var: Måske – ingen kender det eksakte beløb.

Frank Jensen hævder ikke desto mindre igen, at området er cirka 2 milliarder kroner værd, nærmere bestemt "1,7-1,8 milliarder kroner", hvortil han smider 220 millioner kroner som tab på manglende metro-passagerer. 

Gætteri, som selv By & Havn kalder "forsigtigt anslået", og som heller ikke Frank Jensen har et vedholdende og absolut bud på, eftersom hans oprindelige gæt på 1,5 milliarder nu pludselig er blevet til 2,0 milliarder kroner – tre uger tættere på kommunalvalget. 

Samme vilkårlighed gælder hans gisninger om manglende metro-passagerer, hvis byggeriet indstilles. Som nævnt i min oprindelige klumme har Frank Jensen altså pudsigt nok opjusteret med en halv milliard kroner på få uger, hvorved gættet nu er oppe på det dobbelte af den folketingsbetænkning, som for få måneder siden anslog det til ÉN milliard kroner.  

Konklusion: Faktum i forhold til om By & Havn måtte mangle 2 milliarder kroner ved at opgive byggeriet forbliver derfor fortsat: Måske – ingen kender nemlig det eksakte beløb. 

2. S-påstand: "Ingen har peget på, hvor de manglende penge skal komme fra," skriver overborgmesteren i et internt brev til hovedstadens socialdemokrater, som frustrerede socialdemokrater har lækket.

Min modpåstand var: Forkert. De Radikale har for eksempel peget på, hvor pengene skal komme fra – fra kommunens overskud på 3,6 milliarder kroner.

Den løsning kan man være enig i eller ej, men man kan ikke med redeligheden i behold påstå, at ingen har peget herpå. Overborgmesteren må da også medgive: "Kan man finde pengene? Ja."

Til gengæld anfører han noget, der intet har at gøre med den afprøvning af de socialdemokratiske påstande, jeg gennemførte, og hævder, at "langt de fleste" af pengene bliver slugt af udgifter. Som irrelevant eksempel nævner han sågar, at 2 milliarder kroner svarer til "20 års cykelindsats" – men valget står ikke sort/hvidt mellem 20 års cykelstier eller kommende kerneydelser på den ene side og et opgivet byggeri på den anden side. 

Der er andre bud på en løsning, for eksempel at kommunen betaler et aftalt beløb som egenkapital til By & Havn over en længere årrække på op til 20 år, som foreslået af Enhedslisten og SF, hvilket Økonomiforvaltningen ikke kan lide, men i et notat 24. august 2017 dog har vurderet: "… juridisk er der umiddelbart ikke noget til hinder herfor."  

Men konklusionen på dét, der er udgangspunktet her, er fortsat helt enkel: Det er ikke sandt, når Frank Jensen i det interne S-brev hævder, at "ingen har peget på", hvor pengene kan hentes. Ganske som jeg skrev i min klumme. Det er der en del, der har. Og selv om det "bare" er et internt S-brev, er det bestemt ikke hæderligt at forvanske kendsgerningerne – især ikke, når man betænker, at der selvfølgelig også er mange socialdemokrater, som er imod byggeriet.

3. S-påstand: Den gamle strandeng, der skal bebygges, "er ikke fredet." Min modpåstand var: Ja, men forhistorien viser, at dette skyldes usædvanlige politiske kneb.

Igen undlader overborgmesteren at forholde sig til det, jeg skriver, og vender det i sin replik til, at jeg "indrømmer", at socialdemokraterne "har ret". Men hvad er der at "indrømme"? Jeg skriver tydeligt, at området IKKE er fredet – det er ikke nogen "indrømmelse". Ingen er uenig. 

Det interessante i den sammenhæng er imidlertid, at det kun er takket være politiske kneb af usædvanlig karakter, AT arealet ikke er fredet, hvilket tidligere direktør i Danmarks Naturfredningsforening David Rehling har redegjort for. 

En fredning blev faktisk besluttet – endog enstemmigt – i Fredningsnævnet 18. juni 1992 og ifølge Rehling også meddelt i en pressemeddelelse. Men 18 timer senere vedtog S, V og K Lov om Ørestad med den fikse tilføjelse: "Verserende fredningssager for området bortfalder."

Rehling forklarer i Information tilbage i 2000: "VK-regeringen forsøgte – med Socialdemokratiets støtte – at sabotere fredningssagen med en stribe prokuratorkneb. (…) For at gennemtrumfe, at fredningssagen – trods Fredningsnævnets afgørelse – kunne kaldes "verserende", indgav staten og Københavns Kommune til Naturklagenævnet (som Overfredningsnævnet nu var kommet til at hedde) en proforma-anke over fredningen." 

Socialdemokraterne forbigår behændigt det, David Rehling karakteriserer som en stribe af løftebrud og kneb, der blev anvendt for at gennemtvinge et byggeri på det naturværdifulde område. I stedet vil man kun fokusere på den ene fodfejl, Danmarks Naturfredningsforening begik ved at tilslutte sig den samlede plan for dog at bevare lidt indflydelse.

I betragtning af hvor mange løfter politikere er rendt fra i over 25 år og hvor ufattelig mange gange, de har ændret politik, må det siges at være en af danmarkshistoriens mest perifere detaljer, at Danmarks Naturfredningsforening i dag fastholder sin principielle modstand mod et byggeri og for en enkelt gangs skyld ikke føler sig bundet af en dårlig og forældet plan for et kvart århundrede siden.

Konklusion: Arealet er ikke fredet, men det skyldes politiske kneb, ganske som begge dele fremgår af min klumme, som Frank Jensen altså heller ikke dér kan sætte en finger på.

4. S-påstand: "Med 100.000 flere københavnere, så er det 45.000 flere boliger, der skal bygges inden 2027," hævder overborgmesteren som begrundelse for at fastholde de 2.000-2.500 boliger på Amager Fælled. Min modpåstand var: Tvivlsomt.

Her strækker Frank Jensen sin manipulatoriske åre endnu længere og tilskriver mig følgende pointe: "Københavns befolkningsvækst skyldes nyfødte."

Nej. Jeg har påpeget, at prognosen om behovet for 45.000 nye københavnske boliger i de næste 12 år er "tvivlsom" og "stærkt udfordret" med henvisning til TO forhold – hvoraf overborgmesteren undlader at kommentere begge.

Dels at chefen for Planlægning og Arkitektur i By & Havn, Rita Justesen, bag kulisserne selv har påpeget, at der skal bygges meget hurtigt, for ellers vokser risikoen for, at "efterspørgslen på boliger når at aftage". Ejendomsmarkedet bevæger sig jo i bølger. Det er altså heller ikke hugget i granit, at boligefterspørgslen er så vedvarende og markant som vi ofte får indtryk af.

Dels henviser jeg til tidligere seniorrådgiver i byudvikling Knud Erik Hansen, som har påpeget, at en meget stor del af de nye københavnere er nyfødte, der selvsagt ikke har behov for egen bolig. Hvis den hidtidige udvikling fortsætter, vil der ifølge Knud Erik Hansens estimat kun være brug for cirka 18.000 boliger i 2015-27 – betydeligt færre end de 45.000, der planlægges efter.

Konklusion: Det er tvivlsomt, at der er behov for 45.000 boliger inden 2027, hvorfor det ikke er utænkeligt, at der ikke er behov for boligerne på Amager Fælled. Som jeg skrev i klummen.

5. S-påstand: Den gamle strandeng, som Socialdemokratiet vil bebygge, kan ikke sammenlignes med "uberørt natur", for den har været "brugt til losseplads" i årevis. Min modpåstand var: Den har aldrig været BRUGT til losseplads.

Overborgmesteren får denne gang listet ind, at jeg hævder, at området er "uberørt". Nej, jeg forklarer, hvad der ligger i ordet "uberørt", når vi taler natur – nemlig, at arealet ikke har været opdyrket eller bebygget i cirka 5.000 år, og at de militære øvelser ikke har haft negativ betydning for naturen. Ingen har mig bekendt påstået, at der aldrig er foregået noget på arealet, blot at naturværdierne i årtusinder har undgået disse ødelæggende indgreb: byggeri og opdyrkning.

Konklusion: Jeg undersøgte, om det er korrekt af socialdemokrater vedblivende at påstå, at området har været "BRUGT som losseplads" – og svaret er stadig nej.

6. S-påstand: "En strandeng kræver vel per definition en strand" – implicerende, at den gamle strandeng på Amager Fælled karakteriseres helt forkert. Min modpåstand var: Forkert. Indtil for få årtier siden lå området lige ud til Amagers vestkyst, hvilket det har gjort i årtusinder, og det har derfor fortsat arter knyttet til den beliggenhed og karakter.

Overborgmesteren er med på, at det er en gammel strandeng, men det kan det ikke være i dag, siger han, for en strandeng skal være "saltpåvirket", og det er området ikke længere. 

Derfor forklarede jeg dens status i min klumme: "På den vestlige del findes endnu kun nogle af de salttålende arter, som oprindelig er knyttet hertil, men strandoverdrevet på den østlige del af arealet har ikke har ændret sig nævneværdigt."

Konklusion: Hvad skrev jeg? At socialdemokraterne tager fejl, når de påstår, at strandengen forudsætter en "strand". Og sørme ja, det er stadig en fejlagtig påstand. 

Summa summarum. Overborgmesteren har med andre ord talt udenom, forvansket pointer og opstillet stråmænd uden at ændre et komma ved det faktum, der var min oprindelige klummes omdrejningspunkt: "Centrale påstande fra hans valgmaskine er enten i modstrid med fakta eller overordentlig diskutable."

Og dertil kommer endnu mere væsentligt, at Frank Jensen springer let og uelegant over min påpegning af, at byggeriet indiskutabelt er i modstrid med Københavns Kommunes egen bynaturpolitik, der klart fremhæver følgende formål: "… at øge antallet af tiltag, der primært har til formål at styrke biodiversiteten, og at muligheden for at fremme biodiversiteten altid indgår i afvejningen, når kommunen udvikler og omdanner byen, så vi er med til at udbygge, forstærke og værne om bynaturen som helhed." 

Tyg lige på ordet "altid". Det eroderer selvfølgelig vælgeres tillid til det politiske system og dets valgte repræsentanter, at man ikke kan regne med deres politik – og byggeriet på den gamle strandeng er i den grad antitesen til kommunens bynaturpolitik.

Det skal dog ikke hedde sig, at alt, hvad overborgmesteren skriver er spin, for på ét væsentligt punkt har han 100 procent ret: "Grøn politik kræver ofre."

Ja, vælger vi at prioritere i overensstemmelse med kommunens egen bynaturpolitik, kan vi ikke også bygge på den nationale naturarv, som den gamle strandeng udgør. Enten eller.  

Kære Frank. Jeg håber til det sidste, at du besinder dig og standser byggeriet. Du behøver ikke tabe ansigt, bare erkende, at du spillede det politiske spil på de præmisser, du havde lært, men at den slags må få en ende. Det ville være stort. 

Hvis du derimod fortsætter din nuværende kurs, får du måske mere ret, end du ønsker i din erkendelse af, at "grøn politik kræver ofre" – det er imidlertid dig, der risikerer at blive ofret. 

I stemmeboksene.

...

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.