En biodiversitetslov vil få klimakrisen og biodiversitetskrisen ind på samme lystavle

Det er let at finde citater, der forklarer, at vi står overfor to lige så store kriser, at de bør løses i sammenhæng, samt at forbedringer af biodiversiteten også medvirker til at løse klimakrisen.

Præsidenten for EU-Kommissionen sagde det ved lanceringens af Kommissionens ambitiøse biodiversitetsstrategi i maj for et år siden på denne måde: "At skabe en sund natur igen er nøglen til vores fysiske og mentale velvære, og det er en allieret i kampen mod klimaændringer og udbrud af sygdomme".

Miljøminister Lea Wermelin (S) skriver på sin hjemmeside: "Klimakrisen og biodiversitetskrisen hænger uløseligt sammen, så at stoppe det globale tab af biodiversitet er afgørende for også at kunne bremse klimaforandringerne".

Mange andre citater vil kunne stables op, herunder et par af mine miljøklummer i de sidste år. Men citater er jo ikke nok. Realiteten er, at der er langt større fokus på klimaændringerne, og desværre i praksis alt for lidt forståelse for, at forbedringer af biodiversiteten er af afgørende betydning for klimaet. Vi er simpelthen kommet bagud, når det gælder biodiversitet. Både i Danmark, i EU og globalt.

Men det næste halve år får vi for alvor chancen for at bringe biodiversitet på dagsordenen.

FN's 15. møde (COP 15) i biodiversitetskonventionen fra Rio-topmødet i 1992 er netop blevet fastlagt til 15. til 28. oktober i Kunming i Kina.

Her er ambitionen at vedtage biodiversitetens "Paris-erklæring" med forpligtende mål for alle FN's medlemslande for udviklingen frem mod 2030 og 2050.

Det handler om at kopiere, hvad vi har fået gennemført på klimaområdet. Altså en biodiversitetslov med bindende mål for biodiversitet, natur og arealforvaltning, et stærkt biodiversitetsråd og et årshjul for Folketingets løbende indsats

Steen Gade
Kommentarskribent

Baggrunden er som bekendt miserabel – som det er på klimaområdet. Nemlig at vi nu i to årtier har haft brede politiske mål om at standse tilbagegangen, samtidig med at forringelserne i stedet har vokset sig større og større. Der har manglet politisk vilje.

Derfor er der behov for at lave en parallel til FN's klimaaftale fra 2015. En juridisk bindende aftale samt nationale mål, der indrapporteres, måles og vurderes på samme måde, som vi nu kender det på klima.

Vi snakker altså ikke om den ideelle model, for det har vi endnu ikke på klimaområdet, men vi taler om en model, der vil give et betydeligt globalt skridt fremad.

I Danmark handler det på samme måde om at kopiere, hvad vi har fået gennemført på klimaområdet. Altså en biodiversitetslov med bindende mål for biodiversitet, natur og arealforvaltning.

Med et stærkt biodiversitetsråd, ligesom vi nu kender det på klimaområdet, og med et årshjul for Folketingets løbende indsats. Hvis Folketinget vil tage det lige så alvorligt, som på klimaområdet, vil vi om kort tid kunne føre en helt anden kvalificeret debat om biodiversitet.

For vi har uden stor medieopmærksomhed i de sidste måneder set styrken i den klimalov – version to – som blev vedtaget i 2020. Nok det mest bindende, man kan forestille sig i dansk retstradition.

Nogle gange er det tilsyneladende små – og måske næsten underspillede – forslag i Folketinget, der viser en lovs styrke. Her var det vedtagelsen 10. marts af V 83 "om at nå målene i klimaloven".

Et enigt Folketing afviste, at regeringen havde "anskueliggjort", at den med det fremlagte kan levere reduktionsmålet på 70 procent CO2e i 2030 og pålagde regeringen at gå hjem, forbedre planerne og komme med nye forslag. Om igen, kunne man sige.

Man skal nok også se regeringens aftale med støttepartierne om et indikativt reduktionsmål for 2025 på mellem 50 og 54 procent i det lys. Ideen om at vente og se, om man kan nå det i sidste øjeblik (den såkaldte hockeystav), er blevet kraftigt svækket.

Klimaloven kan faktisk levere, når Folketinget følger op som forudset. Derfor er det så vigtigt at kopiere alle elementerne, når Folketinget skal lave ny biodiversitetslovgivning. Ikke løse hensigter.

En biodiversitetslov løser selvfølgelig ikke alt som netop illustreret, når det gælder de 30 procent. Men det er og bliver nøglen til at få både klimakrisen og biodiversitetskrisen ind på samme lystavle

Steen Gade
Kommentarskribent

Det bedste vil være et lovforslag fra regeringen, straks når Folketinget åbner i oktober og lige op til FN's biodiversitetskonference senere i oktober.

Derfor håber jeg, at Københavns gader op til Folketingets åbning vil kunne genlyde af ivrige stemmer, der nu kræver: "Biodiversitetslov nu, biodiversitetslov nu" på samme melodi, som det før sidste valg lød: "Klimalov nu, klimalov nu".

EU-samarbejdet vil kunne hjælpe os på vej, fordi presset fra "The Green Deal" kan blive stort. 30 procent af landarealet og 30 procent af havarealet skal beskyttes inden 2030, heraf ti procent stærkt beskyttes.

Dertil kommer stop for nedgang i antal bestøvere, restaurering af 25.000 kilometer floder til frit flydende løb, 50 procent reduktion af brug og risici ved pesticider, nyplantning af 3.000.000.000 træer for blot at nævne nogle af målene, der skal udmøntes i den kommende tid.

Men her har den danske regering desværre valgt at argumentere hårdt for, at de 30 procent af landarealet til natur ikke skal fordeles direkte på de enkelte lande, men at de 30 procent skal ses samlet for EU, der nu allerede har 26 procent ifølge regeringen.

Det går ikke, hvis Danmark skal leve op til regeringens rigtige tanker om at kopiere Parisaftalen.

For selv om en øgning fra cirka ti procent i dag til 30 procent i 2030 lyder nærmest uoverkommeligt, så går det ikke at tale sig ud af, at Danmarks naturtilstand ifølge rapporterne fra Det Europæiske Miljøagentur er den næst ringeste i EU. Og vi er jo også nummer to på listen over lande i verden, når det gælder procent opdyrket areal.

Regeringen argumenterer med, at beskyttelsen skal ske, hvor det gør størst forskel for naturen og mener dermed, at det gør størst forskel i andre lande.

Jeg er tilbøjelig til at mene, at det vil gøre størst forskel hos os selv, men under alle omstændigheder bør vi naturligvis tage vores fair del, ellers bliver det jo ligesom de der argumenterer for, at vi ikke skal tage vores del af klimaindsatsen, fordi det har større effekt i udviklingslande. Et argument, som vi i Danmark normalt afviser hårdt.

En biodiversitetslov løser selvfølgelig ikke alt som netop illustreret, når det gælder de 30 procent. Men det er og bliver nøglen til at få både klimakrisen og biodiversitetskrisen ind på samme lystavle, så de kan løses i sammenhæng.