Vindmølleforening: Fake news og valgkamp spænder ben for møller

KRITIK: Danmarks Vindmølleforening retter en kras kritik af flere kommuner. De tager ikke ansvar for den grønne omstilling, lyder kritikken. Usagligt og voldsomt arrogant, svarer borgmestre.

”Al respekt for det kommunale selvstyre, men lige nu oplever
vi en decideret kortslutning af demokratiske processer omkring planlægning for
vindmøller," siger direktøren i&nbsp;Danmarks<span>&nbsp;Vindmølleforening.<br>
</span>
”Al respekt for det kommunale selvstyre, men lige nu oplever vi en decideret kortslutning af demokratiske processer omkring planlægning for vindmøller," siger direktøren i Danmarks Vindmølleforening.
Foto: Colourbox
Tyson W. Lyall

Et højrøstet og skingert mindretal, som spreder falske nyheder.

Det er ifølge Danmarks Vindmølleforening, hvad der møder foreningen, når der skal rejses vindmøller i kommunerne.

Foreningens direktør Christian Kjær retter derfor en voldsom kritik af landets lokalpolitikere. I en tid, hvor kommunalvalget nærmer sig, ryger de grønne hensyn ud ad vinduet, lyder kritikken.

”Al respekt for det kommunale selvstyre, men lige nu oplever vi en decideret kortslutning af demokratiske processer omkring planlægning for vindmøller,” skriver han på foreningens hjemmeside 15. marts og uddyber efterfølgende over for Altinget:

Der findes en del misinformation og falske nyheder på området. Det er blevet værre. Det kommende kommunalvalg spiller formentlig ind

Christian Kjær
Direktør, Danmarks Vindmølleforening

”Christiansborg sætter nogle overordnede mål, som kommunerne skal implementere. Vores problem er, at kommunalpolitikere i stigende grad stopper vindmølleprojekter uden at høre befolkningen og uden at have saglige grundlag for at gøre det.”

Fake news og kommunalvalg
Christian Kjær begrunder sin kritik i aktuelle sager fra Tønder, Esbjerg og Viborg, hvor kommunerne har stoppet vindmølleprojekter.

De er totalt ligeglade med, hvad de der dumme bønder ude i Tønder mener. Sådan opfatter jeg Christian Kjær. Det er en voldsom arrogance, han lægger for dagen. Det kommer man ikke langt med ude i vores område

Henrik Frandsen
Borgmester, Tønder

I Tønder forklarede et byrådsmedlem ifølge vindmølledirektøren sin modstand med, at møllerne medvirker til celleforandringer.

Eksemplet illustrerer en type misinformation, som Christian Kjær oplever er med til at spænde ben for vindmøllerne.

”Man kan stort set slippe afsted med at sige hvad som helst,” siger han og tilføjer:

”Der findes en del misinformation og falske nyheder på området. Det er blevet værre. Det kommende kommunalvalg spiller formentlig ind. Der er en tendens til, at selv byrådsmedlemmer, som egentlig støtter udbygning af vindkraft, føler sig pressede af tonen i debatten.”

Christian Kjær ser i den sammenhæng et demokratisk problem i, at mølleprojekterne ikke når i høring.

”Hvis man ikke engang når til den offentlige høring, så får man ikke en proces, som kan rydde ud i nogle af de mere eller mindre fantasifulde udmeldinger om vindmøllers skadelige virkninger.”

Tønder-borgmester: Ikke nok i det for os
I Tønder stemte den siddende borgmester Henrik Frandsen (V) selv ja til det omtalte mølleprojekt.

Han mener imidlertid, Christian Kjær skyder helt forbi skiven med sin udlægning af virkeligheden.

Den kommunale skepsis skyldes hverken fantasifulde konspirationsteorier eller skingre mindretal, mener Tønder-borgmesteren.

”Der var for lidt i det for kommunen og for mange gener for borgerne,” siger han og udtrykker en generelt skepsis overfor vindmølle-planlægningen i Danmark.

