Om  
Jørn Neergaard Larsen

Arbejdsgruppe skal se på selvstændiges dagpenge

Anbefalinger til et fremtidigt dagpengesystem for selvstændige, honorarlønnede og freelancere er, hvad en netop nedsat arbejdsgruppe skal se på. 

Sara Ridder

En ny arbejdsgruppe, som regeringen netop har nedsat, skal se på om principperne i det nye dagpengesystem, som i efteråret faldt på plads for lønmodtagere, også kan gælde for selvstændige.

”Vi nedsætter en arbejdsgruppe til at fortsætte Dagpengekommissionens arbejde og analysere de særlige udfordringer, der i dag gælder for selvstændige i dagpengesystemet. Vi ønsker, at de bærende principper i det nye dagpengesystem for lønmodtagere i videst muligt omfang også kommer til at gælde for selvstændige,” siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i en pressemeddelelse fra ministeriet.

Arbejdsgruppen skal analysere og komme med anbefalinger til fire temaer, som Dagpengekommissionen lagde op til:

  • Drift af selvstændig virksomhed; definitionen af selvstændig virksomhed, selvstændig bibeskæftigelse og forsikringsstatus.
  • De specifikke og særlige forhold for honorarmodtagere og freelancere.
  • Ophør med selvstændig virksomhed; ledighedskriteriet.
  • Selvstændiges optjening af ret til dagpenge; beskæftigelseskravet og beregning af dagpengesats.

Arbejdsgruppen nedsættes som et embedsmandsudvalg med en følgegruppe, der består af seks repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter. På arbejdstagersiden udpeger LO, FTF og AC hver et medlem til følgegruppen, og på arbejdsgiversiden udpeger DA, KL og Danske Regioner hver et medlem. I embedsmandsudvalget sidder Beskæftigelsesministeriet (formand), Skatteministeriet og Finansministeriet.

Arbejdsgruppen skal afslutte sit arbejde og afrapportere til regeringen i 1. halvår af 2017, og afrapporteringen skal indeholde konkrete anbefalinger til et fremtidigt dagpengesystem for selvstændige, honorarlønnede og freelancere, som samlet skal være provenuneutrale.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Neergaard Larsen

Formand for Metroselskabet, fhv. beskæftigelsesminister (V), fhv. adm. direktør, Dansk Arbejdsgiverforening
cand.jur. (Københavns Uni. 1975)

0:000:00