Lovforslag om kontantydelse sendt i høring

Som et led i finanslovsforhandlingerne for 2015 indgik regeringen en aftale med SF og Enhedslisten om en ny midlertidig ydelse – kontantydelse – for personer, der har opbrugt retten til arbejdsløshedsdagpenge, den særlige uddannelsesydelse og den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.

Kontantydelsen er målrettet ledige, der:

  • Har opbrugt retten til dagpenge, den særlige uddannelsesydelse og den midlertidige arbejdsmarkedsydelse fra 2015 og som har haft en samlet ydelsesret på mindre end tre år. Kontantydelsen udfases løbende og kan tildeles indtil udgangen af 1. kvartal 2017.
  • Ikke samtidig er omfattet af en anden ordning med ret til offentlig forsørgelsesydelse efter Beskæftigelsesministeriets lovgivning eller modtager førtidspension eller folkepension efter lov om social pension m.v. Personer, der på ansøgningstidspunktet alene har ret til delvis uddannelses- eller kontanthjælp, er omfattet.
  • Selv kontakter kommunen for at få et tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats, som er en forudsætning for at modtage kontantydelsen. Indtil jobcentret har fundet et tilbud, gælder retten til ydelsen også.
  • Står til rådighed for arbejdsmarkedet og for job, der bliver formidlet af jobcentret.
    Lovforslaget, der udmønter aftalen om den nye kontantydelse, er netop sendt i høring, og høringsfristen er den 6. januar 2015.

Lovforslaget ventes at træde i kraft den 1. marts 2015 og får tilbagevirkende kraft for person, som mister retten til ydelser i perioden fra 5. januar til 1. marts 2015.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget