Praktiker: EU’s habitatdirektiv er ikke overimplementeret

Af Finn Boëtius
Cand.scient. og tidligere ansat i Natur- og Miljøklagenævnet

Direktøren for Dansk Akvakultur, Brian Thomsen, hævder i sit debatindlæg i Altinget 27. maj 2016 blandt andet, at EU’s habitatdirektiv er overimplementeret i dansk lovgivning og tilslutter sig et ministersvar om, at regeringen ikke ønsker at ændre habitatdirektivet, men gerne ser, at der kommer en større fleksibilitet i gennemførelsen af direktiverne.

Fleksibiliteten vil jeg vende tilbage til senere.

Brian Thomsen synes, at praksis ved habitatvurderinger er for restriktiv, og at der er tale om overimplementering på tre punkter:

1. Der ses bort fra væsentlighedskriteriet ved screeningsvurderingen.

2. Der opereres med nul-tolerance, så enhver påvirkning medfører afslag.

Der har også i store dele af de administrative ledelser været en udtalt mangel på konstruktiv vilje til at bakke op om og forstå habitatdirektivet, hvilket har givet anledning til en mængde tung administration.

Finn Boëtius
Cand. scient. og tidligere ansat i Natur- og Miljøklagenævnet

3. Forsigtighedsprincippet overfortolkes.

Brian Thomsen har efter min overbevisning ikke ret i nogen af sine påstande:

Myndighederne sidder med kortene
Til indledning vil jeg medgive, at habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 er tvetydigt implementeret i habitatbekendtgørelsen (BEK nr. 188 af 26/02/2016) og har været det i mange år.

Det centrale indhold af direktivets artikel 6, stk. 3, 1. punktum, er følgende: Hvis der er ”væsentlige” påvirkninger af et habitatområde, eller risiko herfor, skal der udføres en nærmere vurdering af lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningen for området. Det vil sige en habitatvurdering.

Efter min bedste overbevisning optræder ordet væsentligt i denne sammenhæng, som et elastisk begreb, hvis rækkevidde følger af bestemmelsen i direktivets artikel 6, stk. 3, 2. punktum: De kompetente myndigheder giver først deres tilslutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet.

Alt, hvad der kan skade lokalitetens integritet er altså væsentligt. Kort fortalt betyder det, at bevaringsmålsætningen for udpegningsgrundlaget ikke må skades. Her er der nul-tolerance, så længe den udpegede naturtypes tilstand ikke lever op til bevaringsmålsætningen, for eksempel såkaldt gunstig bevaringstilstand. Herudover er der vel ikke nødvendigvis tale om nul-tolerance.

Eneste fornuftige indstilling
Det forhold, at myndigheden skal sikre sig, at projektet ikke skader integriteten, medfører en bevisbyrderegel, som er omvendt i forhold til det almindelige princip i miljøbeskyttelsesloven, hvorefter omgivelserne bør tåle en vis skade. 

Til gengæld gælder den omvendte bevisbyrde alene integriteten. En plan eller projekt kan derfor kun opnå tilladelse, hvis en habitatvurdering ud fra en videnskabelig synsvinkel med rimelig sikkerhed viser, at integriteten ikke skades.

Det er ikke en overfortolkning af forsigtighedsprincippet, der her er tale om, tværtimod. Forsigtighedsprincippet er begrænset til integriteten, det vil sige bevaringsmålsætningen for de udpegede naturtyper.

Forsigtighedsprincippet, anvendt her i form af omvendt bevisbyrde i den forstand, at myndigheden skal sikre og dermed have vished for, at der ikke sker skade, er vel den eneste fornuftige indstilling, man kan have til regulering af naturbeskyttelsesområder.

Jeg mener derfor, at en evaluering af habitatbekendtgørelsen bør præcisere indholdet af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. En præcisering, der har været brug for i mange år, og som gør op med den tvetydige anvendelse af væsentlighedsbegrebet. 

Tung administration giver bøvl
Jeg lovede i indledningen at vende tilbage til spørgsmålet om fleksibilitet.

Når habitatdirektivet strammer i Danmark, skyldes det først og fremmest, at mange udpegede naturtypers tålegrænser for forurening er overskredet på grund af forurening. 

Det vil uvægerligt medføre en restriktiv politik med henblik på beskyttelse af habitatområderne. Den manglende fleksibilitet skyldes således forurening, ikke manglende fleksibilitet i habitatdirektivet.

En anden trist grund er, at skiftende danske regeringer, miljøministre, amter, regioner og kommuner gennem tiderne har behandlet habitatlovgivningen stedmoderligt. Der har også i store dele af de administrative ledelser været en udtalt mangel på konstruktiv vilje til at bakke op om og forstå habitatdirektivet, hvilket har givet anledning til en mængde tung administration.

En tredje grund til afslag på tilladelser er, at habitatvurderinger og konsekvensvurderinger ofte har haft en så ringe kvalitet, med hensyn til anvendelse af teknisk, naturvidenskabelig eller videnskabsteoretisk metode, at risikoen for projekternes skade på integriteten ikke kunne afvises. Der kunne måske være givet flere tilladelser, hvis konsekvensvurderingerne blev udført metodemæssigt korrekt. 

I sandhedens tjeneste må dog nok anføres, at habitatdirektivet indeholder ret vidtgående og strenge bestemmelser, og det kan derfor ikke administreres ret lempeligt. Der er jo en grund til, at vi har habitatdirektivet.

Dansk Akvakultur har efter min mening ført synspunkter i marken, der ikke er dækning for i regler og praksis, så vidt jeg ser. Det giver en dårlig debat.