Alternativet og EU: Splittelser og enigheder
Vi har lige haft en EU-afstemning, hvor Alternativet blev delt midt over. Ja, altså, i flere andre partier så det nu heller ikke for kønt ud. Det er ikke godt, når ledelsen er for og flertallet af medlemmerne imod. Efter nej’et, spurgte mange sig selv om, hvad det var, vælgerne ’i virkeligheden’ havde stemt nej til. Hvis det nu var blevet et knebent ja, mon så nogen ville have spurgt, hvad der ’i virkeligheden’ var stemt ja til?Usandsynligt, men nej’et har givet panderynker. Der er nemlig noget, der hedder EU, og så er der noget, der hedder det virkeliggjorte EU. To ting, og man kan godt gå ind for det ene uden at gå ind for det andet. Engang for længe siden talte man om marxismen kontra den virkeliggjorte marxisme. Nå, ja,kristendommen og den virkeliggjorte kristendom kan man vel også tale om (men det er der vist ikke mange, der gider).
Nu må jeg lige bekende, at jeg ikke stemte. Det var for svært. Nu er jeg fredløs for begge parter, og når jeg bliver trængt op i en krog (mest af nej-sigerne) er mit sidste og livsforlængende spørgsmål: ”Hvad stemte du ja til, da du stemte nej?”. ”Hvis man har kræft, vil man bare af med sygdommen, det samme med EU”, lyder et af svarene. Hvis EU er kræft, hvad er så ikke kræft, om jeg må spørge?
Se, det ved jeg tilfældigvis godt selv, for det er nordisk samarbejde med store og stærke Alternativer i alle landene. Det er mig en kær tanke. Igen må jeg dog konstatere, at jeg er ret alene selv blandt andre drømmere. Jeg havde en vis forståelse for Ja, men-kampagnen, for hvad skulle ledelsen ellers gøre, når den for længst havde meldt ud? Den kunne fx have sagt: ”Stem efter overbevisning”! Nå, ja, men det er bagefter.
Nu her inden for de seneste dage er der kommet et forslag frem om at demokratisere EU: DIEM25.
Alternativet er med i front. En god ide, og alting begynder jo med en drøm.
Tænker nogen på at bearbejde den splittelse om EU, der er i Alternativet? Hvad er der mere end EU? Vi er jo dødeligt uenige, men det snakker vi ikke mere om i vores familie, som det hedder. Skade, for vi bliver nødt til at leve med mange, mange dødelige splittelser i fremtiden: Skal vi fx fortsat have en guldkaret, messehageler, krigskommandersergenter og X-factor?
Men EU altså, som vi er i, hvad med det? Vi kunne begynde at male det grønt, hvis der var pensler nok. Det er der ikke engang i Danmark. Alt for få tror på det grønne samfund og elskværdig, enkel levevis. A lt for få tror på, at der er noget galt med den måde, vi lever på nu. Langt ind i arbejderpartierne vil man hellere have vækst, vækst og arbejdspladser. Der er hele tiden noget, man mangler at få. Nyt køkken og badeværelse har man fået, så nu ser jeg i mit kvarter, at mange får sat altaner op, men uhyre sjældent ser jeg nogen sidde på dem. Det er måske heller ikke det, de er sat op for. Det er nok bare for at man kan få en bedre pris for lejlighederne på salgsdagen. Vi bygger rigdom op, som vi ikke bruger. Det er denne samfundsborger, der skal skabe et grønt EU (!).
Når den ene gruppe ser EU som en kræftsygdom, og den modsatte gruppe ser EU som et værn mod nationale krige (”Til Berlin”, råbte de i Paris. ”Til Paris”, råbte de i Berlin, som jeg husker fra historiebogen), og dem midt imellem nikker til den ene side og bagefter til den anden side, kan vi nok ikke blive enige, men enige om at leve sammen på trods af uenighederne, skal vi kunne.
Det kan være svært at holde sammen på partiet, men det må jo være, fordi der er endnu mere, vi er enige om, endnu mere der forener, men lad os nu ikke begynde at snakke om disse enigheder, for så bliver vi bare uenige.
(Og så er der ellers bal i den Alternative på fb.Kbh).
