Venstre på Bornholm fyrer spidskandidat

Venstres bestyrelse på Bornholm har mistet tilliden til spidskandidat Søren Schow og vil indekalde til en ny generalforsamling for at få valgt en ny spidskandidat.

Søren Schow
Søren Schow (53) Viceborgmester (V), Bornholms Regionskommune

Otte måneder før kommunalvalget har Venstres bestyrelse på solskinsøen valgt at fyre partiets spidskandidat Søren Schow, skriver TV 2 Bornholm. Årsagen skal findes i det dårlige samarbejde mellem Søren Schow og Venstres bestyrelse, og det har altså været så slemt, at bestyrelsen nu ikke længere har tillid til spidskandidaten, skriver de i en pressemeddelelse.

De vil derfor indkalde til en ny generalforsamling for at finde en ny spidskandidat. 

Konkret skulle utilfredsheden med viceborgmesteren og Venstres gruppeformand på Bornholm, Søren Schow, bunde i flere ting.

Blandt andet har Søren Schow, ifølge bestyrelsen, ikke kæmpet nok for at få partikollegaen Knud Andersen valgt til formand for øens nye energiselskab, og så skulle Søren Schow ikke have været villig til at skrive under på den samarbejdsaftale, som skulle fastlægge, hvem der bestemmer, og hvem der må sige hvad i partiet, skriver TV 2 Bornholm videre.

Søren Schow går dog ikke stille, men agter at stille op, hvis nogen opstiller ham.

"Jeg er blevet valgt til spidskandidat, og hvis der er nogen, der har lyst til at opstille mig til et nyt opstillingsmøde, så kan jeg ikke fra min side se nogen grund til, at jeg ikke skulle stille op igen," siger Søren Schow til Bornholms Tidende.

olesen@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv justits gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement