Ankesag om gensidig forsørgelsespligt er frafaldet

I 2014 blev der på kontanthjælpsområdet indført gensidig forsørgelsespligt for ugifte samlevende. Reglerne blev ophævet igen den 1. januar 2016. Nogle par, der var blevet omfattet af reglerne, anlagde sag mod Beskæftigelsesministeriet og deres bopælskommuner.

Retten i Helsingør fandt i sin dom af 9. januar 2017, at grundloven ikke indeholder et forbud mod at indføre en ny forsørgelsespligt ved lov (grundlovens § 75, stk. 2). Derudover udgjorde ordningen med gensidig forsørgelsespligt ikke ekspropriation (grundlovens § 73). Endelig var reglerne ikke i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

”Jeg forstår, at ankesagen om gensidig forsørgelsespligt for ugifte samlevende er blevet frafaldet. Retten i Helsingør fandt, at loven - ligesom Beskæftigelsesministeriet har vurderet – hverken var i strid med grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Byrettens dom står nu ved magt, og det er jeg naturligvis meget tilfreds med.”

Læs dommen fra Retten i Helsingør


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget