Kommentar af 
Steen Gade

Steen Gade: En uskyldig flytning af 40-50 stillinger?

KLUMME: Regeringens flytning af 40-50 stillinger handler tilsyneladende om at undgå langsigtet, videnskabeligt funderet og internationalt sikret miljøpolitik på vandområdet, skriver Steen Gade.

Foto: Colourbox
Steen Gade
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”40 -50 årsværk skal flyttes fra Miljøstyrelsen til departementet for at styrke rådgivningen om EU’s vand-og naturdirektiver og afvejningen i forhold til andre interesser i samfundet.”

Sådan skrev miljø – og fødevareministeriets departementschef 22. maj om endnu en brik i den nuværende regerings omfattende nedprioritering af dansk indsats på miljøområdet, når miljøhensyn og snævre erhvervsinteresser for landbrug og fiskeri møder miljøhensyn.

Egentlig lå det jo klart i en fælles kronik allerede før sidste valg, at det flertal, vi har i dag, var indstillet på rulle indsatsen tilbage. Det oplevede vi så med ”gyllegate” og Eva Kjær Hansens tilbagetræden, hvor de konservative lidt sent opdagede, hvad der var sat i gang.

Svækkelserne er fortsat af hendes afløser, Esben Lunde Larsen blandt andet med tilladelserne til havbrug uden klare krav og dokumentation for kompenserende miljøtiltag.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Flytningen af 40-50 embedsmænd kan med den ganske tydelige melding fra departementschefen kun ses i en sådan sammenhæng, og på toppen af en lang række svækkelser af miljøsiden i ministeriet, der startede allerede med sammenlægningen af fødevareministeriet og miljøministeriet.

I den slags situationer er det den del med de største økonomiske og politiske muskler – her så åbenlyst fødevareministeriet -, der bliver stærkest. Især fordi meget store områder jo ved samme lejlighed blev flyttet bort fra miljøministeriet. Planlægning til erhvervsministeriet og store områder som affald og vand til energiministeriet. Dertil kom massiv udflytning, der under alle omstændigheder fører til svækkelse, mens udflytningen står på. 

Danmark har jo forpligtet sig på denne langsigtede miljøindsats sammen med de øvrige EU-lande, så vore vandløb, søer og kystnære farvande skal have god økologisk standard i år 2027.

Steen Gade
Formand, Nyt Europa

Og nu – inden den første september – skal de folk, der fagligt er sat til at sikre EU’s langsigtede politikker på natur og vandområdet så tættere på ministeren for bedre at sikre denne såkaldte afvejning mellem miljøhensyn og andre interesser. 

Og her ved vi jo allerede, hvordan regeringen opfatter de andre interesser i samfundet. I forhold til vandrammedirektivet valgte regeringen under spin-overskrifter som stop overimplementering af EU-lovgivning jo i stedet at underimplementere, men heldigvis kom EU-kommissionen efter regeringen og krævede klare forbedringer.

Danmark har jo forpligtet sig på denne langsigtede miljøindsats sammen med de øvrige EU-lande, så vore vandløb, søer og kystnære farvande skal have god økologisk standard i år 2027. Vedtaget i år 2000. Så kom ikke og sig, at det er en overraskelse.

Fra 2021 til 2027 skal Danmark derfor reducere med yderligere 6200 tons kvælstof for at leve op til aftalen. Er det den forpligtelse, alle eksperterne fra miljøstyrelsen skal bruges til at modarbejde? Eller er det i stedet spørgsmålet om EU’s havstrategi? 

Nok begge dele, for de to ting hænger jo sammen, om end for regeringen på en besynderlig måde. Vandrammedirektivet dækker de kystnære farvande, mens havstrategien dækker resten af det åbne hav.

For de kystnære farvande findes der faste regler og langsigtet politik, blandt andet formuleret i vandrammedirektivet. På havet er man derimod endnu ikke kommet nær så langt, men er netop nu i fuld gang med at diskutere udfyldning af den eksisterende løsere strategi.

Det er virkeligt afslørende at se på, hvordan regeringen håndterer de 2 problemstillinger, der jo burde ses og håndteres i den sammenhæng, de udgør i virkeligheden, og som man også gjorde indtil regeringsskiftet. Men nej. På alle måder arbejder regeringen for ikke at få indført de kvantitative målsætninger, vi kender fra vandrammedirektivet i havstrategien. Altså ikke noget, der skal måles videnskabeligt som tal for iltindhold, kvælstof, fosfor, alger, havbundskvalitet, biodiversitet og så videre.

Det skal blot være prosatekster med løsere og bredere formuleringer, så den danske regering selv kan bestemme, hvor stort det miljømæssige råderum for yderligere forurening vil være på havet, og om det derfor er nødvendigt med kompenserende foranstaltninger. På den måde vil man også kunne undgå eventuelle domme ved EU-domstolen, som vi kender det i forhold til vandrammedirektivet.

Populært sagt vil en dansk regering selv have lov til at tage stilling til – uden målinger og uden gennemsigtighed – hvor meget mere forurening havet kan tåle. 

En helt ny politisk linje, der fuldstændigt bryder med mange års dansk forhandlingslinje, og som isolerer Danmark i forhold til de andre lande i EU og i samarbejdet i Helcom, der omfatter alle Østersølandene.  

Alt tyder på, at det i meget høj grad bliver det kommende slag om havstrategien, som de 40–50 mand skal kæmpe for at vinde for regeringen. Her er planen i EU netop, at der skal laves kvantitative mål ligesom i vandrammedirektivet. Netop det regeringen modarbejder, og som både er sund fornuft og helt nødvendigt af hensyn til miljøet.

Det kræver en uendelighed af argumenter og organiseret benspænd i forhandlingsrummene. Og 40–50 mand kan producere rigtig mange argumenter. Ifølge Esben Lunde Larsens svar til Folketingets miljøudvalg, er mailudvekslingen om havstrategien mellem danske embedsmænd og EU-kommissionen allerede oppe på næsten 700 sider, alene i 2016.

Denne gang handler det åbenbart for regeringen om at undgå langsigtet, videnskabeligt funderet og internationalt sikret miljøpolitik på vandområdet. Så det er selvfølgelig ikke flytningen i sig selv, og det gælder forhåbentlig ikke alle stillingerne, men netop sammenhængen, der bør få advarselslamperne til for alvor at lyse.

Meldingen var jo klar: ”40-50 stillinger flyttes fra miljøstyrelsen til departementet for at styrke rådgivningen om EU’s vand – og naturdirektiver og afvejningen i forhold til andre interesser i samfundet.”.

...

Steen Gade bidrager til klummen 'Grønne linjer' i Altinget. Steen Gade har været aktiv i miljø- og klimakampen gennem 35 år som politiker (SF) og som direktør i Miljøstyrelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00