Debat

Tænk Kemi: Kære Folketing. Sæt forbrugerne først

DEBAT: Forbrugerrådet Tænk Kemi giver forbrugerne mulighed for at træffe et oplyst valg og undgå skadelig kemi. Uden fremtidig støtte til projektet står de magtesløse tilbage, og det må ikke ske, skriver rådets formand, Anja Philip.

Fratag ikke forbrugerne deres mulighed for at handle og træffe et oplyst valg. Sådan lyder budskabet til Folketinget fra Forbrugerrådet Tænk Kemis formand, Anja Philip.
Fratag ikke forbrugerne deres mulighed for at handle og træffe et oplyst valg. Sådan lyder budskabet til Folketinget fra Forbrugerrådet Tænk Kemis formand, Anja Philip.
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anja Philip
Formand for Forbrugerrådet Tænk

”Kære folketingsmedlemmer, uanset parti: Tænk over det. Jeg håber, at forslaget om at fratage Forbrugerrådet Tænk Kemi støtten bliver taget af bordet. Det er ikke et stort beløb i den samlede samfundshusholdning, men pengene gør god fyldest hos Forbrugerrådet Tænk Kemi og er med til at hjælpe mange mennesker.”

Ordene er fra en e-mail sendt til Folketingets miljøordførere. Afsenderen er en almindelig forbruger, der på grund af sin allergi skriver, at hun har haft særligt stor glæde af Forbrugerrådet Tænk Kemis arbejde.

I sin mail redegør hun for, hvordan Forbrugerrådet Tænk Kemi har hjulpet hendes familie med at tjekke produkter for indholdsstoffer, som de ikke kan tåle.

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Hun er langtfra den eneste forbruger, som har støttet indsatsen. Faktisk er det strømmet ind med støtteerklæringer, efter at regeringen fremlagde et finanslovsforslag uden midler til Forbrugerrådet Tænk Kemi.  

De magtesløse fik en mulighed
Støtten kommer fra forbrugere, der ønsker fortsat at have adgang til lettilgængelig viden om kemien i de produkter, som de køber til dem selv eller deres børn. 

Det afgørende for os er, at forbrugerperspektivet er i centrum. Kommunikationen af Forbrugerrådet Tænk Kemis test-arbejde skal gøre det nemt for forbrugerne at træffe et godt valg.

Anja Philip
Formand for Forbrugerrådet Tænk Kemi

Ord som uundværlig og uerstattelig går igen i forbrugernes henvendelser til os.

Jeg tror, at de stærke reaktioner blandt andet skyldes, at danske forbrugere pludselig har opdaget, at de har fået mulighed for at handle i forhold til de kemiske stoffer, som forskere og myndigheder igen og igen har advaret imod på grund af allergirisiko, hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende effekter.

Indtil nu har mange med god grund følt sig magtesløse over for de mange uønskede stoffer omkring os, som forskere og myndigheder advarer imod. Men med produkt-test, rådgivning og app’en Kemiluppen fra Forbrugerrådet Tænk Kemi har forbrugerne fået en mulighed for at minimere deres egen og deres børns udsættelse for en lang række mistænkt hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer i hverdagen. 

Stoffer, som de for blot et par år siden kun kunne undgå, hvis de for eksempel søgte aktindsigt i myndighedernes kontroller, håbede på et svar fra producenten om kandidatlistestoffer eller gik efter miljømærkerne, der desværre langt fra findes på alle produktkategorier.

Forbrugerne i centrum
Jeg har stor respekt for både Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsens kamp for bedre regulering på EU-niveau. Den er helt afgørende for fremtiden. 

Men mens vi venter, kan Forbrugerrådet Tænk Kemi ikke erstattes af styrelser, der ikke kan give produktnær information.

Der har været megen debat om Forbrugerrådet Tænk Kemi, mest om kommunikationen i kemi-appen, der foregår med en klassisk rød-gul-grøn-skala. Skal mistænkte hormonforstyrrende stoffer for eksempel have en rød bedømmelse, og skal planteekstrakter, der kan være allergifremkaldende, have en gul bedømmelse?

Vi går gerne i dialog om muligheden for at videreudvikle de produktmarkeringer, vi bruger i dag, eksempelvis i form af en smiley-ordning eller en anden symbolik, der er nem og entydig at afkode for forbrugerne. 

Det afgørende for os er, at forbrugerperspektivet er i centrum. Kommunikationen af Forbrugerrådet Tænk Kemis test-arbejde skal gøre det nemt for forbrugerne at træffe et godt valg.

Kemien venter ikke på EU
Siden Forbrugerrådet Tænk Kemi slog dørene op for knap to år siden til test og rådgivning, har 842.000 unikke brugere i skrivende stund besøgt hjemmesiden og fundet 49 test, gode råd og vejledning til at undgå mistænkte hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og allergifremkaldende stoffer.

Næsten 150.000 forbrugere har downloadet app’en Kemiluppen til deres telefon og brugt den til at tjekke produkter mere end 2,6 millioner gange. App’en er nu nomineret til Nordisk Råds miljøpris 2016. 

Miljø- og fødevareministeren arbejder i øjeblikket på at få en række ftalater og flammehæmmere forbudt, så de for eksempel ikke længere findes på vores børns værelser. 

Men kemikalierne findes derude nu og i mange forbrugerprodukter på hylderne, og de er allerede nu problematiske, ikke først når EU-lovgivningen træder i kraft om en længere årrække.

Derfor kære folketingsmedlemmer: Fratag ikke forbrugerne deres mulighed for at handle og træffe et oplyst valg.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anja Philip

Formand, Forbrugerrådet Tænk, medlem, 2030-panelet
cand.scient. cellebiologi (Københavns Uni. 1991), ledelsesfag DOL

0:000:00