”I min optik duer vores vindmøllemodel ikke. Den forgylder nogle projektmagere, jordejere og husejere, som får solgt deres ejendom til projektet. Til gengæld er der rigtig mange, som må leve med generne efterfølgende, og som stort set kun får pebernødder.”

”I det konkrete tilfælde hos os stod Vattenfall til at score kassen. Det følte flertallet i kommunalbestyrelsen ikke, at Tønder fik nok andel i. Det var ikke værd at blive uvenner med lokalbefolkningen over.”

”Voldsomt arrogant”
Henrik Frandsen mener samtidig, at Christian Kjærs aktuelle kritik illustrerer et sideløbende problem: arrogance og manglende lokalforståelse fra projektmagernes side.

”De må gribe i egen barm. Projektmagerne – og i dette tilfælde Christian Kjær – kører frem som bulldozere. De er totalt ligeglade med, hvad de der dumme bønder ude i Tønder mener. Sådan opfatter jeg Christian Kjær. Det er en voldsom arrogance, han lægger for dagen. Det kommer man ikke langt med ude i vores område,” siger Henrik Frandsen og giver et godt råd til vindmølleforeningen.

”Man kommer langt med lidt ydmyghed og en forståelse for, at der skal være noget til dem, som bor i lokalområdet.”

Viborg: Usagligt
Viborgs borgmester Torsten Nielsen (K) er heller ikke synderligt imponeret over Danmarks Vindmølleforenings retorik.

”Når man kommer fra en brancheforening, så skal man jo varetage sine medlemmers interesser,” siger Torsten Nielsen.

Det er imidlertid den eneste forståelse, han har for kritikken.

”Det er usagligt at påstå, at vi kortslutter den demokratiske proces omkring vindmølleplanlægning. Christian Kjær kunne starte med at tale med os om, hvad der ligger til grund for vores beslutninger,” siger borgmesteren og forklarer:

”Vi lukkede processen, men skyldes alene lavfrekvensstøjen. Så længe vi ikke kan få dokumentation for, at det er uskadeligt, så tror jeg ikke på det.”

Borgmestre: Ikke et skingert mindretal
Modstand mod vindmøller er en velkendt problematik, som Altinget også beskrev sidste uge.

Her handlede det om modstand mod den kystnære havvindmøllepark Vesterhav Syd. Et flertal i byrådet i Ringkøbing-Skjern mener således, at møllerne fylder for meget i ”synsfeltet ved Søndervig og Hvidesande”.

I den konktre sag kom kritikerne dog en postgang for sent, oplyste energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Ifølge Christian Kjær er det et typisk kommunalt mønster, at vindmølleområder først udlægges ”uden større diskussioner”, hvorefter ”balladen” starter, når der for alvor skal tages fat.

”Kommunerne er kommet under pres fra de få stemmer, som taler imod vindmølleprojekterne. De er blevet meget højtrøstede og skingre,” siger han.

Både Henrik Frandsen og Torsten Nielsen afviser dog, at der skulle være tale om et højtrøstet mindretal.

”Han skulle nok have spurgt os, før han udtalte sig. Vores holdning har været den samme hele vejen igennem. Hvis ét eneste menneske bliver sygt af at have en vindmølle for tæt på, så er det aldrig nogensinde noget, jeg vil have i Viborg Kommune,” siger Torsten Nielsen og støttes af Henrik Frandsen.

”Christian Kjær forsøger ligesom alle andre, der vil nedgøre politikere, at sige, at det er fordi, der snart er valg. Det er ikke korrekt. Det handler om, at lokalpolitikere lytter til lokalbefolkningen,” lyder det fra Tønders borgmester.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Kjær

Chief Public Affairs Officer, SuperNode Ltd., Dublin
cand.merc. i International Business (CBS)

Henrik Frandsen

MF og gruppeformand (M), kommunalbestyrelsesmedlem (Tønderlisten), Tønder Kommune
landbruger (1985)

Torsten Nielsen

Byrådsmedlem (K), fhv. borgmester, Viborg Kommune
statsaut. ejendomsmægler

0:000:00