Større biodiversitet kræver nytænkning

Af Stine Tuxen
Talsperson for dansk natur i Verdens Skove

Peter Illsøe, vicedirektør i Naturstyrelsen, mener, at min kritik af Naturstyrelsens rolle som både træproducent og naturbeskytter er urimelig. Men allerede i sin indledning får han fremhævet et af de helt store problemer ved Naturstyrelsens uheldige dobbeltrolle:

Illsøe skriver, at styrelsens skovdrift giver et årligt overskud på 100 millioner kroner, som blandt andet bidrager til styrelsens indsats for biodiversiteten. Tømmerproduktionen er åbenbart en nødvendighed for at have midler til at redde naturen. Men dette er yderst uheldigt set i lyset af, at tømmerproduktionen er den største trussel mod vores skovlevende arter i dag, ifølge den førende forskning i biodiversitet. Dermed siger Illsøe, at Naturstyrelsen er nødt til at skade biodiversiteten først - for så at få penge til at gøre en indsats for at redde selvsamme biodiversitet bagefter. De penge er bedre brugt på slet ikke at fælde træerne i første omgang, og det er en ren molbohistorie at ødelægge levestederne for vores skovlevende arter for at få råd til at genopbygge arternes levesteder.

Man bør derfor fra politisk side tænke nyt og finde en helt anden løsning på at skaffe midler til at få mere biodiversitet.

Illsøe siger, at Naturstyrelsen har gjort mange tiltag for at forene natur og tømmerproduktion. Problemet er, at indsatsen for biodiversitet ikke er god nok.

Vores politikere har indgået en aftale i EU om at stoppe tilbagegangen af vores biodiversitet inden 2020.

Vi taler altså ikke blot om at forene natur og tømmerproduktion, vi taler om at forene dem på en sådan måde, at vi når vores 2020-mål.

Fokus på skove 
Al forskning op til nu peger entydigt på, at vi ikke når vores 2020-mål med den nuværende forvaltning af vores skove. Det er derfor nødvendigt at tænke i andre baner!

Urørt skov og græsningsskov er de to mest omkostningseffektive redskaber til at gavne biodiversiteten og derfor også de to redskaber, der bør prioriteres højest i fremtidens naturforvaltning. Naturstyrelsen har udlagt urørt skov og græsningsskov, som Peter Illsøe fremhæver, men det er nødvendigt at udlægge store sammenhængende områder. At udlægge små klatter hist og pist rykker næsten ingenting.

Hvis vi skal leve op til vores aftale, skal vi stoppe tilbagegangen af vores biodiversitet ved at gennemføre en plan, der indebærer udlægning af store, sammenhængende skovarealer med græsning og uden tømmerproduktion. Hvis områderne får en størrelse, hvor de græssende dyr kan klare sig på naturens præmisser, vil både plejen og dyreholdet være billigere, sammenlignet med at udlægge flere mindre områder.

De penge, der går tabt ved ikke at fælde træerne i området, kan passende blive trukket fra det overskud på 100 millioner, som Naturstyrelsens skal levere. På den måde bruges pengene på biodiversitet, uden at man behøver at fælde træerne først.

Se på jagten 
Derudover kan styrelsen hente flere penge hjem ved at udleje en del af den jagt, som hidtil har været forbeholdt Naturstyrelsen selv. Jagtlejen er en stor indtægt og bør inddrages i, hvordan staten vil finansiere styrelsens naturtiltag. Styrelsen har jagtretten på 101.200 hektar, som kan lejes ud, såfremt der er politisk vilje til det. En gennemgang af de 41 senest indgåede jagtlejekontrakter af de 230 jagtlejekontrakter, som styrelsen ialt har indgået, viser en gennemsnitlig årlig lejeindtægt på 403 kroner pr. hektar og en maks. årlig leje på 782 kroner pr. hektar. Det betyder, at Naturstyrelsen kan hente op imod 403 x 101.200 = 40.783 millioner eller mere hjem på jagt. Jagtlejen kan yderligere stige i rewilding-områder med indførelsen af vildsvin, krondyr og elge.

Der ud over må det være muligt for styrelsen at profitere på de årligt 110 mill. besøgende i de danske skove. Tømmerproduktion er altså ikke den eneste indtægtsmulighed, og Verdens Skove accepterer derfor ikke præmissen om, at tømmerhugst er en forudsætning for naturindsatsen.

Ved at opdele statens skove i produktionsarealer og naturarealer kan vi for alvor rykke på naturfronten. Dermed ikke sagt, at produktionsskovene skal forvaltes med den helt gamle plantagemetode, som Illsøe sætter op som skræmmebilledet. Produktionsskovene kan fortsat forvaltes med naturnære driftsformer.

Ved at opdele skovene i naturskove og produktionsskove vil Danmark nå et af de vigtigste skridt for at opnå 2020-målene og redde skovenes biodiversitet. Om Naturstyrelsen som følge af arealopdelingen vil deles op i to underafdelinger, er dybest set sekundært. Det vigtigste er, at arealerne deles op, og at naturplejen ikke bruges som alibi for at fortsætte produktionen.