Dagens overblik: DF siger nej til at sende flygtninge i muslimske friskoler

POLITISK OVERBLIK: Regeringens lovforslag om at give friskoler mulighed for at tage flygtningebørn ind i almindelige klasser er en ommer, siger oppositionen og DF. Få dagens overblik her.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har sendt et lovforslag i høring, som vil gøre det lettere for privatskoler at tage imod nyankomne flygtningebørn. 
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har sendt et lovforslag i høring, som vil gøre det lettere for privatskoler at tage imod nyankomne flygtningebørn. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Kristine Korsgaard

Christiansborg-politikerne er gået på efterårsferie, og det kan mærkes i nyhedsbilledet denne mandag. Her får du overblikket over de nyheder, der trods alt er fra den politiske front.

Nej til flygtningebørn i muslimske friskoler
Regeringen vil gøre det lettere for fri- og privatskoler at tage imod nyankomne flygtningebørn. Dermed kan de også ende på de omdiskuterede muslimske friskoler, og det møder modstand, skriver Politiken.

Både S, SF og DF kritiserer forslaget, som vil give fri- og privatskoler mulighed for at anbringe nyankomne flygtningebørn i klasser med almindelige elever.

Regeringens mål er at få fri- og privatskoler til i højere grad at hjælpe med integrationen af flygtningebørn, men S, DF og SF frygter, at det tværtimod kan skade integrationen, hvis børnene ryger direkte i en skole, hvor flertallet af eleverne er af anden etnisk herkomst end dansk, og hvor der bliver undervist i Koranen.

"Vi vil rigtig gerne have, at privatskolerne kommer til at tage et større ansvar i forhold til integrationen. Men vi vil ikke have, at der kommer flygtningebørn ind på muslimske friskoler. Det kan vi ikke på nogen måde forsvare," siger uddannelsesordfører Annette Lind (S).

Regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, har meddelt ministeren, at de ikke agter at stemme for forslaget som det ser ud nu.

Krav: Tolke skal kunne tolke
Efter weekendens debat om Søren Rasmussen, der blev ansat på tre tolkebureauer som swahilitolk, selvom han hverken kunne tale eller forstå swahili, vil en række politikere have en ordning med indbygget kvalitetstjek.

Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, mener, at regionerne bør stramme op og se deres samarbejdsaftaler efter i sømmene. Og så ønsker hun "en diskussion om en egentlig certificering i Danmark – vi har jo i flere år diskuteret, om vi skal have en tolkeuddannelse, som man har i en række andre lande."

Også SF, Enhedslisten og DF er klar til en certificeringsordning, mens Socialdemokratiet ikke vil lægge sig fast på, hvordan man bedst sikrer en ordentlig tolkebistand. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skriver i en mail til Information, at "det er pinligt, hvis regionerne via deres sprogbureauer virkelig ansætter tolke til at tolke sprog, de ikke kan".

Men hun ser det som udgangspunkt som regionernes egen opgave at ansætte de rigtige tolke.

Blå blok risikerer stemmespild
Kristendemokraterne meddelte i weekenden, at de har 20.109 vælgererklæringer i hus og dermed er klar til folketingsvalg. Men valgforsker Robert Klemmensen peger i dag over for Altinget på, at Kristendemokraterne kan blive et problem for blå blok.

Ligesom Nye Borgerlige ligger Kristendemokraterne nemlig under spærregrænsen i meningsmålingerne, og blå blok risikerer at spilde et anseeligt antal stemmer, hvis de to partier ikke kommer ind. Samtidig med meldingen om, at partiet er opstillingsberettiget, offentliggjorde formand Stig Grenov et børnepolitisk udspil under overskriften "Børnenes Finanslov". 

Politikere må skære i supersygehus
Jyllands-Posten skriver, at det nye og ombyggede regionshospital i Viborg – et af de nye supersygehuse – igen er ramt af problemer og besparelser. Politikerne i Region Midtjylland er nu så trætte af problemerne med sygehusbyggeriet, at de vil have sagen kulegravet af revisorer.

Det 1,1 milliard kroner dyre sygehusbyggeri er skredet adskillige gange og har tvunget politikerne i regionen til at gennemføre besparelser. Nu skal de til det igen – denne gang 30 millioner kroner.

»Det frustrerer os alle. Det kommer blandt andet til at betyde, at vi ikke får ensengsstuer over hele linjen med det samme,« siger Anders Kühnau, socialdemokratisk næstformand i regionsrådet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00