Generationskontakten står sin prøve i Paris
Som konservativ betyder kontrakten mellem generationer meget for mig. Der går en lige linje af ansvar fra vores forfædre til os, der er på jorden i dag, og til de børn, der fødes i fremtiden.
Hver generation har haft sin mandomsprøve. Nogen har kæmpet i krige for dansk selvstændighed, andre har kæmpet for vækst, velstand og opbygningen af den danske velfærdsstat. Hver en kamp har været vigtig, men ingen kampe har næppe været vigtigere end den, som vores generation står over for. Kampen for klimaet.
Om fjorten dage rejser jeg til Paris for at deltage i Klimatopmødet COP21, og jeg har ikke noget større juleønske, end at verdens ledere kan samles om en ambitiøs global aftale. Hvis ikke vi tager ansvaret på os nu, overlader vi kommende generationer til en uovervindelig kamp, som de har tabt på forhånd.
Hvis ikke verdens ledere handler, så vil den globale opvarmning i slutningen af århundredet nå op på mellem 3,7 grader og 4,8 grader. Selvom det kan lyder fristende en kold vinterdag, vil det have meget store negative konsekvenser. Havene vil stige og give massive oversvømmelser, og vi vil opleve massiv tørke, som vil føre til hungersnød og mange millioner klimaflygtninge. Vi vil opleve ekstremt vejr, som vil få stormen Bodil til at føles som et vindpust. Verdens ledere er enige om, at en temperaturstigning på to grader er det maksimale, verden kan håndtere. Det når vi 2037, hvis ikke vi ændrer kurs.
Jeg rejser til Paris med fornyet håb, for både Kina og USA har langt om længe indset, at det er tid til handling, der betyder mere grøn energi og mindre afbrænding af olie og kul. Men jeg er stadig bekymret, for vi kan ikke tåle et nederlag som ved COP15 i København endnu en gang.
For mere end 50 år siden talte den konservative finansminister Poul Møller om, at fremtidens væsentligste problem blev ”røg, støj og møg.” Han fik ret. Virkeligheden har indhentet os, og kampen for klimaet og for vores kommende generationer bør være hjerteblod for os alle.
