Affald fra lossepladsen skal genanvendes

Der ligger gamle lossepladser rundt i det ganske land, og under bunkerne af jord kan der gemme sig guldgruber af værdifulde ressourcer som metaller og plast.
Det mener en række firmaer, der er gået sammen om at teste en ny metode til oprensning af lossepladser.

Samtidig vil metoden – kaldet af Landfill Mining - også tage hånd om miljøfarlige stoffer.

- Vi betragter lossepladserne som miner, der bare venter på at blive gravet op og ’upcycklet’ (genbrugt. red), siger René Møller Rosendal, partner i Danish Waste Solutions ApS, til DR Viden.

Tidligere kørte man alt på lossepladsen

Før forbrændingsanlæggene begyndte at tage over fra midten af 1980’erne, kørte kommunerne alt affald på lossepladser. Husholdningsaffaldet blev deponeret sammen med bygge- og anlægsaffaldet.

Men øget fokus på genanvendelse af ressourcer gør, at man i dag gerne vil producere nye produkter med materialer fra gamle.
Samtidig kan der være miljøproblemer forbundet med udsivning af miljøfarlige stoffer til overfladevand og udsivning af metangas (CH4) og kuldioxid (CO2) fra organisk materiale.

Ved hjælp af Landfill Mining graver man jorden op og sender den gennem store sorteringsmaskiner, så man adskiller organisk materiale fra husholdningsaffaldet samt bygge- og anlægsaffald, slagger, metaller og plastik gemt i jorden. Og man vil forsøge at udvinde og genanvende mest muligt af det.
(Kilde: Danmarks Radio)

Klik på dette link for at læse mere om Landfill Mining

Klik på dette link for at læse om en case fra Skanderborg


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget