Debat

Skovbrug giver overskud

REPLIK: Det er ikke korrekt, når Verdens Skove anklager miljøministeren for at afgive mangelfulde svar til Folketinget om økonomien i statslig skovdrift. Det giver nemlig overskud. Det skriver miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

Skovdriften gav i 2013 et overskud. Det skriver miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
Skovdriften gav i 2013 et overskud. Det skriver miljøminister Kirsten Brosbøl (S).Foto: Claus Bjørn Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kirsten Brosbøl (S)
Miljøminister

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til: [email protected]

Verdens Skove er 14/11 ude med en hård kritik af både mig og mit embedsværk. De har læst Jesper Tynells nye bog ’Mørkelygten’ og bruger nu nogle af bogens anonyme udsagn om, hvordan embedsværket selv doserer sandheden til at konkludere, at Naturstyrelsen og jeg har givet mangelfulde svar om skovdriften.

Der er ikke holdt noget skjult i det svar til Folketinget, jeg i august bad Naturstyrelsen om bidrag til at besvare. Der står meget klart, at skovdriften i 2013 gav en nettoindtægt på cirka 100 millioner kroner. Længere nede i svaret fremgår det også helt klart, at der ikke er medtaget udgifter til administration, afskrivning og ejendomsskatter.

Som jeg ser det, er det ikke noget, der bliver ’indrømmet’, som Verdens Skove skriver, det er åbent og ærligt at fortælle, hvad der ligger bag tallet. En del af omkostningerne inden for de cirka 100 millioner kroner ville i øvrigt skulle afholdes, uanset om der var skovdrift eller ej. Det gælder eksempelvis udgifter til rydning af væltede træer ved veje og naboer og vedligeholdelse af veje og grøfter, så skovene er farbare for gæster. Alt i alt et tocifret millionbeløb.

Skovdrift giver overskud
Verdens Skove prøver at skabe en opfattelse af, at skovdriften giver et kæmpe underskud ved at nævne Naturstyrelsens fællesudgifter på 446 millioner kroner. Det er et forkert billede.

Fællesudgifterne dækker langt mere end udgifterne til at drive Naturstyrelsens skovbrug. De går blandt andet til vandovervågning, naturpleje, naturformidling og styrelsens myndighedsopgaver. Det korte af det lange er, at skovdriften ikke giver underskud.

Heller ikke, hvis man fraregner ejendomsskatter, afskrivninger samt administrative omkostninger til skovdrift og stabsfunktioner. Der er stadig overskud. Pengene bliver brugt til naturprojekter, friluftsliv og meget mere. Ting, som ville blive sværere at finansiere, hvis man ophørte med at producere træ.

Verdens Skove prøver at skabe en opfattelse af, at skovdriften giver et kæmpe underskud ved at nævne Naturstyrelsens fællesudgifter på 446 millioner kroner. Det er et forkert billede.

Kirsten Brosbøl (S)
Miljøminister

Jeg er godt klar over, at nogle mener, vi skal ophøre med at producere træ og udlægge alle statslige skove til urørt skov. Det er ikke en holdning, jeg deler. Skovene skal være for alle og tilgodese både dyr, planter, mountainbikere, spejdere, børnefamilier og mange flere. Det kan vi blandt andet gøre med penge fra skovdriften, og det vil vi fortsat gøre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kirsten Brosbøl

Bestyrelsesformand, Danmarks Klimaskovfond, direktør og stifter, 2030beyond, medlem, 2030-panelet, forperson, Det Politiske Akademi
master i freds- og konfliktstudier (Sussex Uni. 2003), cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2005)

0:000:00