Vismænd: Landmænd skal betale kvælstof-afgift

Det bragte sindene i kog og væltede en minister, da Christiansborg for et år siden diskuterede landbrugets udledning af kvælstof som aldrig før.

Men midt i et offentligt skænderi om regnemetoder og landbrugspakkens miljøkonsekvenser var der imidlertid bred politisk enighed om, at fremtiden skal byde på en mere målrettet regulering af landbruget. Hvor landbrugets udledning af kvælstof i højere grad bliver begrænset, hvor problemet er. 

Står det til landets førende økonomer, skal den nye regulering ske ved at tage fat i afgiftsinstrumentet. Det er en klokkeklar anbefaling i den nye rapport fra vismændene, der blev offentliggjort tirsdag:

”Analysens hovedresultat er, at målrettede afgifter er den reguleringsform, der giver de laveste samfundsøkonomiske omkostninger,” skriver vismændene.

Det betyder bare, at produktionen flytter til andre steder i verden. Og vi vil gerne have mange arbejdspladser i Danmark.

Niels Peter Nørring
Direktør for Miljø, Energi og EU i Landbrug & Fødevarer

Politisk er det en pligtopgave at få landbrugets kvælstofudledning ned. For Danmark skal, som de andre lande i EU, sikre, at der bliver skabt såkaldt ”god økologisk tilstand” i alle søer, vandløb og kystvande. På Christiansborg har man længe drømt om en mere målrettet model, da landbruget længe har været pålagt generel regulering. Uanset hvor stor negativ indflydelse den enkelte landmand har på vandmiljøet.

Ifølge blå bloks Fødevare- og Landbrugspakke skal målrettet regulering frem mod 2021 bidrage til at nedbringe kvælstofudledningen fra landbruget med 3.500 ton. I alt skal der frem mod 2021 reduceres med 6.000 ton. Efter 2021 skal niveauet have et yderligere nøk nedad med omkring 6.000 ton, som skal reduceres frem mod 2027.

Den konkrete model er endnu ikke besluttet, men i Landbrugspakken lægger man op til, at kvælstofindsatsen bliver fordelt på 90 områder (såkaldte vandoplande), hvor der tildeles en udvaskningsret, der er ”ens for alle bedrifter inden for det enkelte område.” Da det ikke ligger fast, tolker vismændene formuleringen i Landbrugspakken sådan, at en landmand får tildelt en form for kvælstof-kvote (via kvælstofnormer) som alle andre landmænd i vandoplandet.

Et enkelt system
Men det er altså ikke den optimale model: Vismændene konkluderer nemlig, at afgifts-modellen samfundsøkonomisk er knap en halv milliard billigere om året end forslaget fra landbrugspakken (se tabel). Afgifter – forstået som en hektarafgift pr. afgrøde – er den økonomisk optimale løsning. Årsagen er, at afgifter både tager højde for landmandens valg af afgrøde, hvor meget kvælstof der ledes fra marken til vandmiljøet (retention), samt hvor stort behovet er for at mindske forureningen i området.

Tabel: Omkostninger ved kvælstofregulering (ved reduktion på 6.000 ton)

Kilde: De Økonomiske Råd, februar 2017

Det kan lyde kompliceret, men ifølge vismændene er det ikke kun den mest økonomisk effektive. Det er også den mest enkle model for landmanden.

”Set fra landmandens synspunkt er det et enkelt system, vi lægger op til. Det lægger ikke begrænsninger på, hvordan den enkelte landmand driver sin gård, herunder hvor meget gødning han bruger,” siger miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen i en pressemeddelelse.

Den normbaserede udvaskningsret kan – ifølge vismændene – ikke målrettes på samme måde som afgifter, uden at det øger kompleksiteten. Og så er risikoen for ulovlig handlen med kvælstof større her end med afgifter.

Hvis man indfører en såkaldt omsættelig udvaskningsret, som kan handles mellem de enkelte landmænd i et vandopland, så er det teoretisk næsten lige så omkostningseffektivt som en afgift. Men vismændene anbefaler alligevel ikke denne model, da effekten er mere usikker.

Landbrugets bundlinje
For den enkelte landmands bundlinje tegner der sig et broget billede af vismændenes anbefalinger. Det koster nemlig landbruget stort set det samme, om man reguleres gennem en afgift eller via normbaserede udvaskningsrettigheder. Begge muligheder koster landbruget omkring en milliard kroner om året ved en reduktion på 6.000 ton kvælstof, hvilket kan sammenlignes med den hidtidige mere generelle regulering, som ville koste knap fem gange så meget.

Men prisen for landbruget kan komme længere ned med afgiftsinstrumentet, påpeger vismændene. For politikerne kan vælge at sende de indkrævede afgifter på 420 millioner kroner tilbage til landbruget. Det vil vismændene dog ikke blande sig i.

”Det er et politisk valg, om man vil tilbageføre provenuet fra de målrettede dyrkningsafgifter til landbruget. Hvis man vælger at tilbageføre provenuet, bør man sikre, at det sker på en måde, der ikke modvirker hensigten med reguleringen,” siger Lars Gårn Hansen i en pressemeddelse.

Landbruget afviser
I landbruget er man langt fra begejstret for vismændenes anbefalinger. Direktør for Miljø, Energi og EU i Landbrug & Fødevarer, Niels Peter Nørring, lægger vægt på, at både afgifter og udvaskningsrettigheder vil begrænse landbrugets produktion.

”Det betyder bare, at produktionen flytter til andre steder i verden. Og vi vil gerne have mange arbejdspladser i Danmark,” siger han.

Han mener, at statsligt finansierede kollektive virkemidler, såsom skovrejsning, vådområder, stenrev og minivådområder, er den rigtige vej at gå, når kvælstofniveauet skal bringes ned.

”Det kan godt være, at det koster mere. Men til gengæld får man en bred vifte af effekter, som eksempelvis også kan gavne biodiversitet og klimaet,” siger Niels Peter Nørring.

Hårdt presset til at vælge mellem afgifter og udvaskningsrettigheder hælder han klart til sidstnævnte:

”Det faglige grundlag i forhold til retention og de enkelte afgrøder er ikke solidt nok til at indføre afgifter,” siger Niels Peter Nørring.