Danske virksomheder foretrækker LED

Når danske virksomheder skal have installeret ny belysning, så foretrækker flere virksomheder LED belysning i stedet for traditionelle lyskilder. Det skriver Energistyrelsen på deres hjemmeside.

I en ny undersøgelse har Energistyrelsen undersøgt virksomheders valg af belysning, og om der er en sammenhæng mellem udbredelsen af LED og virksomhedernes måde at effektivisere deres energiforbrug på. Her er det kommet frem, at virksomhederne, i 2015, i højere grad valgte at installere LED-belysning i forhold til året før. Ifølge undersøgelsen har ca. 60 pct. af danske virksomheder minimum én LED-installation i virksomheden, og heraf er ca. halvdelen blevet installeret i 2015, hvilket svarer til en fordobling i forhold til 2014.

Årsagen til at virksomhederne foretrækker LED fremfor traditionelle lyskilder, skal findes i, at LED-kilder har en længere levetid og giver besparelser på elregningen. Derudover har der siden 2013 eksisteret et ecodesignkrav fra EU, hvilket betyder, at der er krav om, at virksomhederne skal vælge et miljøvenligt design til udstyr, der er beregnet til at blive installeret mellem elnettet og lyskilden. EU's krav har ifølge Energistyrelsen modnet LED-markedet og medført en eksponentiel udvikling i udbredelsen af LED i private danske virksomheder.

Undersøgelsen viste også en sammenhæng mellem virksomhedernes størrelse og udbredelsen af LED-installationer. Det er især de store virksomheder og detailhandlen med større udstillingsarealer, der har taget LED-kilden til sig. Dermed understreger Energistyrelsen, at der stadig er et LED-potentiale hos de mindre virksomheder, som ifølge undersøgelsen har en tendens til at have færre eller ingen LED-installationer i virksomheden.

Undersøgelsen er én blandt en række undersøgelser, som Energisparesekretariatet har gennemført i 2015. Formålet er at afdække udbredelsen af energieffektivisering i danske virksomheder, og belyse hvilke offentlige og private virkemidler, der understøtter denne udvikling. Energisparesekretariatet vil bruge resultaterne fra undersøgelserne i bestræbelserne på at fremme energieffektivisering i erhvervslivet specielt i ikke-energitunge virksomheder, hvor interessen for energibesparelser har vist sig at være sparsom.

Kilde: Energistyrelsen


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget