Regeringen vil give plads til vindmøller i skoven

SKOV: Miljøministeren lægger op til at opstille flere vindmøller i skovene. Venstre-borgmester er begejstret. Skovene er en hjertesag for danskerne, advarer naturfredningsforening.

Regeringen vil gøre det nemmere at opstille vindmøller i skovene. Her er en vindmølle fra Testcenteret Østerild i Nordjylland.
Regeringen vil gøre det nemmere at opstille vindmøller i skovene. Her er en vindmølle fra Testcenteret Østerild i Nordjylland.Foto: Henning Bagger / Scanpix
Morten ØyenHjalte T. H. Kragesteen

Der skal være bedre mulighed for at opstille vindmøller i de danske skove.

Fakta
Det står der i regeringens lovprogram:

Ændring af lov om skove (Lempelse af reglerne om fredskov) (Feb II) 
Formålet med lovforslaget er at indføre visse lempelser af reglerne om fredskov, bl.a. således at fredskovsarealer i større omfang vil kunne anvendes til at etablere f.eks. friluftsanlæg og børnehaver, ligesom skovene kan bidrage til omstillingen til vedvarende energi gennem øgede muligheder for opstilling af vindmøller i skovene.

Kilde: Regeringens lovprogram 2016-17

Regeringen foreslår i lovprogrammet at ændre Skovloven, så ”skovene kan bidrage til omstillingen til vedvarende energi gennem øgede muligheder for opstilling af vindmøller i skovene.” (Læs mere i faktaboks).

Selve forslaget er stadig på tegnebrættet, men det bliver alligevel mødt med både jubel og panderynken.

Carsten Kissmeyer (V), der er borgmester i Ikast-Brande, er glad for udsigten til lempede regler. Han håber, det kan skubbe på et konkret projekt om at opstille 10-11 kæmpevindmøller på 200 meter i en plantage mellem Ikast og Ejstrupholm.

Vi er åben for nye valgmuligheder. Men man skal ikke tro, at det her er en snuptagsløsning, som løser alle problemerne med placering af vindmøller.

Asbjørn Bjerre
Kunsulent, Danmarks Vindmølleforening

”Jeg håber, vi får lov til at fælde træer i plantagerne, så vi kan sikre vedvarende energi fra vindmøller uden at genere mennesker. For vi må blankt erkende, at vindmøller og tæt befolkning giver konflikter,” siger Carsten Kissmeyer.

Han peger på, at plantagerne ikke er god og vild natur med en mangfoldighed af forskellige dyr og planter.

Grøn kritik
Men det argument køber Danmarks Naturfredningsforening (DN) ikke. Direktør for natur og plan, Michael Leth Jess, er meget kritisk overfor idéen og han peger på, at skovene har stor rekreativ værdi uanset naturindholdet.

”Vi ved fra undersøgelser, at skovene er den naturtype, som danskerne er allermest glade for at besøge. Det er en hjertesag for danskerne, at man ikke udstykker vores skove til byggeri,” siger Michael Leth Jess.

For DN gør det derfor ikke den store forskel, om vindmøllerne bliver placeret i plantager uden den store naturværdi.

”Selv de vestjyske plantager har meget at byde på med stor rekreativ værdi. Men det er også områder, der har et naturmæssigt potentiale,” siger Michael Leth Jess.

Han mener, at vindmøllerne bør placeres på landbrugsjord, hvor det ”ikke går ud over nogen”.

I organisationen Verdens Skove er man heller ikke begejstret: 

”Det lyder som en rigtigt dårlig idé. Vindmøller hører ikke til i skove. Men hvis det absolut skal være, så skal det ske på de naturmæssigt allerdårligste arealer,” siger biolog Stine Tuxen og fortsætter: 

”Og man skal ikke komme og sige, at der kommer skov og vindmøller på de samme arealer. Der bliver fældet skov for at gøre plads til vindmøller.”

Ikke en snuptagsløsning
Danmarks Vindmølleforening er noget mere positive. Her peger konsulent Asbjørn Bjerre på, at vindmølle-udbygningen på land stort set er gået i stå på grund af folkelig modstand, og at der derfor er brug for at udvide paletten af muligheder for at placere vindmøller.

Men skovene er ikke et columbusæg:

”Vi er åbne for nye valgmuligheder. Men man skal ikke tro, at det her er en snuptagsløsning, som løser alle problemerne med placering af vindmøller,” siger Asbjørn Bjerre, der er konsulent i Danmarks Vindmølleforening. 

Han peger på, at erfaringer fra Sverige og Tyskland viser, at der først og fremmest er nogle tekniske udfordringer, når vindmøller placeres i skove. De skal stå på høje stativer mellem træerne, og skyder møllerne tilpas højt i vejret skal der lys på, som stadig kan genere naboer.

”Det er stadig en billigere og klogere løsning at bruge åbne landbrugsområder til nye vindmøller,” siger Asbjørn Bjerre. 

Altinget har bedt om en uddybning af formuleringen fra lovprogrammet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), men det har ministeren ikke ønsket. I stedet peger Miljø- og Fødevareministeriet på, at forslaget først fremsættes til februar, og at man derfor ikke vil uddybe indholdet nærmere.

”Overordnet kan det oplyses, at miljø- og fødevareministeren har ønsket at få undersøgt, om de nuværende regler i skovloven er tidssvarende og tilpasset de ønsker til brug af skovene, som samfundsudviklingen medfører,” skriver ministeriet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Kissmeyer

Fhv. MF (V), borgmester i kast-Brande Kommune og regionsrådsmedlem, Region Midtjylland
cand.oecon. (Aarhus Uni.), pædagogikum

Michael Leth Jess

Chefkonsulent, Odsherred Kommune, Planteam
landskabsarkitekt (Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1988)

0:000:00