Debat

Sportsfiskere: Ådalene skal tilbage til naturen

DEBAT: Grødeskæring, opgravning og regulering af vandløb medfører et dårligt vandløbsmiljø. I stedet bør man genindføre driftsformer, hvor periodevise oversvømmelser og nedbørshændelser er en fordel for landmanden, skriver Danmarks Sportsfiskerforbund.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Verner W. Hansen
Formand for Danmarks Sportfiskerforbund

Gennem de senere år har der været stigende problemer med, at landbruget får mere vand på deres marker i de vandløbsnære områder, og at byerne udsættes for store oversvømmelser i forbindelse med hyppigere, ekstreme nedbørshændelser som følge af klimaforandringerne.

Det betyder, at de danske vandløb fremover skal kunne håndtere kraftige skybrud og øgede vandmængder samtidig med, at vi sikrer gode naturforhold i og omkring vores vandløb, som vi blandt andet er forpligtet til i henhold til EU’s natur- og miljøbeskyttelsesdirektiver.

Hårdhændet vedligeholdelse er ikke svaret
I dele af debatten om, hvordan vi skal håndtere disse udfordringer, har der især fra landbrugets side været fokuseret på, at vandløbene skal graves bredere og dybere, og at grødeskæringen i vandløbene skal intensiveres. Men svaret på udfordringerne i forhold til afvandingsproblemerne og klimaudfordringerne er ikke en tilbagevenden til tidligere tiders reguleringer og hårdhændet vedligeholdelse af vandløbene. Det vil for det første ikke løse afvandingsproblemerne, og for det andet vil det medføre store forringelser af naturforholdene i vandløbene.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Ser man på vandløbene om vinteren, er grøden som regel visnet. Alligevel er det på denne tid af året helt almindeligt med vand i terrænet. Så selv en total fjernelse af grøden giver ingen garanti mod vand på markerne. Hårdhændet vedligeholdelse i form af grødeskæring, opgravning og regulering af vandløb medfører derimod et dårligt og ustabilt vandløbsmiljø med en forringet natur til følge. Hyppig grødeskæring favoriserer endvidere plantearter, som har en hurtig genvækst og stor stuvningseffekt. Det gør mere grødeskæring nødvendig for at opretholde vandføringsevnen, og så starter en ond spiral. Det er altså både en dyr og dårlig løsning.

Naturligt tempo
Med hensyn til afvanding har vandløbenes grand old man, ferskvandsbiolog Bent Lauge Madsen, ofte fremhævet, at vandløbene er underkastet naturlovene, og at vi derfor skal arbejde med og ikke mod disse. Det betyder, at vandløbene skal aflede vand på deres egen måde i et naturligt tempo og med de vandløbsnære arealer som buffer. Så ved store vandmængder handler det ikke om at få vandet hurtigt væk fra de øvre dele af vandløbssystemerne med den konsekvens, at byerne der oftest ligger ved vandløbssystemernes udmunding i havet oversvømmes. Det handler om at tilbageholde vandet.

Vandløbene skal aflede vand på deres egen måde, i et naturligt tempo og med de vandløbsnære arealer som buffer.

Verner W. Hansen
Formand for Danmarks Sportfiskerforbund

Svaret på de fremtidige udfordringer i forhold til vandløbsforvaltningen er derimod, at der skal arbejdes med helhedsorienterede løsninger, hvor afvanding, naturbeskyttelse og klimaudfordringer tænkes sammen. Mange vandløbsnære arealer er med tiden blevet uegnet til intensiv landbrugsdrift. Dette kan ikke begrundes i, at der falder 2,6 millimeter mere nedbør i gennemsnit pr. måned. Det skyldes flere andre forhold, blandt andet at mange vandløbsnære jorde har sat sig som følge af dræning, samt at flere dræn er slidte og ødelagte. Det betyder, at den intensive dyrkning af vandløbsnære arealer er usikker for et stigende antal landmænd.

Oversvømmelser kan blive fordel
Samfundsmæssigt vil det derfor være en god løsning at ekstensivere den landbrugsmæssige drift på de vandløbsnære arealer, der ikke længere er dyrkningssikre. I stedet bør der genindføres tidligere tiders driftsformer, hvor periodevise oversvømmelser af engene i vinterperioden og ved større nedbørshændelser var helt naturlige og en fordel for landmanden. Det vil være løsninger, der medfører flere fordele:

  • De å-nære arealer kan indgå som buffer til ”vandparkering”
  • Næringsstoffer fjernes
  • CO2-udledning begrænses
  • Vandløbene sikres en variation, hvor grødeskæring kan udelades eller begrænses til et minimum
  • En rigere og mere varieret natur i vandløb og ådale

Det er i den forbindelse positivt, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) nu har nedsat et ekspertudvalg med henblik på at afdække udfordringerne i og omkring vandløbene og pege på løsninger, der fremadrettet kan håndtere klimaudfordringerne, sikre en tilstrækkelig afvanding af land og by og samtidig overholde forpligtelserne til natur- og miljøbeskyttelse efter EU-direktiverne.

Men desværre er der i kommissoriet for udvalgets arbejde tendenser til, at afvandingshensynene har fået mere vægt end naturhensynene. Det kommer også til udtryk i ekspertudvalgets sammensætning, hvor der er mange kompetente eksperter med hensyn til afvandingsforhold, mens vi savner 2-3 yderligere eksperter med kompetencer i forhold til vandløbenes fiskebestande samt anden flora og fauna. Det vil vi opfordre ministeren til at råde bod på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Verner Wismar Hansen

Forbundsformand, Danmarks Sportsfiskerforbund
socialrådgiver

0:000:00