Debat

SF: Danmark skal gå forrest i udvikling af fremtidens fiskeopdræt

DEBAT: Vi skal udvikle teknologien for landbaserede dambrug, så vi ikke belaster havmiljøet – det er der fremtid i, skriver Trine Torp, Kirstine Bille, Mads Nikolajsen og Ulla Holm fra SF.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Trine Torp (miljø- og fiskeriordfører for SF), Kirstine Bille (viceborgmester Syddjurs Kommune, SF), Mads Nikolajsen (byrådsmedlem Norddjurs Kommune, SF) og Ulla Holm (byrådsmedlem Samsø Kommune, SF).

Folketinget færdigbehandler her i maj den omstridte lov 111, der giver mulighed for at etablere nye havbrug og udvide eksisterende havbrug i danske farvande.

Det har store konsekvenser for os på Djursland og Samsø og alle andre steder i Danmark, hvor havbrug kan komme på tale. 

SFs holdning er klar: Fiskeopdræt skal foregå på land, hvor vandet kan behandles eller recirkuleres, så de ikke belaster havmiljøet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Der er ingen fremtid i at ødelægge vores havmiljø. Heller ikke selvom regeringen synes, at vi bare belaster havmiljøet en lille bitte tålelig smule, hvis vi lemper reglerne.

Landbaseret dambrug er fremtiden
Derimod er der en fremtid i at udvikle teknologien for landbaserede dambrug. 

Fiskeopdræt skal foregå på land, hvor vandet kan behandles eller recirkuleres, så de ikke belaster havmiljøet.

Trine Torp, Kirstine Bille, Mads Nikolajsen og Ulla Holm
SF

Overalt i verden er der problemer med havbaserede anlæg, og ingen steder har de fundet en løsning. 

Vi kan ikke løse problemerne med fiskeopdræt i havbrug. Tungmetaller, afføring, fosfor, kvælstof, medicinrester kan ikke kontrolleres i åbne bure, hvor havvandet flyder igennem. Metoden har nået sit højeste udviklingstrin, og det er en katastrofe. At lade muslinger æde sig gennem fiskelort løser ikke problemerne med lakselus, medicinrester, resistente bakterier og kobber.

Til gengæld vil de kompenserende marine virkemidler (altså muslingefarmene) isoleret set medføre: beslaglæggelse af havområder, mulig forringelse af landskabelige værdier, øget udledning og bundfældning af organisk stof, lokal påvirkning af bunddyrssamfund.

Problemerne breder sig i bogstavelig forstand som ringe i vandet. 

Havbrug er en ulmende miljøkatastrofe for vores havmiljø og vores kystmiljø, og det får langsigtede konsekvenser for vores badevand, vores turismeerhverv, vores fiskebestande og vores fugleliv. 

Derfor siger SF nej til havbrug og ja til landbaserede dambrug. 

Løsningen for fremtidens fiskeopdræt ligger i at hive produktionen på land og satse på en bæredygtig fremtidig teknologi inden for fiskeopdræt. 

Det er der en fremtid i.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Torp

Fhv. MF (SF), fhv. medlem af Folketingets Præsidium
cand.psyk. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00