Om  
Ole Vig Jensen

Dødsfald: Fhv. minister Ole Vig Jensen (R), 79 år

Forhenværende kultur-, undervisnings- og kirkeminister Ole Vig Jensen (R), Holbæk, er død, 79 år gammel. Det fremgår af familiens dødsannonce onsdag.

Rasmus Nielsen

Ole Vig Jensen blev født i Frederikssund i et lærerhjem og blev selv lærer i 1962.

Ole Vig Jensen blev radikalt medlem af Folketinget helt tilbage i 1971, hvor den politiske verden var så meget enklere end i dag. Det lange stræk kom fra 1978 til 1998. Han havde en række tillidsposter, blandt andet som formand for Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg fra 1979 til 1984.

Den underspillede, nydelige, behagelige og bredt respekterede politiker opnåede at blive minister i flere omgange, indtil den daværende partileder, Marianne Jelved, til Ole Vigs store fortrydelse, gjorde det forbi i 1998. Han var da blevet kendt i vide politiske kredse for sin kompromissøgende, men også indflydelsesrige forhandlingsstil.

Den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tegner denne brede sympati blandt politiske modstandere godt, når han siger: "Jeg har altid haft kæmpe respekt for hans engagement i folkeoplysning og folkeskole. Han tog andre end sig selv og sine egne synspunkter alvorligt. En dialogsøgende politiker af "den gamle skole", som jeg vil savne meget."

Ministergerningen indledtes som kulturminister i Schlüter-regeringen fra 1988 til 1990. Derefter blev han undervisningminister i Nyrup-regeringen fra 1993 til 1998, og i årene 1996 til 1998 tillige kirkeminister.

Som undervisningsminister stod Ole Vig i 1993 bag en stor skolereform.

Han kæmpede blandt andet mod Tvindimperiet, som han afviste at give offentlige tilskud til, fordi det ikke var uafhængigt - noget, han langt senere fik Højesterets ord for, var i orden.

Folkeoplysning var Ole Vig Jensens ét og alt. Og efter politikertiden nød han stillingen som adm. direktør for Dansk Folkeoplysnings Forbund, ligesom han var formand for Centerrådet for Statens Pædagogiske Forsøgscenter. Hvis ellers en radikal kan være tillidsmand, så var Ole Vig Jensen folkeoplysningens fællestillidsmand.

Ole Vig Jensen bisættes fra Sankt Nikolai Kirke i Holbæk torsdag 31. marts kl. 14.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Vig Jensen

Fhv. minister, fhv. MF (R)
lærer (1962)

0:000:00