SF: Naturen må ikke skræmme landmændene

Af Lisbeth Bech Poulsen
Miljø- og landbrugsordfører for SF

Tonen var kontant i Folketingssalen den 21. januar under 1. behandlingen af regeringens forslag om at rulle lovgivningen tilbage, så landmænd får adgang til at gøde og giftsprøjte beskyttede enge igen. Men det er der en god grund til. Miljøets og naturens minister siger nemlig et, men gør noget helt andet.

Det redder ikke landbruget at få lov til at gøde og sprøjte den lille andel af de i forvejen kun cirka 10 procent af landets areal, der i dag er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3, som forslaget omhandler. 

I dag er omkring 60 procent af hele landarealet under plov. Omtrent et seks gange så stort et areal er altså under plov i forhold til beskyttet natur i det åbne land. Landbrugets største problem er den enorme gæld.

I stedet for at tænke fornyelse og innovation ser vi igen og igen, at regeringen vil hjælpe landbruget på bekostning af naturen frem for at gøre det økonomisk attraktivt for landmændene at tage vare på naturen. 

Flere svin, øget forbrug af landbrugskemikalier. Mere af det samme. 

Det siger sig selv, at man ikke ansporer landmænd til at bevare, skabe eller pleje naturen, hvis det indebærer et tab.

Lisbeth Bech Poulsen
Miljø- og landbrugsordfører for SF

Taler med to tunger
Med ministerens pressemeddelelse om de forhadte vandløb blev det tydeligt: Naturen er et problem - ikke et gode. 

Det er selvfølgelig fair nok at have en sådan politisk tilgang, at naturen er et problem, som skal fjernes. Hvis man altså står ved det. 

Men det bliver grotesk, når man ser på ministerens indpakning af budskaberne: I ministerens pressemeddelelse fra 28. september om netop tilbagerulningen af gødsknings- og sprøjtningsforbuddet under titlen "Landmænd beholder retten til egen jord", giver ministeren med den ene hånd landmændene adgang til at ødelægge naturen med gødskning og giftsprøjtning. Og med den anden hånd bebuder ministeren så at "Miljø- og fødevareministeren vil frem for forbud prioritere og forbedre mulighederne for, at landmændene frivilligt kan pleje og forbedre naturen".

Ville løsningen da så ikke have været at gøre det attraktivt at bevare, skabe og pleje den beskyttede natur, frem for blot at tillade at ødelægge den?

Helt grotesk bliver det derfor, når ministeren i selvsamme pressemeddelelse bebuder, at "Landmænd skal have flere incitamenter til at lave bedre naturområder. Som lovgivningen er skruet sammen nu, skræmmer man landmænd væk fra at lave natur". 

Det har ministeren da fuldkommen ret i. Men kald en spade for en spade. Regeringen gør jo det modsatte! Og lur mig om ikke regeringens naturpakke bliver landbrugspakke II pakket ind i lidt urørt skov og noget, vi i forvejen skal gøre på grund af EU-forpligtelser.

Naturen skal være en bonus
Det rigtig ærgerlige er, at landbrugs- og naturinteresser langt hen ad vejen kan bringes til at være sammenfaldende. 

Nogle af vore mest sjældne og sårbare naturtyper, særligt overdrevene, er netop opstået som følge af afgræsning. Det uudnyttede potentiale for at drive både kødproduktion og naturpleje ved at skabe og pleje overdrev og enge skriger derfor til himlen. 

Problemet er, som ministeren selv peger på, at lovgivningen skræmmer landmændene fra at tage vare på naturen. Og det siger sig selv, at man ikke ansporer landmænd til at bevare, skabe eller pleje naturen, hvis det indebærer et tab. Derfor skal et grundlæggende princip fremover være, at man ikke må lide tab ved at huse, skabe eller pleje natur. 

Det er ikke blot et sundt princip, men faktisk en meget konkret forpligtelse, der går på tværs af politiske opfattelser ved at være en endog meget klart formuleret opgave under Biodiversitetskonventionen: Negative incitamenter for natur skal erstattes af positive. For eksempel kunne §3 arealet indgå i arealforpligtelsen med et forbud mod at gødske i selve §3 området. 

Lyt ikke til landbruget alene
Det er også et problem, at ministeren helt ukritisk lytter til landbrugets påstande om, at vi har en stærkere regulering af landbruget i Danmark end i resten af EU. Det er nemlig ikke rigtigt. 

Vandrammedirektivet, og dermed mål og forpligtelser for vores vandmiljø, er det samme for alle EU-landene. Men udgangspunkterne er naturligvis forskellige, og vi har friheden til at vælge virkemidlerne. Danmark er et af de lande med flest fjorde og lavvandede havområder i forhold til landareal. Derfor skal vi gøre mere for at holde udledningen af gødningsstoffer nede for at sikre vandmiljøet. Det er ikke raketvidenskab.  

Også landbrugets påstande om utålelige forhold for landbruget i Danmark klinger lidt hult i sammenhæng med, at selvsamme landbrug bekymrer sig over, at stadig flere landbrug opkøbes af udlændinge. 

Så jo, minister, det er faktisk som at tisse i bukserne at lade landmændene ødelægge mere af den beskyttede natur med gødning og sprøjtning frem for at gøre det attraktivt at huse den. For der bliver længere vej til målet om mere og bedre natur. 

Og man kan ikke løse hverken landbrugets problemer eller naturens ved blot hovedløst at lempe reguleringerne af landbruget generelt. Slet ikke på baggrund af myter.